Hvordan kan det være, at det mange gang er de opgaver, som man har frygte allermest at gå i gang med, samtidigt er de opgaver, som man får løst allehurtigst ?
Lige præcist det spørgsmål stillede jeg mig selv, imens jeg slukkede for symaskinen, så jeg kunne stille den på plads efter endt brug. Da var der gået under tre timer, siden jeg havde fundet den frem, så vi i fællesskab kunne aflive bunken ( indholdet af to store papirposer fra Irma ) med tøj, som af den eller anden grund skulle repareres. For så lang tid havde det jo heller ikke taget og der var jo egentligt ikke noget af det, som havde været spor svært at få repareret.
Alt i alt drejede sig jo kun om småting som for eksempel tolv sorte net fra Tiger, hvor mindst den ene hank skulle syes fast i den ene ende igen. Otte håndklæder og fire viskestykker, der manglede en strop. Et dynebetræk, som skulle have et nyt bindebånd. Et af mine skørter, som skulle have ny elastik i livet samt en helt ny kjole ( som jeg købte for 3½ år siden ) hvis skuldrestropper skulle afkortes ( en af årsager til at jeg fortrækker at købe kjoler og toppe med regulerbar stropper ) med 6,00 centimeter, før den ville komme til at passe til min manglede højde.
Nu har jeg så fået aflivet endnu et af mine mange hængepartier og ovenikøbet har jeg så også fået tømt to store papirposer, så de ikke længere behøver at tage plads op i vores stue, der som sådant er rodet nok i forvejen.
Åh, hvor har jeg det godt nu, hvor den opgave er overstået.
🙂
