… kogt blomkål, kogte kartofler, kyllingbøffer ( kyllingbrystfiletter, der er krydret med australsk bøfkryderi ) og dertil nogle skiver rugbrød.

I forgårs kunne jeg så fejre, at jeg nu har været 100% fuldtids hjemmegående i et helt års tid, og jeg indrømmer heller end gerne, at jeg simpelhen ikke fatter, at der allerede er nået at gå et helt år. For det var bestemt ikke min mening, at jeg skulle være hjemmegående i minimum et helt års tid.

Godt nok havde jeg fundet ud af, at min lille opsparing, som jeg havde kæmpet bravt for at spare sammen i løbet af de sidste fem års tid, ville kunne dække alle mine faste både kapacitet og variable udgifter i cirka seks måneders tid, hvilket så også kom til at passe rimeligt godt, men jeg havde altså ikke en gang turde håbe på, at jeg ville komme til at være hjemmegående i bare seks måneders tid og da slet ikke i så lang tid som et helt års tid. Det blev bare sådant.

De første tre måneders tid som 100% fuldtids hjemmegående gik godt og jeg fik stort set nået alt det, jeg havde sat mig for, jeg gerne ville nå. For jeg fik blandt meget andet næsten ajourført min blog, før min Skat og jeg gik på sommerferie. For jeg manglede kun og jeg mangler for øvrigt stadigvæk at skrive indlægget om vores dejlige tur til Egeskov Slot tirsdag den 14. august 2007. Alle de andre indlæg havde jeg nået at skrive, før vores fire uger lange skønne sommerferie begyndte.

Jeg nød virkelig vores fire uger lange skønne sommerferie sidste år, og jeg nød især, at jeg ikke skulle tilbage til et job, hvor der lå kæmpe store bunker med uløste arbejdsopgaver, der kun ventede på, at jeg skulle i gang med at løse dem, når vores sommerferie var vel overstået.

Efter vores sommerferie kom jeg for alvor i gang med at aflive nogle af alle mine alt for mange både små og store hængepartier, men så sket der et eller andet … for lige pludseligt gik det op for mit sind …

… at jeg ikke længere skulle står til rådhed.

… at jeg ikke længere skulle jage ud af hoveddøren på et bestemt tidspunkt hver morgen, så jeg kunne nå at møde på mit faste job til tiden.

… at jeg ikke skulle være parat til at jager ud af hoveddøren, hvis en agent fra et af vikarbureauerne ringede til mig, fordi der var en arbejdsgiver, som skulle bruge mig og især min arbejdskraft samt at jeg helst skulle være mødt for en times tid side.

… at jeg ikke skulle deltage i diverse "mindre kloge" møde med en medarbejder i min arbejdsløshedskasse eller på det lokale JobCenter.

… at jeg ikke længere skulle skrive mindst fire jobansøgninger per uge uanset om jeg rent faktisk ønskede det pågældende job eller ej.

Så var det, at det gik op for mit sind, at det kunne slappe helt af og det gjorde så.

Faktisk skete der det sammen, da jeg blev sygemeldt og det gik op for min krop, at nu kunne den få lidt af al den hvile, ro og søvn, den så længe havde længest efter uden at få det. I stedet for at være glad for den nu fik lidt af det, så begyndte den at kræve helt vildt ind og jo mere den fik, jo mere krævede den at få. I de to måneder jeg var sygemeldt sov jeg i 15 til 18 timer i døgnet, og selv om jeg blev raskmeldt, så jeg kunne nå at afspadsere noget af alt mit flex, før jeg blev ledig, så holdt min krop ikke op med at kræve hvile, ro og søvn i store mængder. Derimod så forsatte den med at kræve ind, lige ind til den havde fået alt det den maglede plus lidt mere.

Det sammen gjorde mit sind nu, hvor jeg var begyndte at gå hjemme uden nogen som helst form for tilknytning til arbejdsmarked. Inderst inde ville jeg så gerne aflive så mange både små og store hængerpartier som over hovedet taget muligt hver dag, men mit sind ville ikke være med til det. For det ville have hvile samt ro, og det gav jeg det så. Faktisk havde jeg en del dage i løbet af sensommeren og efteråret, hvor jeg stort set slet ikke fik klaret noget som helt ud over at slappe af og så måske sidde og nusse lidt med en bog, min computer eller et håndarbejde, men det, jeg fik nusset med, skulle hver gang være noget, der ikke krævede nogen alt for stor form for hjernenativitet.

Faktisk var vi nået til starten af indeværende år, før jeg for alvor begyndte at have både fysisk og psykisk overskud nok til, at jeg kunne komme i gang med bare nogle af alle de mange forskellige ting, som jeg havde håbet på, jeg kunne nå i løbet af mine tre måneder som 100% fuldtids hjemmegående.

Jeg har desværre stadigvæk perioder, hvor jeg ikke har det i mig, der skal til, for at jeg kan nå mere end bare det allermest nødvendige den eller de dage, det varer, men der bliver til al held længere og længere imellem dem samtidigt med perioderne bliver kortere og kortere. Så måske hører de helt op en dag ?

Jeg håber, at jeg på et eller andet tidspunkt har fået det så godt både fysisk og psykisk, at jeg kan komme i gang med at arbejde igen, men jeg ved også allerede nu, at mit næste job ikke bliver et fast fuldtidsjob, men derimod en eller anden form for vikariat på maximalt 30 timer per uge.

… æggekage med fyld af bacon og hakket oksekød, der er pyntet med ketchup, tomater og dertil nogle skiver rugbrød.

I går kunne jeg så fejre, at jeg nu har været 100% fuldtids hjemmegående i et helt års tid, og i løbet af den periode har jeg så fundet ud af samt fået at vide, at der er flere af personerne i min Skats og min daglige omgangskreds ( det vil sige i blandt vores familiers medlemmer, vores kollegaer og eks kollegaer, vores venner og veninder ) der har kendskab til en stor del af alle de mange negative ting, som jeg listede op i går. Det er nu ikke lige frem kommet som en stor overraskelse for mig. For det har fremgået og fremgår stadigvæk i al tydelighed, hver gang jeg har kontakt med dem, uanset om det er via skrift eller tale.

Derimod glæder det mig meget, at efter jeg er blevet 100% fuldtids hjemmegående, er der flere af dem i vores daglige omgangskreds, der nu tør står ærligt frem og dermed helt åbent tør indrømme, at de for et kortere eller længere stykke tid gerne valgte den samme livsform, som den min Skat og jeg har valgt lige for tiden, hvis de altså bare kunne få muligheden til det.

Bare et lille eksempel …

Sidste gang jeg var til det kvartårlige eftersyn hos min tandlæge, fortalte den ene af klinikassistenterne mig, at hun hellere end gerne ville bytte med mig, og at den eneste grund til, at hun ikke også er 100% fuldtids hjemmegående, er, at deres økonomi ikke ville kunne bære det.

Til gengæld indrømmede hun så også, at hun er mere end glad for, at hun kan nøjes med at arbejde i 25 timer per uge, også selv om det betyder, at der er mange ting, som hendes lille familie dermed ikke har råd til. Faktisk havde hun fundet ud af, at hendes lille familie havde færre penge imellem hænderne end hvad man som minimum skal have for ikke at komme ned under den fastlagte fattigdomgrænse, men hun føler ikke, at hendes lille familie er fattige, men der imod at de er rige. Fordi de har langt mere tid til at at være sammen, end hvad langt de fleste familier har i det daglige, og hun ville ikke bytte tiden sammen med sin mand og deres barn med diverse statussymboler.

Hun fortalte mig, at hun faktisk sætter det at have tid sammen med sin mand og deres barn langt højere end det at kunne gå i fodtøj og tøj af de helt rigtigt varemærker, at kunne komme ud at spise på de helt rigtige restauranter samt at kunne komme på udenlandsrejser minimum tre gange om året.

Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg, hun er meget langt fra den eneste, der har det sådant, men nu lever vi jo desværre i en verden, hvor det gælder om at kunne "prale" af så mange unødvendige statussynboler som over hovedet taget muligt, og hvis man så vælger ikke at hoppe med på den bølge, så er man unormal eller er man nu også det ?

Jeg er nemlig bange for, at hun og jeg ikke er de eneste, som har det på denne måde, men langt de fleste tør bare ikke indrømme det over for sig selv og da slet ikke over for andre.

Måske er det nok meget "fedt" at bo i et af de helt rigtige postnummer samt at have et stort flot dyrt hus med tilhørende have, der er indrettet efter det sidste nye skrig inden for den slags, men hvad glæde har man af det, hvis man kun opholder sig i det om natten, imens man sover, fordi man skal bruge resten af tiden på at jage og stresse rundt for at kunne tjene nok penge til at holde bare de allermest agarsive af ens kreditorer væk fra sin hoveddør ?

For ni år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Botholfus dag – Bodulfs dag – Bodelsmesse, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Botholfus dag eller på dansk Bodulfs dag samt Bodelsmesse. Vi ved ikke ret meget om Sankt Botholfus ud over, at han ifølge legenden var benediktinermunk samt at han grundlagde et kloster i den engelske by Lincolnshire.

Det siges, at Sankt Botholfus var ydmyg, mild og meget venlig samt at han altid selv fulgte samtlige af de principper, han lærte videre til sine elever.

Igennem hele middelalderen var Sankt Botholfus en meget populær helgen overalt i hele Danmark, hvilket måske nok mest af alt skyldtes de engelske munkes missionsvirksomhed, og ikke mindre end syv danske kirker er blevet opkaldt efter ham. Den meste kendteste af disse syv danske kirker er nok domkirken i Aalborg.

Ifølge folkeovertroen i det gamle bondesamfund, så … er Bodelsmesse regn et godt tegn og lige så længe rugen drær før Bodelsmesse, lige så længe mejes den før Olsmesse, der jo falder den 29. juli.

Lige ledelse ifølge folkeovertroen i det gamle bondesamfund, så … vil tørvejr på Bodelsmesse give korte strå samt lave neg, da Bodelsmesse regn er bedre end guld eller som man plejede at sige: "Regn på Budolfs dag, giver en høst, som er bedre end kongens guld".

Dagens smukke solnedgang over Køgevej klokken cirka 21:30 …

… og klokken cirka 21:45 …

… som jeg oplevede og fotograferede den fra vores altan, samtidigt med jeg vandede alle planterne derude samt pillede visne blomster af dem.

I dag har været en af den der slags dage, hvor jeg både har nået en hel masse og så alligevel ikke har nået noget som helst. Jeg lagde godt nok ud i morges med at sætte mig for, at i dag skal jeg – og så fulgte en pæn lang liste over alle de ting, jeg gerne ville nå – og her til aften kan jeg så blot konstatere, at jeg godt nok har nået meget af det, men langt fra det hele og at de ting, jeg har nået, har taget meget længere tid, end jeg først havde beregnet, de ville gøre.

Nu er min Skat og jeg igen ved at være rigtigt godt trætte. For han har knoglet hårdt på sit arbejde hele dagen og derefter her hjemme det meste af eftermiddagen samt aften. Da han igen i dag havde taget arbejdsopgaver med hjem, og jeg har stort set hele dagen nusset rundt i vores hjem, imens jeg lige fik aflivet endnu en god håndfuld af diverse små hverdags opgaver. Blandt andet har jeg nået at vaske og stryge tre maskinefulde ( 65 stykker ) tøj, der nu er hængt og lagt på plads i diverse skabe og skuffer.

… kogt blomkål, kogte kartofler, panerede skinkesnitter og dertil nogle skiver rugbrød.

Så nu mangler vi kun det kedelige … at aflive opvasken.