Dagens solnedgang over Køgevej klokken cirka 20:30 …

… ligner noget, der kommer til at give en pæn mængde vand.

I tirsdags kunne jeg så fejre, at jeg nu har været 100% fuldtids hjemmegående i et helt års tid. Du må så bare ikke spørger mig om, hvad der er blevet af det års tid, for jeg ved det simpelhen ikke.

I den forbindelse vil jeg så gerne have lov til at indrømme, at der er en ting, der har undret mig i hele dette mit første år som 100% fuldtids hjemmegående samt stadigvæk undrer mig, og det er den holdning vores medmennesker har til min Skat og især mig.

For hvordan det kan være, at for hver gang ti personer har fundet ud af, hvilken livform min Skat og jeg har valgt lige for tiden, så er der ni personer, som føler sig fuldt ud berettige til at komme med en masse negative udtaleser både om vores nuværende livsform i al almindelighed og om os begge to i særdeleshed. For jeg kan simpelhen ikke se, hvorfra de har fået retten til det.

Der til kommer, at mine medmennesker har mere end ondt i det, de under normale omstændigheder plejer at sidde på, samtidigt med de har overtravlt med at lufte deres harme over, at jeg sådant "bare går rundt og driver den af på det offentliges regning". For de har simpelhen bare ikke hjernekapacitet nok til at fatte, at når jeg er 100% fuldtids hjemmegående, så er jeg det for min egen eller rettere for min Skats regning. Fordi det lige for tiden og sådant har det for øvrigt været i hele den periode, hvor jeg har været 100% fuldtids hjemmegående, kun er min Skat, der går på arbejdet og det derfor også kun er ham, der tjener penge og på den måde er det ham og kun ham, der forsøger os begge to.

Jeg er faktisk ret mildt skrevet ret så træt af at skulle forklare, at jeg ikke hverken får eller modtager nogen som helst former for dagpenge, kontanthjælp, pension, sygedagpenge eller andre former for almisser fra hverken det offentlige eller det private. For det gør jeg altså ikke !

At jeg så stadigvæk og at jeg i hele min periode som 100% fuldtids hjemmegående pænt hver eneste måned har betalt og stadigvæk betaler både til min arbejdsløshedkasse og min fagforening er en hel anden sag, men det har jeg gjort og det gør jeg stadigvæk for at beholde den ret, jeg nu en gang i så rigelig grad selv har betalt og knoglet mig til.

Når folk så er blevet færdige med at fortælle mig, hvor dum og doven jeg er, fordi jeg i en periode har valgt at være 100% fuldtids hjemmegående. Så begynder de bagefter at fortælle mig, at når jeg nu alligevel "bare går rundt derhjemme og laver ingenting", hvilket jeg for øvrigt skal skamme mig rigtigt meget over, så kan jeg jo også godt lige tage mig sammen til at gør både dat, dit og dut for dem.

Nu tillader jeg mig så bare lige at være 100% ærlig over for mine medmennesker og derfor fortæller jeg dem på en pæn, men meget bestemt måde at de simpelhen ingen ret har til at blade sig i min Skats og mit nuværende valg af livsform. Jeg mener … godt nok har vi lige for tiden valgt en livsform, som det store flertal ikke har mod til at gøre, men så længe vi er 100% fuldt ud enige om, hvordan vi vil leve, og så længe vi ikke ligger andre til byde hverken praktisk eller økonomisk, kommer det ingen absolut ingen andre end min Skat og mig ved, hvordan vi har valgt at leve sammen.

Dagens smukke solnedgang over Køgevej klokken cirka 21:30 …

… som jeg oplevede og fotograferede den fra vores altan, da jeg var blevet færdig med at vande alle planterne derude.

Det er ikke kun solen, der er blevet træt efter en hel arbejdsdag og en endnu længere arbejdsuge, det er min Skat og jeg også. For endnu en aktiv og travl dag har taget så meget på vores kræfter, at vi er nødt til at skulle havde nogle times uforstyrret nattesøvn, før vi kan klare endnu en aktiv dag.

Godt det er lørdag og dermed weekend i morgen, også selv om det bliver endnu en af slagsen, hvor min Skat kommer til at skulle bruge det meste af tiden på at arbejde hjemmefra. Han kan jo trods alt selv bestemme, hvornår han vil arbejde og især hvornår han vil holde pauser.

… frugtsalat ala Tine, kogte kartofler, karbonader ala Peter og dertil nogle skiver rugbrød.

Den ene af de to voksblomster …

… som vi har stående i vindueskarmen inde i vores soveværelse, har lige for tiden hele fire blomster klaser, hvoraf den første …

… sprang ud om lørdagen i forrige uge. Nu er den desværre ved at være helt afblomstret, men den har virkeligt holdt længe. Den anden blomster klase …

… sprang ud dagen efter, den tredje blomster klase, der er "smattet" ud i vindueskarmen …

… sprang ud om mandagen i sidste uge, og den fjerde og sidste blomster klase …

… sprang ud i mandags. Det er faktisk sjovt, for disse blomster klaser springer altid ud sidste på eftermiddagen eller først på aften. Måske er de lidt lyssky i starten ?

😉

Faktisk synes jeg, det er flot af en voksblomst kan have ikke mindre end fire blomster klaser på en gang og især fordi de tre af dem faktisk sidder på den sammen gren meget tæt på hinanden, og sørme om der så ikke er endnu en blomster klase …

… på vej på den samme plante. Den er godt nok stadigvæk meget lille, men den er der og den skal nok komme til at blomstre.

🙂

Det er helt vildt dejligt, at den ene af vores to voksblomster på denne overdådige måde lige for tiden glæder og overrasker os med sine smukke samt velduftende blomster, der giver en let sødlig duft i hele vores soveværelse, og det ser til, at det også denne gang går, som det plejer at gøre. For den anden af vores voksblomster har sat starten til en blomster klase …

… der vokser sig lidt større for hver dag, der går. Så de har åbent bart en eller anden form for skifteholds fordelingen med hensyn til at glæde og overraske os med deres flotte blomstrepragt.

I tirsdags kunne jeg så fejre, at jeg nu har været 100% fuldtids hjemmegående i et helt års tid, og hvad har jeg så brugt dette års tid på ?

Jeg har først og fremmeste brugte dette års tid på at finde eller rettere genfinde mig selv …

… for jeg har alt for længe nok stort set hele mit liv sat mig selv samt mine basale behov i bagrunden og alle de andre samt deres behov i forgrunden.

… for jeg har alt for længe nok stort set hele mit liv været alt for god til at opfylde alle andres end lige præcist mine egne behov og ønsker.

… for jeg har alt for længe nok stort set hele mit liv fundet mig i, at det var alle andre end lige præcist mig, der satte dagsorden for og disponerede over, hvad min tid og dermed mit liv skulle bruges tid.

… for jeg har alt for længe nok stort set hele mit liv været alt for pligtopfyldende og det har betydet, at jeg har fundet mig i at gøre ting samt løse opgaver, som under ingen som helst omstændigheder kunne komme mig ved.

… for jeg har alt for længe nok stort set hele mit liv været vandt til, at jeg skulle havde dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke nåede at gøre for og hjælpe andre med samtidigt med der aldrig har været nogen, der ville gøre eller hjælpe mig med noget. For det kunne jeg altså godt klare selv, for det havde de i hvert fald ikke tænkt sig at gøre for eller hjælpe mig med.

… for jeg har alt for længe nok stort set hele mit liv været vandt til, at jeg ikke måtte stoppe og og nyde et lille bitte øjeblik, for det havde jeg bestemt ikke tid. For havde jeg det, så var det fordi, jeg var en doven topegoist, der ikke gjorde nok for andre.

… for jeg har alt for længe nok stort set hele mit liv aldrig fået lov til at have eller vise nogen som helst form for følelser hverken de god og positive eller de dårlige og negative.

… for jeg har alt for længe nok stort set hele mit liv aldrig fået lov til at have en mening om, hvad mit liv og jeg skulle bruges til.

Derfor har jeg brugte dette mit første år som 100% fuldtids hjemmegående på at ændre på alle de vander, der lige siden min allertidligste barndom er blevet plantet i mig at en flok mere dovne og udnyttende topegoister. For jeg er begyndt …

… at sætte mine egne behov i forgrunden og de andres behov i baggrunden. For hvis jeg ikke har det fysiske og psykiske overskudet til at dække de mest basale af min egne behov, har jeg jo slet ikke overskudet til at knogle rundt for at opfylde de andres behov.

… at sætte mine egne ønsker i forgrunden og de andres ønske i baggrunden. For hvis jeg ikke har det fysiske og psykiske overskudet til at dække mine egne ønsker, har jeg jo slet ikke overskudet til at hoppe og springe rundt for at opfylde de andres forkælede ønsker.

… at selv sætte dagsorden for mit liv samt selv disponere min tid, og hvis jeg ikke kan finde det fysiske og psykiske overskud samt tiden til at gøre noget for eller hjælpe andre med noget, så må de altså endte lære at gøre det selv eller også må de finde en anden en, de kan få til det. For det kommer under ingen som helst omstændigheder længere mig ved, at de i hvert fald i det mindste ikke selv gide at prøve på at løse deres egne opgaver og problemer.

… at jeg ikke længere har dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke når at gøre for og hjælpe andre med, men der imod bruger jeg kræfter og tiden på at glæde mig over de får ting, som jeg når for mig selv.

… at jeg ikke længere er så pligtopfyldende at jeg hjælpe andre med at løse deres opgaver samt problemer, hvis jeg ikke som minimum har nået at løse mine egne af slagsen.

… at jeg gerne overser at hele vores hjem trænger til en mere end kærlig hånd, for hvis vejret er godt, så vil jeg meget heller ud at nyde det frem for at knogle rundt indendøres. Det er jo trods alt ikke mere nødvendigt at der bliver ryddet op samt gjort rent, vasket samt strøget, og så videre end at det altså godt kan vente til en kedelig regnvejrdag.

… at jeg er begyndt at stoppe op og nyde øjeblikket lige her ud nu samt at bruge tid på at fotografere de ting, som gør mig glad og varm inden i. Det er først og fremmest min Skat, men også en smuk solop- eller nedgang, det kan være vanddråber på planterne ude på altanen og så videre.

… at jeg er begyndt at give mig selv lov til at føle, hvad der rør sig inderste ind i mig. At jeg er begyndt at give mig selv lov til at vise mine inderste følelser uanset om der er tale om de gode og positive eller de dårlige og negative.

… at jeg er begyndt at tillade mig at have en mening om det, der vedrører mit liv og hvis min mening er en anden end de andres, så er det min mening, der er den afgørende.

Jeg indrømmer heller end gerne, at jeg virkeligt har nydt, at det har været og stadigvæk er mig og kun mig, der sætter dagsorden for og disponere over min tid samt mit liv, og dette har jeg ikke tænkt mig ændre på, hverken over for min familie, mine venner eller mine bekendte og heller ikke når jeg igen kommer ud på arbejdsmarkedet. For min kommende chef får kun råderet over mig indefor den normale arbejdstid og mine kollager kan ikke forvente hjælp fra min side af, med mindre jeg ikke har nogen opgaver liggende på mit bord og de gerne giver mig en hjælpe hånd, når behovet er der for det.