I morges vågende jeg med synforstyrelser og en dukkende hovedpine ( læs: et lettere migræneanfald ), og da det desværre tog til i styrke i løbet af morgen, så var jeg ved 7:30 tiden nødt til at overgive mig og gå i seng, hvor jeg har ligget det meste af dagen, imens jeg mere eller mindre har sovet mig igennem migræneanfaldet.
Her til aften går det bedre og jeg kan mærke, at migrænen er ved at slippe sit tag i mig for denne gang. Så måske var det godt nok, at jeg denne gang lyttede til min krops behov og ikke prøvede på at overhøre, hvad den prøvede på at fortælle mig, og så stædigt var gået i gang med at forsætte med at rydde op igen i dag.
Det er så til al held otte uger siden, jeg sidst har været nødt til at bruge det meste af en dag i sengen på grund af et migræneanfald.
Så det eneste, som jeg har nået i løbet af i dag eller retter her til aften, er at montere de små satin sløjfer, hækle de sidste afsluttende kanter hele vejen rundt om samt hæfte de sidste løse ender på disse to grydelapper …
… der er endnu en gang tale om et 100% eget design og jeg har brugt to nøgler hvidt ( farve nummer 01 ) og to nøgler sort ( farve nummer 43 ) "Cotton" ( 100% bomuld ) samt to stykker gult ( farve nummer 25 ) smal satin ( 100% polyester ) bånd fra Stof & Stil.
Det tager mig cirka 12:30 timer, at fremstille et par grydelapper som disse. Nu er jeg så bare så heldigt, at jeg nåede at hækle seks hvide og seks sorte bagstykker, imens vi kørte rundt på Sjælland, Møn og Falster i løbet af vores sommerferie. Så jeg "mangler" altså kun det rigtigt sjove … nemlig at hækle forstykkerne, montere satinbåndene samt hækle de afsluttende kanter hele vejen rundt om grydelapperne på endnu to sæt grydelapper.
🙂
Hermed har jeg så fået årets tredje bløde hjemmefremstillede julegave i hus. Det er jo ved at være på høje tide, at jeg for alvor kommer i gang med at tænke i disse baner.