Da vi havde afsluttede vores besøg på Vikingeskibsmuseet, gik vi via Sankt Claravej og Sankt Ibs Vej hen til Sankt Ibs Kilde ….

… hvor vi afsluttede vores rundtur i Roskildes centrum med at gå hen til Sankt Ibs Kirke …

… samt kirkegård, hvor min Skat og Kahty har deres farfar, far og en fætter begravet.

Vi var også lige et lille hurtigt smut indenfor i Sankt Ibs Kirke, som, man mener, er fra cirka år 1100. Den bruges ikke længer som kirke og i dag henstår den som en velbevaret ruin. Kirken blev nedlagt i 1808 og den er siden blevet brugt til både feltlazaret og som lagerrum for en købmand. I dag er den fredet og kirkerummet …

… med rester af kalkmalerier står i dag i et fredfyldt åndehul lige midt i Roskilde.

🙂

Så gik vi hen til bilen, hvor efter vi kørte rundt om Farmor, før vi kørte hjem til os, hvor vi lige holdt en pause på cirka halvanden time, så Kathy og Todd kunne se, hvordan vi er kommet til at bo, før vi kørte ud til familien i Store Valby, hvor en traditionelt dansk menu ventede os.

Peter har også skrevet om vores byvandring i Roskilde sammen med Kathy og Todd og man kan se de billeder, som han har taget under vores rundtur her.

Vikingeskibsmuseet …

… er Danmarks museum for skibe, søfart og bådbygningskultur i oldtiden og middelalderen. Den ældste del af museet, Vikingeskibshallen, der er tegnet af professor Erik Christian Sørensen, åbnede i 1969.

I 1997 blev Vikingeskibsmuseet udvidet med Museumsøen. Her ligger museets bådeværft, hvor publikum kan følge med i bådebyggernes arbejde. Der ligger også et Aktivitetshus, som indeholder museets Skoletjeneste samt Arkæologiske værksted, hvor skibsfund fra Danmark bliver registeret og målt op. Og i Museumshaven ligger museets store samling af traditionelle nordiske træbåde samt rekonstruerede vikingeskibe.

Vi startede med at deltage i den engelske rundvisning, som fandt sted fra 15:00 til 15:45, der efter gik vi rundt i museet på egen hånd.

🙂

Der er kun udstillet fem skibsvrag, der alle som en er fundet i Peberrende ved Skudelev cirka 20 kilometer nord for Roskilde. Her blev i slutningen af vikingetiden – det vil sige sidst i 1000-tallet – tre gamle skibe sænket på tværs af sejlløbet, så de kunne fungere som værn for den vigtige handelsby Roskilde. Kort tid der efter blev denne spærring forstærket ved sænkningen af yderlige to skibe. Spærringen fremtrådte før udgravningen som en undersøisk stenryg. Den har altid været kendt af fiskerne ved fjorden og den lokale tradition ville vide, at den rummede et skib, som dronning Margrethe den 1. havde ladet sænke.

Men ved de undersøgelser, som Nationalmuseet foretog i perioden fra 1957 til 1959, blev det erkendt, at spærringen var noget ældre nemlig fra vikingetiden og at den var opbygget af adskillige skibe.

Som allerede skrevet, så er der kun udstillet fem skibsvrag, men hvis man tager rundvisningen med, hvor man får fortalt en hel del om vikingernes rejer og om deres hverdag, samt især om fundet af de fem skibe og så derefter giver sig god tid og læser alt, hvad der står ved de udstillede genstande, så får man virkelig et indblik i, hvordan vikingerne levede samt om deres samtid.

🙂

Det første indtryk, som man får af Vikingeskibsmuseet, lige når man træder ind i den store hal, hvor de fem skibe er udstillet …

I 1962 blev en spunsvæg af jern rammet ned omkrig spærringen i Peberrenden ved Skudelev, så den kunne tørlægges. På mindre end fire måneder lykkedes det at udgrave de fem vikingeskibe af stendyngen og optage dem i tusinder af små og mindre brudstykker. Alt vragtømmeret blev bragt til Nationalmuseets konserveringsanstalt i Brede, hvor det gennemgik en langvarig behandling. Det vanddrukne træ tålte ikke udtørring, men måtte udfyldes i alle dets porrer med konserveringsmidlet polyethylengkol, som er en vandopløselig kunstvoks. Fundet omfattede fem forskellige skibstyper, der tilsammen giver et godt indtryk af vikingetidens samfund og spændevidden i vikingetidens skibsbygningskunst.

Det allerførst skibsvrang, som man ser, når man træder ned i selve skibshallen, er dette havskib …

… som bliver kaldt: “Skudelev 1”. Det er et kraftigt lastskib måske af typen “knarr”, som omtales i de skriftlige kilder. Skib og last kunne være ejet af en stormand, som selv drog på handelstogt med sit følge eller af flere købmænd, som i fællesskab sejlede skibet og handlede på de omkringliggende markeder.

Man mener, at skibet er bygget ved Sognefjorden i Vestnorge af kraftige fyrreplanker og at det senere er blevet repareret i Oslofjorden samt i Østdanmark. Det har haft dæk for og agter samt et åbnet lastrum i midten af skibet.

I øverste planke forude er spor af et pileskud. Besætningen har været på 6-8 mand og havskibet har kunnet bruges overalt i Nord- og Østersøen samt på Nordatlanten. På grund af den lave dybgang kunne det også nå langt ind i land ad fjorde og åer.

Under gunstige vindforhold har det kunnet holde en gennemsnitsfart på cirka 5 knob og under ekstreme vindforhold har skibet nok kunnet sejle dobbelt så hurtigt.

Det store langskib …

… som bliver kaldet: “Skudelev 2” er et havgående krigsskib, måske af typen “Skeid”. Da det har været bemandet med 70-80 krigere, hørte det til de stormandsskibe, der prises i sagaer og skjaldekvad.

Skibet er bygget af eg og analyser af årringsmønsteret i tømmeret har vist, at skibet er bygget i Dublin området omkrig år 1042. Vikingerne slog sig på et meget tidligt tidspunkt ned i Irland og grundlagde flere byer som befæstede baser langs den irske kyst. Dublin blev hurtig den vigtigste af disse byer. Her etablerede vikingerne sig som købmænd, lejesoldater og skibsbyggere.

Skibets lange og smalle form har givet det en stort fartpotentiale og med 60 mand ved årerne har det nok kunne holde en gennemsnitsfart af 6 knob over længere afstande, mens farten for sejl i gunstig vind har været noget højere.

Efter et par hyggelige og meget interessante timer indendørs, gik vi udenfor, for at gå os en tur på selve Museumsøen. Her er der også en del at se på.

Hvad dette …

… går ud på, ved jeg dog ikke noget om, men sjovt så det ud.

😉

Vi gik ud på en af bådbroerne og her er udsigten derfra …

… Vikingeskibsmuseet i baggrunden og et par af de rekonstruerede vikingeskibe, som ligger til kaj, i forgrunden.

I forbindelse med anlæggelsen af Museumsøsen blev der fundet ni skibe fra vikingetiden og middelalderen. Dette skibsfund, Roskildeskibene, er sammen med skibene fra Skudelev et af de mest betydningsfulde skibsfund i Danmark.

De rekonstruerede vikingeskibe, som indgår i museets bådsamling, kan ses i Museumshaven. Her er et billede der fra …

… Bådsamlingen tæller 40 fartøjer og er den største samling af nordiske, klikbyggede træbåde i Danmark. Ud over rekonstruktioner omfatter samlingen originale brugsbåde, som er restaurerede og ført tilbage til deres oprindelige udseende samt af traditionelle bådtyper, der er bygget til museet som led i udstillings- og dokumentationsprojekter.

I sommerperioden arrangeres der sejlture på Roskilde Fjord i de traditionelle nordiske både.

🙂

I det Arkæologiske Værksted …

… kan man lige for tiden se, hvordan vragdelene fra de to skibsvrag fra vikingetiden og syv fra middelalderen, som dukkede frem, da Museumsøen- og havnen blev etableret, renses og opmåles digitalt samt en udstilling om, det store skibsfund og undervandsarkæologernes arbejde i forbindelse med at rede skibene.

Vandet, som skibsvragdelene ligger i, ind til man kan gå i gang med at udfylde alle deres porrer med konserveringsmidlet polyethylengkol, som er en vandopløselige kunstvoks, er så rent, at der kan leve små fisk i det …

🙂

Hvis man vil vide mere om Vikingeskibsmuseet kan man besøge dets hjemmeside www.vikingeskibsmuseet.dk

Peter har også skrevet om vores besøg på Vikingeskibsmusset sammen med Kathy og Todd og man kan se de billeder, som han har taget under vores besøg her.

Vi havde aftalt med Kathy og Todd, at de selv skulle finde til Roskilde med regionaltoget i dag og da klokken var 11:30 ringede Kathy for at fortalte os, at de ville være på Roskilde station klokken cirka 12:00, hvor vi så skulle møde dem.

Min Skat gik lige på posthuset ( for selvfølgelig var der kommet to pakker med posten i går, hvor vi ikke var hjemme og kunne tage imod dem ) imens jeg prøvede på at finde Kathy og Todd, som stod uden for stationsbygningen.

🙂

Vi gik hen til vores bil, som vi havde parkeret på taget af Føtex og kørte ned til Strandengen, hvor vi parkerede bilen, da det er sådan cirka lige midt imellem Domkirken og Vikingeskibsmuseet.

🙂

Vi startede vores byvandring i Roskilde med at gå via Sankt Ibs vej hen til Roskildes Miniby, hvor vi bare endnu en gang kunne se, at der er en eller flere, som har ødelagt den endnu mere. Denne gang var det gået ud over Domkirken, som stort set var helt væk.

🙁

Roskilde Miniby er ellers et rigtigt godt udgangspunkt for en byvandring i Roskilde, da den giver en et godt indtryk af, hvordan Roskilde så ud i 1400-tallet, da den afspejler middelalderens Roskilde lige fra Røde Port til Støden og fra Jernbanegade til haven.

Så gik vi igennem Byparken og via Tuttesti hen til Sankt Hans Kilde …

… som i middelalderen blev betragtet som helligkilde. Når de syge drak af kildens vand skulle det ske med et helt nyt lerkar, som derefter skulle slås i stykker, for så kunne sygdommen ikke overføres til andre.

🙂

Så gik vi via Skolegade op til Domkirken, som stadigvæk er godt pakket ind, da den er ved at blive renoveret, hvor fra vi så gik via Lille Maglekildestræde …

… ned til Maglekilden …

… som er byens mest vandrige kilde, selv om den er blevet mindre, da Neptunhovedet ved Maglekildevej nu kun spyr cirka 15.000 liter vand ud i timen.

De store vandmængders indehold af meget opløst kalk, afsattes omkring kildens udløb. Kildekalken er blød og let at bearbejde, så længe luften ikke har iltet den. En gang var aflejringerne flere meter tykke og et oplagt bygningsmateriale. Det var før, man havde teglsten.

I 1000- og 1100-tallet blev der bygget mange kirker i Roskilde og omegn af kildekalken. Da brydningen af kildekalk ophørte, var der dannet en stor sø, der kom til at fungere som mølledam, indtil den i 1846 blev fyldt op. Der skulle bygges en vandkuranstalt på stedet, og i 1849 rejstes en træbeklædt bygning i tre fløje med tilhørende park og et ottekantet kildehus over kilden. Fra kildehuset løb vandet i en underjordisk rende til et kildested ved Maglekildevej. Her strømmede vandet ud i en grotte gennem Neptuns mund. Kurstedet blev nedlagt allerede efter to år, og bygningen havde en omskiftende tilværelse indtil den i 1972 blev nedrevet og grunden blev omdannet til en stor parkeringsplads. Kildehuset forsvandt tidligt, men i 1927 opførtes et mindre sekskantet hus, som er bevaret …

… ovenpå dets tag sidder en vindfløj i form af en kvinde med svømmehale …

… det er en søjomfrue, som kun holder til i det ferske vand. Denne søjumfrue skal beskytte kildens vand, så en basilisk ikke finder på, at den vil bo nede i kilde.

En basilisk er det, som kommer ud af det æg, som en gammel hane lægger og hanen må være meget gammel for ellers har han ikke kunne nå at finde ud af, hvordan hønsene bære sig ad med at lægge æg. Når så den gamle hane skal lægge sit æg, så sker det i en møgning, hvor varmen vil ruge ægget ud. Skal det være rigtigt fint, så får han en gammel tudse eller snog til at vogte over ægget.

Basilisken, som kommer ud af ægget, minder allermest om en lille drage, den er så grim, at hvis man kommer til at se den, så dør man lige på stedet.

🙂

Så gik turen via ad Maglekildevej og Blågårdsstræde, hvor Todd fik øje på en dansk cykelforretning, som han lige var "nødt" til at skulle en tur ind i, så han kunne se forskellene på en dansk og amerikansk cykelforretning.

🙂

Derfra gik vi via Skomagergade, hvor vi lige var et lille smut inde hos Kiosken i Peberrenden, hvor vi købte nogle rigtigt gode is, som vi nød på vores videre tur op til Stændertorvet …

… Stændertorvet var Roskildes rådhustorv indtil den 1. januar i år, hvor rådhuset flyttede til en stor bygning på Køgevej og det er her, hvor der er markedsplads hver onsdag og lørdag hele året rundt. Stedet hvor man finder både "loppere" samt andre handlende og hvor man kan købe alt lige fra friske blomster, frugt og grønt til fersk fisk og kød samt almindelige loppefund.

Vi startede ved det tidligere rådhus trappe på Stændertorvet og det først, som vi så på, var det gamle rådhustårnet …

… der oprindeligt blev bygget som kirketårn til Sankt Laurentius kirke, der blev bygget en gang i 1100-tallet.

Oppe på kirketårnet er der en sandstensfigur af Sankt Laurentius med en rist i den ene hånd og en bog i den anden. Han led martyrdøden ved at blive grillet levende på en stor rist. Historien fortæller … at han udholdte de frygteligste smerter, men at tårerne løb ud af hans øjne og ned af hans kinder. Da han havde ligget på risten i et godt stykke tid, sagde han: "Nu er jeg stegt på den side, så kan I godt vende mig". Hvorpå han døde. Hans tårer blev sat på himlen som stjerneskud og de kan ses hvert år omkrig hans dødsdag den 8. august.

Da håndværkersvendene i ældre tid vandrede fra by til by for at arbejde, var Sankt Laurentius-figuren det tegn, som de skulle have med, når de skulle levere et bevis på, at de havde været samt arbejdet i Roskilde.

Sankt Laurentius kirke er i dag kun en udgravet ruin under Stændertorvet lige under fortovet ved rådhuset. Ved at stå på rådhustårnets trappe kan man tydelig se de mørke brosten, som viser kirken grundplan. Mellem bænkende ved springvandet er der en rude, så man kan kigge ned til kirkeruinen og man kan komme ned i selv kirkeruinen, hvis man vil se den, da man kan låne en nøgle på det tidligere rådhus.

På Stændertorvet ved den røde mur ind til Roskilde Palæ, som huser Museet for Samtidskunst ( et besøg på det, er en oplevelse, man ikke bør gå glip af ) står en statue af Roar og hans bror Helge …

… den er udført af billedhuggeren Johan Galster i 1939.

Sagnet fortæller om de to danske prinser fra Lejre, som ville hævne deres fars død og derefter blive konger af Danmark.

Helge – det er ham med sværdet – ville være konge til søs altså en rigtigt viking – imens Roar ville være den konge, som sørgede for lov og orden i landet.

Sagnet fortæller end videre, at Roar flyttede til en by, som lå meget dårligt for handel ud til en fjord og at han opkaldte byen efter sig selv samt efter dens mange kilder, der af navnet Roskilde.

Nu er der jo bare det, at det daværende danske ord for kilde ikke er det samme som i dag, men der imod, så betyd datiden ord kilde faktisk fjor og det er der også mere sandsynligt, at det har været Roar og fjor, som har givet byen dets navn.

Så gik vi ind af porten …

… til Roskilde Palæ …

… som rummer Museet for Samtidskunst, hvor vi så den nuværende udstilling, som hedder: "Samling07". Denne udstilling kan ses til og med den 9. september i år.

Vi var lige en tur rundt i Palæhaven, hvor vi så denne sten …

… før vi gik ind i Palæfløjen …

… hvor der til og med den 2. september i år er en særudstilling, som hedder: "Rum i tid – tid i rum" og hvor vi blandt meget andet så denne and …

🙂

Vi gik langs med muren indtil Roskilde Palæ, hvor der står to natursten. Den ene sten, den som vi ser her …

… er beviset på, at Fanden har besøgt Roskilde, det skete en Store Bededag.

Nu er der jo bare det, at Fanden ikke kan udstår lyden af kirkeklokker og lige som han var kommet til byen, begyndte alle byens kirkeklokker deres Store Bededags ringende, som på det tidspunkt tog en times tid, så han løb, alt hvad han kunne for at komme ud af byen og væk fra larmen så hurtig som muligt, men han faldt ved stendiget på Borgerdiget og tog fra sig ved en stor sten.

Det er nu ikke hans negle, som har ridset de dybe riller i stenen, men det er imod han bedstemors negle. Det gjorde hun en gang, hvor hun og Fanden kom op at skændes om, hvem af de to, som bestemte i Helvedet. Så tog Fanden sin bedstemor og smed hende ud af Helvede og op på jorden, hvor hun så landende i Roskilde i Borgergade og sætte sine negle / klør ned i denne sten.

Geologerne mener nu, at denne sten har fået sine dybe riller under Istiden, hvor nogle små sten har ligget og rullet frem og tilbage i takt med, at det har været tø og frost.

Men de to andre historier er nu sjovere.

🙂

Den anden sten, den som vi ser her …

… som står ikke så langt fra den først, er et bevis på, at den dagværende svenske konge ( jeg kan ikke lige huske hans navn og nummer ) ikke kunne erobrer København. Han sagde til en af sine mænd, som var i tvivl om kongens evne: "Det vil være lige så let for mig at indtage Køberhavn, som det vil være for mig at kløve denne sten".

Steen blev ikke kløvet og København blev ikke indtaget.

Hvad stenen så gør i Roskilde, mælder historien ikke noget om.

🙂

Så gik turen ned til Domkirken – ingen byvandring i Roskilde uden at Domkirken kommer med. Desværre var der ikke mulighed for os at komme indenfor i dag, da der i løbet af dagen skulle finde ikke mindre end fem bryllupper sted.

Så i stedet for at besøge Domkirken, gik vi via Folkeparken, Byparken og Sankt Claravej ned til Vikingeskibsmuseet for at se det, men det er et nyt indlæg.

🙂

Peter har også skrevet om vores byvandring i Roskilde sammen med Kathy og Todd og man kan se de billeder, som han har taget under vores rundtur her.