Jeg indrømmer gerne, at jeg selv har for vane at tage nogle lys og en pakke kønne servietter med til værtinden i stedet for en blomst eller en buket blomster, når vi skal nogle steder.

Jeg indrømmer også gerne, at jeg bruge begge dele som gode ideer til indholdet af små gaver i adventkalendere, pakkekalendere og påskeæg, samt at jeg gerne bruger begge dele som en lille gave, hvis jeg gerne vil glæde nogen med en lille materiel hilsen i utide.

Jeg indrømmer heller end gerne, at jeg synes, at begge dele er blevet ret så dyre efterhåndens. Så når jeg ser et godt tilbud og hvis jeg har økonomiske overskud til det, så slår jeg til, for som allerede skrevet så bruger jeg en hel del af den slags til små gaver i løbet af året.

Så derfor undrer det mig som sådant ikke, at andre bruger lys og servietter på lige præcist den samme måde, som jeg selv gør det, når de gerne vil glæde mig med en lille gave, men derimod undrer det mig meget, at det virkeligt er blevet til så mange forskellige lys …

… og især så mange forskellige pakker med servietter …

… som efterhåndens, i forbindelse med at jeg er kommet igennem diverse gemmer og jeg har fået tømt diverse flyttekasser, er dukket op.

Godt nok er det hele samlet i løbet af de sidste små ti års tid og godt nok er det meste af det, noget som jeg har fået og kun en lille del af det er noget, som jeg selv har købt, men det er da godt nok helt vildt så meget, som det er blevet til af både lys og servietter.

I forbindelse med at jeg har ryddet op i diverse gemmer og jeg har fået tømt diverse flyttekasser, har jeg lagt de lys og servietter, der er dukket frem, til side, da jeg gerne vil have den slags samlet et sted. De var så efterhåndens kommet til at fylde fire klapkasser og alle fire klapkasser have en høj top på. Så i formiddags gik jeg i gang med at sortere i det hele … lys for sig og servietter for sig … hvorefter jeg gik i gang med at finde en god plads til det hele og det skal jo helst være en plads, hvor det er nemt at få fat på det.

Det endte med, at de fleste af vores bloklys kom til at stå på den øverste hylde i et af vores køkkenskabe …

… at de fleste af vores flydelys samt fyrfadslys kom til at stå i et af underskabene …

… inde i stuen samt at de forskellige figurlys, gelelys med mere …

… kom til at stå i et af overskabene inde i stuen.

Alle servietterne blev fordelt dels i dette …

… og dels i dette …

… overskab inde i stuen. Godt nok er jeg på grund af min manglede højde nødt til at bruge en stige, når jeg skal have noget i et af overskabene i køkkenet eller i stuen, men nu er det der blevet rimeligt nemt at overskude, hvad jeg har på "lager" af både lys og servietter.

Nu undrer jeg mig så bare over, at det virkeligt har taget mig lige knap og nap tre timer at sortere og fordele vores beholdning af både lys og servietter, hvordan har jeg kunnet være så længe om så lidt ?

… er hvis nok det bedste valg, hvis man kun vil benytte sig af et ord til at beskrive aftens solnedgang …

… og den blev bestemt ikke mindre smuk af, at jeg zoomede tættere ind på den …

… snare tværtimod.

I fredags, da Wivi og jeg gik hjem fra Roskilderingen, samlede jeg nogle få grønne kastanier op. De har så ligget ude på vores altan lige siden og her til morgen var de alle som en knækket, så jeg kunne komme til at pille årets første kønne kastanier ud af dem, hvorefter jeg lagde dem ned i lille klar glasskål …

… som nu står til pynt på bordet foran køkkenvinduet. Det er så endnu et tegn på, at efteråret desværre er på vej.

Så er det igen blevet mandag morgen og solen …

… er ved at stå op, imens vi andre tager hul på en hel ny arbejdsuge. Jeg vil ikke påstå, at jeg har det ligesom Garfield, for jeg hader ikke mandage, selv om jeg godt nok synes, at de har alt for travlt med at afløse de alt for korte weekender.

😉

For otte år siden, da jeg boede i Herlev og var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Vor Frue dag, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Den 8. september størder vi så for femte gang i løbet af et kalenderår ind i en Vor Frue dag, men så er der også kun to tilbage af slagsen. Selv om Danmark i dag kalder sig for et kristen land, så må vi jo ikke glemme, at vi rent faktisk startede med at være katolske og i følge den katolske kirke samt den kristnes kirkes tidlige troslære var jomfru Maria ikke kun mor til Jesus, men hun var også den anden Eva, der skulle rette op på den første Evas synd ved at føde verdens frelser, og derfor mente man, at hun havde gjort sig fortjent til at blive hyldet ikke mindre end syv gang i løbet af året. Denne gang er det så hendes fødselsdag, man fejre og i den forbindelse er der følgende bibelske legende …

Joakim havde været gift med hans kone Anna i tyve år og selv om de begge to levede et yderst gudfrygtelig og retskaffent liv, så var de aldrig blevet beriget med børn, hvilket de begge to var kede af for på dette tidspunkt af menneskehedens historie kunne det jo ikke tænkes, at man skulle danne par, hvis ikke det var for at få børn.

Joakim gik derfor ud i ørken, hvor han fastede i de næste fyrretyve dage, imens han bad til Gud. Pludseligt fik han øje på en engel og den sagde til ham: "Drag til dit hjem og gå igennem den byport i Jerusalem, der bliver kaldt for "Den Gyldne Port", der vil du møde Anna, og hun vil så ni måneder senere føde jeres datter, som i skal kalde for Maria, og hun vil så en dag, når tiden er til det, føde verdens frelser".

Der er ikke nogen særlige vejrvarsler for årets femte Vor Frue dag udover, at sådant som vejret var på den forrige Vor Frue Dag skal det også blive på den kommende Vor Frue dag samt at flot vejr med solskin fra en høj klar blå himmel varsler et mildt efterår.

I følge folkeovertroen i det gamle bondesamfund forsvinder alle svalerne på denne dag, fordi de søger ned til bunden af moser og søer, hvor de vil sove deres vintersøvn lige ind til Mariæ bebudelses dag, det vil sige den 25. marts, hvor de så vil vise sig igen. På dette tidspunkt var man nemlig ikke klar over, at svalerne lige som så mange andre af de fugle, vi har haft glæde af i løbet af sommeren, trækker sydpå og dermed bort fra os, når kulden begynder at komme.

Det er søndag aften og solen …

… er forlæns gået ned. Min Skat sidder i sofaen foran fjernsynet, hvor han ser et eller andet fra Discovery og jeg sidder foran min computer, imens jeg tænker lidt over, hvad der i grunden er blevet af denne weekend samt hvor hurtigt tiden flyver af sted.

Så er der allerede gået seks hele arbejdsuger, siden vi havde sommerferie og selv om vi begge to havde håbet på det, så har ingen af os desværre endnu haft tid til at kommer i gang med at udvælge samt pakke bare så meget som et eneste af de mange billeder, som vi nåede at fotografere i løbet af vores fire uger lange skønne sommerferie.

Så derfor har ingen af os desværre nået at poste så meget som et eneste lillebitte billede eller indlæg om noget af alt det, som vi nåede at opleve i løbet af vores sommerferie i år, men der skal jo også være noget til de lange mørke vinteraftener, som desværre er på vej. Så vi håber stadigvæk på, at vi på et eller andet tidspunkt kommer i gang med denne hyggelige opgave og for øvrigt er vi jo stadigvæk heller ikke blevet færdige med billederne fra vores sommerferie sidste år, så …

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at vande alle vores potteplanter inklusiv dem ude på altanen samt fik nippet visne blade og blomster af dem alle sammen. Vi har for øvrigt alt inklusiv 71 potteplanter fordelt rundt omkring i vores lejlighed samt på vores altan, så det er ikke lige en opgave, som kan klares på to minutter.

Det gav min jo så en god mulighed til at se lidt nærmere på alle vores potteplanter og især dem ude på altanen. Vores peberplante har efterhånedens en hel masse små og større både røde og grønne peberfrugter …

… min Skat har allerede prøvet at smage en af dem og efter hans reaktion at bedømme, så er de mildt skrevet meget strække.

Flere af vores tomatplanter har stadigvæk små gule blomster, nogle af dem har små tomater og andre af dem har store tomater …

… og nogle af disse tomater er begyndte at blive røde …

… så nu vare det nok ikke så længe, før vi kan smage tomater af egen høst.

Endnu en gang har vi kunne nyde et rigtigt flot syn fra vores altan … dagens solnedgang klokken cirka 19:20 …

… klokken cirka 19:25 …

… klokken cirka 19:30 …

… klokken cirka 19:35 …

… klokken cirka 19:40 …

… klokken cirka 19:45 …

… klokken cirka 19:50 …

… klokken cirka 19:55 …

… klokken cirka 20:00 …

… klokken cirka 20:05 …

… og klokken cirka 20:10 …

Det er altså nogle helt vildt skønne farver, sådan en solnedgang kan præstere.

Jeg har helt glemt at vise jer, at jeg i går, da Wivi og jeg under vores tøse-shopping-tur igennem Roskildes centrum var i Kvickly, kom til at købe en god kop kaffe …

… den kostede 29,95 kroner og jeg er meget spændt på, om jeg kan holde liv i den samt hvor stor den når at blive.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er kaffedrikker og at jeg efterhåndens kun drikker et krus the om morgen, imens jeg sidder og hygge mig foran min computer og ellers kun hvis jeg er på besøg eller har gæster.

Faktisk er det lidt pudsigt med mig, for jeg drikke ikke kaffe, fordi jeg ikke kan lide det, men jeg kan altså godt lide smagen af mocca i både chokolade, is og kager.