Vi fandt en god parkeringsplads til bilen og gik hen til indgangen til Nordsømuseet …

… som ligger på Willemoesvej nummer 2 i Hirtshals. Den grundlæggende ide bag Nordsømuseet er, at det igennem levende udstillinger skal give de besøgende et indblik i det moderne danske Nordsøsfiskeri samtidigt med at selve grundlaget for dette fiskeri, det vil sige Nordsøens levende fisk, kan ses i de mange små og store akvarier.

🙂

Nordsøen dækker et område på cirka 575.000 kvadratkilometer og det er engtlig ikke mere end en dråbe i Verdenshavet, som breder sig udover cirka 362.000.000 kvadratkilometer eller skrevet på en anden måde udover cirka 72% af Jordens overflade.

Med en gennemsnit dybde er på 95 meter og en maximal dybde er på 700 meter er Nordsøen kun at betragte som en lavvandet indsø imellem de store oceaner, hvor man finder dybde helt ned til cirka 11.000 meter og hvor gennemsnitsdybden er cirka 3.550 meter.

I forhold til sin lille størrelse er Nordsøen et af de farvande i hele Verden, hvor der hvert år landes de største fiskefangster. I det der årligt fanges i nærheden af cirka 3.000.000 tons fisk. Til sammenligning mens det tilsvarende tal for alle verdens have tilsammen at være cirka 100.000.000 tons. Denne store fiskefangst svarer til en årlig fangst på 5.000.000 kilo fisk per kvadratkilometer i Nordsøen mod kun 275 kilo fisk per kvadratkilometer for alle verdenshavene under et.

Nu er det bare ikke helt realistisk at stille regnestykket op på den måde, da der faktisk kun er en mindre del af verdenshavene, der kan befiskes, men det er dog stadigvæk tankevækkende, at Nordsøen, som kun udgør 0,16% af Jordens samlede havområder, yder 3,00% af de samlede fiskefangster per år.

De store fiskemængder, der findes i Nordsøen, skyldes først og fremmest den store prodution af planteplankton, der finder sted. I modsætning til de fleste dybe have sker der i Nordsøen en næsten konstant opblanding af vandmasserne fra overfladen og ned til bunden. Ved denne opblanding sker der samtidigt det, at næringssalte fra havbunden føres op i de øverste vandlag, hvor de så at sige gøder planteplanktonet, som er de mikroskopiske planter, der "svæver" løst rundt i vandet. Disse er ganske som alle andre planter afhængige af sollyset og de vokser derfor kun i de vandlag, der bliver belyst af solens stråler.

Næringsstoffer tilføres også til Nordsøen fra de omkringliggende lande, hvilket betyder yderligere gødning til planteplanktonet, der er føde for dyreplanktonet, der igen er føde for mange fiskelaver, små og store fisk samt hvaler. På en anden måde så kan man sige: "jo mere plankton, jo flere fisk".

Dette gælder dog ikke ubetinget, for hvis tilførelesen af næringsstoffer er for voldsom, kan produktionen af planteplankton nemlig blive så stor, at der bliver et overskud af det og dette overskud kan så rådne og dermed forårsage det meget omtalte iltsvind ved havbunden. Indtil videre har man dog været så heldig, at man ikke har observeret længerevarende og omfattende iltsvind i Nordsøen.

Kendetegnet ved Nordsøen og andre tempererede have er, at den samlede mængde af fisk er stor, imens at antallet af forskellige arter er forholdsvis lille. I Nordsøen findes der cirka 230 forskellige fiskearter, hvor der i tropiske og subtropiske have er en lang større artsrigdom, men til gengæld langt mindre fiskebiomasse.

Nordsøens temperaturforhold sætter også nogle naturlige grænser for, hvilke fiskearter, der kan trives i den. Flere af torske-fiskene som for eksempel mørksej og torsk er meget tæt på den sydlige grænse af deres udbredelsesområde, da de ikke kan komme i farvande, hvor temperaturen kommer over de 15 til 17 grader.

Omvendt er der normalt kun når Nordsøens vand undre varme somre kommer over denne temperatur, at man kan træffe fisk, der normalt hører hjemme under mere sydlige himmelstrøg som for eksempel bras, guldbrasen og Sankt Petersfisk.

Blandt Nordsøens fisk indtager de pelagiske fisk en fremtrædenede rolle, da mængden af pelagiske fisk i Nordsøen er stor. Især makrel og sild er særdeles vigtige arter for erhvervsfiskeri i alle de lande, der ligger i Nordsøens område.

🙂

Vi gik hen til indgangspartiet, hvor vi købte vores billetter. "Hvis I skynder jer, kan I lige nå at se klumpfiskene blive fodret" sagde damen i billetsalget til os. Så vi skyndte os at finde hen til det store oceanarium …

… der blev åbnet i 1998, hvor de stimedannende pelagiske fisk samt klumpfiskene holder til.

Oceanariet er et stort specielt designet ellipseformet akvarium. Det måler 33 meter på den længste led samt 22 meter på den korteste led og det rummer 4.500.000 liter saltvand fra Nordsøen. Hvilket gør, at det er et af Europas største akvarier. Oceanariets store rude er 41 centimeter tyk, hvilket godt nok er meget.

Ingen steder i Oceanariet er der skarpe hjørner, hvor fiskestimerne bliver tvunget til en brat vending og dette har stor betydning for deres adfærd og dermed også for publikums oplevelse af Oceanariet som et stykke "endeløst" hav og ikke som et stort "bassin". Den i akvariemæssig sammenhæng store vanddybde, Oceanariet er 8 meter højt, er vigtigt for stimefiskenes naturlige adfærd. Da den giver fiskestimerne i Oceanariet mulighed for at vælge dybde og dermed kan de adskille sig artsvis, ligesom de også gør det i naturen.

Vi nåede at se de to klupfisk blive fodret samt at høre, hvad der ellers blev sagt om de mange forskellige fisk, som lever i det store Oceanarie. Vi gik tilbage til indgangen af Nordsømuseet, hvor vi gik i gang med at se på de 12 akvarier i størrelser fra 4.000 liter til 16.000 liter, som præsentere forskellige former for biotoper, det vil sige naturlig levesteder, der er karakteristiske for Nordsøen – lige fra sandbunden på det lave vand langs havnens moler til mudderbunden på et par hundrede meters dybde i Den Norske Rende imellem Danmark og Norge.

I hvert akvarium vises de fisk og andre havdyr, der kan findes på de pågældende levesteder. Man har fra Nordsømuseets side af i alle akvarierne bestræbt sig på at gøre bunden og omgivelserne så naturtro som overhovedtaget muligt, men naturligvis må man i et kunstigt miljø, som akvarier trods alt er, gå på kompromis. Således har man for eksempel været nødt til at holde fisk af nogenlunde samme størrelse i de enkelte akvarier for ellers ville de mindste fisk blive ædt af de største fisk.

Det var i denne del af Nordsømuseet udstillinger, at vi fandt ud af, at der findes cirka 230 forskellige fiskearter i Nordsøen, men det er kun cirka 50 af disse arter, der udnyttes af fiskerne og af disse cirka 50 arter er det blot cirka ti arter, der er virkelig økonomisk vigtige.

Så var vi nået til det store Centerakvarium …

… som virkeligt er langt større end hvad man har plads til i et normalt hjem, men det er flot virkelig flot …

Det store ottekantede akvarium, der danner centrum i Nordsøen Oceanariums oprindelige bygning, rummer 120.000 liter saltvand. Det repræsenterer ikke en bestemt biotop i Nordsøen, men benyttes som en form for "show-akvarium", hvor man har mulighed for at se store eksemplarer af nogle af de fiskearter, der også findes i biotopakvarierne. Det kan for eksempel være bars, lyssej, pighvarre og torsk.

🙂

Vi forlod biotopakvarierne samt det store centerakvarium og forsatte hen til aktivitetscentret, hvor vi blandt meget andet så denne havtaske …

… som nok er en af de fisk, der har fået flest "kælenavne", da den blandt fiskerne bliver kaldt for både djævelfisk, gumminakke, motorcykel og tudse. Havtasken er en typisk bundfisk, men mærkværdigvis har man i nogle tilfælde oplevet, at en havtaske har taget små svømmefugle i vandoverfladen. Havtaskernes normale føde er dog først og fremmest andre bundfisk som for eksempel fladfisk.

På hovedet har havtasken en finnestråle, der er omdannet til en form for fiskestang med et stykke madding i spindsen. Denne fiskestang kan bevæges og dermed lokker havtasken små fisk hen til sig. Når de små nysgerrige fisk er tilstrækkelige tæt på, lukker havtasken hurtigt gabet op og suger fisken ind ved hjælp af det opstået undertryk.

Havtasken er en værdigfuld spisefisk, der kan opnå en maximal længde på cirka 2 meter, så nogen helt lille fisk er den bestemt ikke.

😉

Vi gik via "Bølgegangen", hvor vi så en lille udstilling fra Galleri Nøddebo …

… disse flotte stenmalerier er håndmalet …

… og de skulle kunne stå udendørs i alt slags vejr.

🙂

Vi gik udenfor og noget af det første, som vi fik øje på, var denne søde skraldespand …

… det så desværre bare ud som om, folk havde nemmere ved at ramme den end en hvilken som helst anden skraldespand.

I Det store udendørs Sælarium …

… er der mulighed for at komme tæt på nogle af Nordsøens store rovdyr … gråsælerne og de spættede sæler.

I undervandstunnelen …

… under det store udendørs sælbassin er der rig mulighed for at beundre sælernes lynhurtige og smidige bevægelser, når de jager efter et bytte eller leger med hinandenden under vandets overflade.

Sælariet rummer 800.000 liter saltvand og der tilføres hele tiden en vis mængde frisk vand. Størstedelen af vandet recikuleres dog igennem et filtersystem, der holder mængden af urenheder og næringsstoffer nede.

Lige som det er tilfældet i Nordsømuseets akvarier, har sælerne i sammenligning med forholdene i naturen en begrænset plads at udfolde sig på, men taget i betragtning, at sæler er flokdyr og de altså befinder sig bedst i selskab med andre artsfæller, er der intet, der tyder på, at Sælariet, der normalt huser 8-10 sæler, er "overbefolket".

Et godt tegn på, at sælerne i Sælariet stortrives, er, at der næsten hvert år fødes en eller to unger.

Sæler føder deres unger på sandbanker. Ungen kan svømme kort tid efter fødslen. Når ungen dier foregår det altid på land, hvor de er meget sårbare overfor forstyrrelser. I løbet af de cirka 28 dage ungen dier, tager den cirka 800 til 900 gram på om dagen ( til sammenligning øger et menneskebarn sin vægt med cirka 35 gram om dagen i ammeperioden ). Dette skyldes, at sælens mælk har en fedtprocent på 50%, hvilket gør den mere fedtholdig end piskefløde.

Ved de daglige fodringer fortæller sælpasseren om sælernes adfærd, biologi med meget mere.

Sælerne livretter er blæksprutter, fisk, konkylier, krabber, muslinger, rejer og snegle, som de fanger, imens de svømmer rundt i de forholdsvis lavvandede områder primært omkring sandbanker. Der skal cirka 5 kilo føde til at mætte en sæl per dag. Nordsømuseets sæler fodres med frisk sild, der har været frosset ned og for at opretholde sundhedstilstanden får de oveni et tilskud af vitaminer.

Sælerne svømmer ved at bevæge bagkroppen fra side til side ligesom fisk. Sæler har ørehuller i stedet for ydre ører ligesom for eksempel mennesker. Det er med til at mindske modstanden, når de svømmer.

De har et tykt lag spæk som virker varmeisolerende

Der findes to former for fritlevende sæler i de danske farvande, det er gråsælen og den spættet sæl.

Gråsælen er ikke ualmindelig i Danmark, men der er trods alt større chance for at møde den ved Storbritanniens kyster. Muligvis er der ynglende gråsæler i Danmark, men man ved det ikke med sikkerhed. Gråsæler kan blive næste dobbelt så store som spættet sæler, da en voksen han kan veje op til 300 kilo.

Man kan kende gråsæler fra de spættet sæler på deres mere aflange hoveder med "romersk" profil.

De spættet sæler kan ses mange steder ved de danske kyster. En voksen han kan opnå en størrelse på cirka 120 kilo og hunner er noget mindre.

De spættet sælers største ynglepladser findes i Vadehavet, men de yngler også i Kattegat og i Limfjorden.

Den danske bestand af spættet sæler skønnes at være cirka 12.000 individer.

De spættet sæler yngler i Danmark og om sommeren ligger der sælunger på en del danske strande. Det gør der, fordi deres mor har efterlader ungen på stranden, når hun selv skal i vandet for at fange føde. Ungen kan ligge alene i flere timer og det er normalt ikke noget problem.

En sælunge er altså ikke nødvendigvis forladt, fordi den ligger alene på stranden. Først når moderen ikke har været hos dem i mindst et døgn bliver det kritisk. Menneskers færden omkring ungen vil afholde moderen fra at vende tilbage til ungen, og på et tidspunkt opgiver hun. Derfor skal man afholde sig fra at "redde" sælunger selv.

Undersøgelser har vist, at hylere, der er vokset op blandt mennesker, ikke er lige så gode til at klare sig som vilde sæler er. Derfor bliver hyleres unger ofte selv efterladt af deres mødre eller skrevet på en anden måde … hylere avler hylere.

Derfor er den officielle danske politik nu, at man ikke længere tager hylere ind. Den danske sælbestand er stor og den er i fremgang, så der er ikke længere bevaringsmæssige grunde til at tage sig af hylerne.

Vi gik indenfor igen, hvor vi startede med at se udstillingen om jægere i det åbne hav …

… den handler blandt andet om Danmarks eneste fastboende hval … marsvinet samt om de mange forskellige hav- og svømmefugle …

… som også lever af "fiskeri". Vi fik også set "bagsiden" af det store oceanarium samt fik hilst på den ene af klumpfiske …

… samt set en model af en næste fuldt udvokset klumpfisk og den var ikke bare stor, den var voldsom stor.

🙂

På dette tidspunkt af vores besøg på Nordsømuseet var min Skat blevet godt og grundigt træt af at høre mig snakke om: "… kryddersild, makrel i tomat, marineret sild, røget makrel, røget sild, røget ål, stegte rødspætter, stegte sild, stegte ål …" samt af at se, hvordan mine tænder løb i vand og jeg næsten spiste fiskene med øjnene, hver gang jeg stod foran et akvarium og kiggede på alle de dejlige og velsmagende fiske, der svømmer rundt i det. Så han tog mig med op til Ocean Caféen, hvor vi bestillet to gange dagens menu …

… som kostede 60,00 kroner per kuvert, hvilket var en hel fin pris. For maden var virkelig lækker og der var rigeligt af den. Vi spiste vores mad, imens vi sad og beundrede udsigten …

Efter vi havde spist vores dejlige frokost, som virkelig smagte godt, gik vi ned og stillede os foran det store oceanarium …

De fisk, der lever på eller nær havbunden, har den fordel, at de kan skjule sig for deres fjender i sandbunden, skibsvrag, stenrevene eller imellem tangplanterne, der alle som en er helt perfekte skjulesteder, som bundfiskene forstår at udnytte.

Disse muligheder har de pelagiske fisk ikke. For i de store frie vandmasser er fiskene synlige for deres fjender i alle retninger. Der er simpelhen intet, som de kan gemme sig bag eller under. Dette er en af grundene til, at de pelagiske fisk danne store stimer, for på den måde laver de deres eget skjulested. For når en rovfisk møder en stor stime af fisk, kan det for rovfisken ser ud som om, stimen er et meget større dyr end den selv og dette afholder måske rovfisken fra at angribe.

Dertil kommer, at titusinder par øjne ser bedre end et par, det vil kort sagt sige, at fiskestimen hele tiden er bedre udstyret til at holde øje med dens fjender end den enkelt fisk vil være.

En anden fordel for fisk med hensyn til at leve i en stime kan være, at rovfiskene bliver forvirret, hvis de angriber en stime, da de populært skrevet ikke kan beslutte sig til, hvilken fiks de skal vælge.

Camouflage kan dog også udnyttes som en form for skjul i de store frie vandmasser. Pelagiske fisk er typiske mørke på ryggen og lyse på bugen. Dermed falder fisken lettere sammen med baggrunden. For når den ses oppefra falder den mørke ryg sammen med det mørke dyb og når den ses nedefra falder den lyse bug sammen med lyset fra havoverfladen.

Set fra de pelagiske fisk synspunkt er det naturligt vis en fordel, når fiskene samles i stimer og for fiskerne gør det det nemmere at fange store mængder på en gang, og med de moderne fiskesøgningsudstyr som for eksempel ekkolod og sonar har fiskerne gode muligheder for at finde de store stimer.

I det store oceanarium er der fire arter af pelagiske fisk, der dominerer. Deraf er makrellen en af de mest kendtest pelagiske fisk. Markellen er en elegant svømmer og den er faktisk også en af de hurtigst svømmere i Nordsøen. For øvrigt er den nødt til at svømme hel tiden, da den ikke er forsynet med en svømmebære til at holde den oppe. Så skrevet på en anden måde … hvis makrellen ikke hele tiden svømmer, så vil den synke til bunds.

Svømmeblæren hos fisk kan sammenlignes med en lille ballon, som ligger i fiskens bughule. Fisken kan optage den luft, der er opløst i havvandet og dermed fylde sin svømmeblære "efter behag", på den måde kan fisken gøre sig næsten vægtløs i vandet uanset på hvilken dybde den befinder sig og dermed kan den spare på kræfterne.

En anden af de fire arter af pelagiske fisk, som man kan opleve i det stor oceanarium er silden, som er den fisk, der bliver landet mest af i Danmark.

Der findes adskillige sildestammer med hvert deres vandringsmønster ude i Nordsøen. De enkelte stammer har deres "faste" pladser, hvor de hvert år samles for at gyde.

Sildens æg er til forskel fra langt de fleste arters æg tungere end vand og de synker derfor til bunds, hvor de i store klumper klæber sig fast til bunden.

Sildelarverne er dog pelagiske og de driver med strømmen ind til kysterne blandt andet den jyske vestkyst, hvor der ofte ses stimer af små sild på det lave vand og der er faktisk her Nordsømuseets medarbejder fanger langt størstedelen af de sild, som vises frem i akvariet.

🙂

Vi gik op til Nordsømuseets øverste niveau, hvorfra der er mulighed for at se vandoverfladen …

… i det store oceanarium. Hvor stor det er, kan man måske fornemmer, når man ser, hvor lille dykkeren …

… som kommer op af det, er.

🙂

I løbet af vores besøg på Nordsømuseet nåede vi også at opleve samt se en række mindre temaakvarier. Disse indeholder fisk eller andre havdyr, som man ikke vil kunne vise frem lige så godt i et af de almindelige akvarier eller som man gerne vil fortælle en lille historie om.

Blandt andet lærte vi lidt om gobler …

… som jo er både brandmænd og vandmænd.

🙂

I Nordsølaboratoriet …

… kan både børn og vokse få lov til at få fingerne ned i lidt af Nordsøens saltvand. For i det store rørebassin er der mulighed for at komme til at holde en krabbe eller en søstjerne i hånden samt at føle forskellen på en rødspætte og en skrubbe.

Den tilstedeværende guide fortalte os en masse om de dyr og fisk, som vi kunne røre og se i det store akvarium. Vi fik blandt andet at vide, at søstjerne kravler afsted på hundredevis af små sugefødder

🙂

Klumpfisk er vel egentligt et ret så indlysende navn for denne fisk med et noget klodset udseende …

… der kan opnå en imponerende størrelse på op til 3 meter længde og komme til at veje op til 2.000 kilo. Noget mindre eksemplarer fanges nu og da i de danske farvande om sommeren, men det er meget sjældent de er i live og de er meget vandskelige at holde i længere tid i akvarier.

Klumpfisk observeres i sjældne tilfælde i Kattegat eller Nordsøen, hvor de driver rundt i havoverfladen eller bliver skyldet op på stranden.

Klumpfiskenes har et bemærkelsesværdigt stort antal æg, da de som reglen gyder cirka 300.000.000 æg. Deres føde består af blækspruttelaver, fiskelaver samt gopler.

For at man skal opleve det store Oceanarie som et realistisk kig ud i Nordsøen under overfladen har man blandt andet anbragt et lille skibsvrag i bassinnets bund …

… lige som man kan få et indblik i nogle få af de tusindvis af fisk, som danner elegante stimer i en evig bevægelse, imens hajer og andre større rovfisk er på jagt imellem sten og skibsvrag på havets bund.

Vi gik ned i Nordsømuseets nederst niveau, hvor man har mulighed for igennem nogle store ruder …

… at se op til det liv, der er på bunden af det store oceanarium. Også fra den vinkel er det en vild flot oplevelse.

🙂

Via de små tema-akvarierne …

… kom vi helt tæt på Nordsøens små fiske, som man ellers aldrig kan komme til at se hos for eksempel en fiskehandler og med hjælp af en såkaldt bioscanner kunne vi komme til at zoome helt ind på for eksempel en krabbes øjne og en søstjerne fine gribetænger.

🙂

De mange og meget forskellige udstillinger på Nordsømuseet har virkelig givet os en helt ny viden om fiskerens hårde hverdag på Nordsøen samt om fiskede biologi.

Jeg indrømmer gerne, at selv om fiskene, som man kan se på Danmarks Akvarium, er langt mere farvestrålende end de fisk, som vi har set på Nordsømuseet i dag, så er jeg efter vores besøg på Nordsømuseet i dag lidt skuffe over de forhold, som man byder både fisk og publikum på Danmarks Akvarium. Tænk at det kan gøres så flot og levende, som det vi har oplevet her på Nordsømuseet i dag.

Det har været en rigtigt dejligt oplevelse at besøge Nordsømuseet og jeg håber, at vi får mulighed for at besøge det igen.

🙂

Man kan se mere om Nordsømuseet på www.nordsoemuseet.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg på Nordsømuseet og man kan se de billeder, som han har taget under vores rundtur her.

Efter vi havde fået lidt at drikke samt spise. Min Skats kamera var begyndt af afdugge og vi begge to var begyndt at få varmen igen, satte vi kursen mod Hirtshals …

… da vi er blevet enige om, at vi vil bruge eftermiddagen til at besøge Nordsømuseet og ifølge vores lille vejviser, så er det lige før, vi er fremme …

🙂

Det småregnede, da vi ankom til Thingbæk Kalkmine & Bundgaards Museum, som ligger på Rødemøllevej nummer 4 i Skørping.

Vi fandt hurtigt en god parkeringsplads til bilen, før vi købte vores billetter og vi begav os hen til selve kalkminens indgang …

Thingbæk Kalkmine er måske Danmarks mest særprægede museum. Da udsigten fra indgangen ved kalkminerne i sig selv er en seværdighed. Her ser man ud over Lindenborg Ådal op mod Rold Skov og de berømte Rebild Bakker på den anden side af dalen.

Derfor var kontrasten stor, da vi gik fra denne smukke udsigt og ind i Thingbæk Kalkminers kolde og mørke minegange …

… som kun er oplyst af nogle ganske få og egentligt ikke særlige store lamper …

… og pludselig havde vi de kæmpestore kalkgrotter foran os …

… samt de mange flotte skulpturer og afstøbninger …

Der har været brudt kalk i åbnet brud ved den gamle Thingbæk Møllegård igennem generationer, men det var først i 1926, at man begyndte på en egentligt minedrift.

Thingbæk Kalkværk og den tilhørende gård erhvervedes i 1905 af Anders Bundgaard, som er en af Danmarks betydeligste billedhuggere, og en af landets ældste bevarede kalkovne står stadig ved minerne som minde om en svunden tid.

Anders Bundgaard overlod kalkværket til sin søn, der var ingeniør og som påbegyndte minedriften i 1926. Minen var kun i drift i 9 år.

Materialet i den kæmpestore grotte er limsten adskilt af tynde lag flint. Lagene brydes tit af lodrette stik, der viser, at aflejringen har været genstand for voldsomme hævninger og sænkninger. Over limstenen ligger der et 8 til 10 meter tykt lag sand blandet med grus og ler.

Særlig rentabelt blev det dog aldrig, og derfor ophørte minedriften allerede efter ti år i den del af minerne, der i dag er museum. Det var billedhuggeren Anders Bundgaard ( som blev født i 1864 og døde i 1937 ) der ejede minerne, og det var også ham, der fik ideen til at gøre dem til et skulpturmuseum. Da han i de fremkomne minegange, der er 8 til 12 meter høje, fandt de helt rigtige rammer om sine modeller, som han samlede og opstillede her. Monumenterne og de katedralagtige hvælvinger gik op i en højere enhed, som næppe kunne etableres på anden måde.

Der kan i dag ses værker af to forskellige danske billedehuggere i Thingbæk Kalkminer. Det er først og fremmest Anders Bundgaards egne skulpturer – blandt andet afstøbninger af Cimbrertyren …

… i Aalborg og Genforeningsmonumentet i Randers. I en særlig grotte har han skabt "Udvandrer-grotten", som i relieffer fortælle om udvandringen til Amerika.

I 1969 udlånte Aalborg kommune billedhuggerens Carl Johan Bonnesens ( som blev født i 1868 og døde i 1933 ) gibsmodeller til Thingbæk Kalkmine, hvor de i dag indgår som en fast del af samlingerne.

Af Anders Bundgaards værker, kan man for eksempel se "Katarinabrønden" …

… som forestiller den hellige Katarina af Alexandria. Hun står med et sværd og et marterhjul. Omkring søjlen finder man en munk, som repræsentant for domkirkens grundlæggere. Valdemar Sejr med et sværd og "Jyske Lov". En protestantisk præst, som holder en bibel. En købmand som repræsentant for handelsbyen Ribe. Han vejer sin pengepose og tænker på nye fremstød.

Den original skulptur kan ses i Ribe.

Kalkminer er typiske tilholdssteder for flagermus. Thingbæk Kalkmine er vinteropholdssted for 4 af Danmarks 17 forskellige arter af flagermus. Hovedparten af de omkring 500 flagermus, der overvinter i minen, er Vandflagermus og de øvrige arter er Brands Flagermus, Damflagermus og Frynseflagermus. Langøret flagermus viser sig kun i enkelte eksemplarer i gruben og kun midt på vinteren.

Flagermus er små dyr. Deres kropslængde er blot 4 til 6 centimeter og de har et vingefang på cirka 22 til 29 centimeter.

Alle Danmarks arter af flagermus sover vintersøvn fra en gang i oktober måned til hen i april måned. Nogle arter foretrækker hule træer, imens andre arter opsøger kalkminer, som her i Thingbæk. Da minegangenes luftfugtighed er så tilpas høj, at flagermusene undgår udtørring.

Nede under jorden er der en konstant temperatur på omkring syv grader, hvilket er ideelt for sovende flagermus, for kommer temperaturen under frysepunktet, vil dyrene gå en sikker død i møde.

🙁

Når flagermusene går i dvale, kan man se dem gemme sig i revner og sprækker i kalken.

Da det har været en både kold og våd sommer i år, er flagermusene allerede begyndt at søge læ for vinteren i kalkminen. Vi fik ikke set en eneste af flagermusene, men vi kunne godt fornemme, at de var der og vi kunne ind i mellem lige se en skygge af en flagermus, som fløj forbi os helt oppe under loftet.

Til højre i dette billede kan man se tre såkaldte kamstålbolte …

… fra Ørsta i Norge. Disse bolte er brugt ved den største del af sikringen i Thingbæk Kalkminer.

Man borer et 3 meter langt hul med en diameter på 43 millimeter og derefter fylder man hullet ud med en specielcement. I det man fører slangen helt op i bunden af hullet og trækker den langsom ud, mens hullet fyldes ud.

Bolten skydes op i cementen, der hærder på cirka fire timer. Derefter skrues en rund plade på og der spændes godt efter.

Ved prøvetrækning af 10% af kalkminens bolte er der anvendt en trækkekraft på 12 tons og ingen af boltene har givet sig så meget som en enkelt millimeter.

Nogle ganske få gange om året virker kalkminen fortryllet. Det er henholdvis påskedag ( søndag i påskeugen ), Rebilbild-dagen ( den 4. juli ), anden søndag i advent ( hvor der er Luciaoptog ) samt 2. juledag ( den 26. december ). Disse fire dage om året er minen oplyst af cirka 3.000 levende lys.

Så er der dømt eventyrstemning for alle pengene og ens tanker ledes hen på Elverkongens slot.

Lysene står på små fremspring og i nicher på væggene, og minen bliver ganske fortryllet i skærene fra de mange små blafrende flammer. I forbindelse med lysfesterne er der forskellige former for musikalsk underholdning.

Desværre måtte vi nøjes med den almindelige oplysning, da vi besøgte kalkminen, men det kunne helt sikkert være interessant at besøge minen en af de der helt specielle dage.

Da vi kom op i det fri igen, fandt vi meget hurtigt ud af, hvor kold og tør luften ned i Thingbæk Kalkmine & Bundgaards Museum havde været. For min Skats briller og især hans kamera duggede fuldstændigt til. Problemet med brillerne var meget hurtigt løst, det var jo bare at tørre dem af, men det kan man jo ikke lige gøre med indersiden af kameraets linse.

😉

Thingbæk Mølle Dambrug …

… er beliggende ved kalkminernes parkeringsplads. Dette kildedambrug er ved at blive indrettet som et besøgsdambrug, hvor der vil blive mulighed for at se de mange fisk i det klare vand. Der vil også blive mulighed for at købe nyfanget ørredder direkte fra kildevandet og eventuelt grille dem på stedet.

🙂

Vi satte os ind i bilen, hvor vi lige fik noget at drikke og spise samt prøvede på at få varmen igen, da vi begge to var blevet godt gennemkolde af vores besøg i Thingbæk Kalkminer, før vi satte kursen mod Hirtshals og dermed til dagens næsten mål.

🙂

Man kan se meget mere om Thingbæk Kalkmine & Bundgaards Museum på www.roldskovmuseerne.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg i Thingbæk Kalkmine & Bundgaards Museum og man kan se de billeder, som han har taget under vores besøg her.

Da vi kørte fra Turist Bureauet i Hadsund, satte vi kursen mod Skørping, hvor vi vil besøge Thingbæk Kalkminer samt Bundgaards Museum. Vi kørte igennem Rold Skov og nåede derfor til Rebild Bakker …

… hvor vi meget hurtigt blev enige om, at vi måtte finde en god parkeringsplads til bilen, så vi kunne komme ud og gå en lille tur i dette kønne landskab …

Rebild Bakker var tidligere overdrevsareal for rebildbøndernes får, heste, kvæg med mere og bynavnet menes at komme af det gamle dansk ord "repi", som betyder krat.

I 1912 erhvervede en gruppe dansk-amerikanere kærnearealerne og de skænkede dem til den danske stat. Til gavebrevet var der knyttet tre betingelser, som skal overholdes …

1. Området skal henligge i naturtilstand.
2. Området skal være fuldt ud tilgængeligt for alle.
3. Dansk-amerikanerne skal have lov til at afholde arrangementer i bakkerne på de amerikanske festdage.

Siden 1847 har statsskovvæsenet løbende erhvervet arealer i hele området, som begynder ved Dybdals Hoved, som tilhørte godset St. Restrup, og hele området samt den tilgrænsende Lindenborg Ådal er i dag fredet. Da man i Rebild Bakker finder en kombination af krat og lyng, som man ønsker at bevare for eftertiden.

Man mener, at en forskydning i kridtundergrunden i Lindenborg Ådal dannede en rende for smeltevandet ved den sidste istids afslutning, og dermed er tunneldalen opstået. Afsmeltningen foregik i flere etaper og i bakkerne kan der flere steder ses terasser i forskellige niveauer. Disse terasser er rester af issøbunde.

Det kløftede og kuperede terræn er moræne, som er furet af smeltevandet, sandflugt, arktisk jordfyldning med mere. Siden nåede stenalderhavet ind gennem ådalen til vejen imellem Rold Storkro og Lars Kjærs Hus.

De to kilder Kovrsbækken og Ravnkilde fødes af store vandårer, som ligger i kridtmasviserne, som er meget typisk placeret i dalbundden. De rummer et særpræget insektliv, fordi temperaturen året rundt svinger meget lidt faktisk kun omkring cirka syv grader.

Floraen i selv kildeområderne er ligeledes sjælden og meget sårbar. Det er derfor ikke tilladt af færdes i dette område af Rebild Bakker.

I vældengene med det kalkrige vand vokser der de smukkeste orkideer, som man under ingen omstændigheder bør plukke.

Rebild Bakkers åbne flader dækkes af en bladning af blåbær, enebær, guldblomme, hønsebær, lyng, revling, tyttebær, ulvefod med mere og Rebilds krat består af bæverasp og bøg samt nogle spredte ege.

Man håber på, at hvis området får lov til at ligge hen, at bæveraspene og derefter bøgene efterhåndens vil brede sig ud over det meste af arealet.

For at forhindre at landskabet sløres, fjernes trævæksten i de mest markante dale samt slugter og samtidigt med dette forsøger man at fremme dværgbuskene, lyngen samt revlingerne med flere ved græsning af får og kreaturer.

Når egene er så sparsomme i dette område, skyldes det formentlig, at svinene med forkærlighed åd deres frugter og at bønderne fældende dem til møbler, staldtømmer, vogntræ med mere.

Bøgene bærer præg af stævningsdriften og deres alder er ofte cirka 200 år. Da denne træart her er i sin nordgrænse i Europa, er dens overlevelse ud over frøsætning sikret ved stubbeskud. Herved får den det forvredne buskeartige udseende, som af befolkningen i Himmerland benævnes som "purker".

I Troldskoven syd for Rebild Bakker danner bøgene såkaldte "øjnetræ", hvortil der knytter sig den overtro, at man kan smyge sygdom af sig ved at kravle igennem "øjnehullet".

🙂

Vi kunne begge to godt tænke os at bruge det meste af en dag på bare at gå rundt og helst i solskin i disse kønne bakker og nyde den næste helt uberørte natur. Måske får vi en gang mulighed for det.

🙂

Man kan læse mere om Rebild Bakker i Skov& Naturstyrelsens folder "Vandreture i Statsskovene – nummer 24".

Peter har også skrevet om vores korte gåtur i Rebild Bakker og man kan se de billeder, som han har taget under vores rundtur her.

Vi kørte fra sommerhuset klokken lidt i 9:00. Så klokken lidt over 10:00 var vi nået frem til Turist Bureauet i Hadsund, hvor vi fik betalt depositumet på sommerhuset samt hente en stor stak brochurer …

… om diverse spændende seværdigheder i det jyske samt et par stykker om seværdigheder på Fyn, Lolland Falster, Møn og Sjælland.

Der er hvis inspiration nok til "en på opleveren" igennem et helt år eller mere i alle disse brochurer.

🙂

I Turist Bureauets vinduer samt på flere af dets hylder stod der en masse forskelligt brugskunst, som var til salg. Vi lod os friske til at købe et par småting, som vi skal bruge til dette års julegaver, samt denne keramik fisk …

… som er en såkaldt "lysfisk" ( der kan stå et fyrfadslys i dens mave ), til os selv. Den kostede 44,75 kroner og er fra det danske firma Maj Isenkram.

🙂

Man kan se mere om Turist Bureauet i Hadsund på www.visitoesterhurup.dk.