Egentligt er det faktisk helt utroligt så lidt, der skal til for at for eksempel en entre skifter udseende fra helt vild rodet kaos …

… til fuldstændigt ryddeligt orden …

Vores entre har meget længe været et af vores mange "hængepartier" ( læs: en af de opgaver eller ting, som vi meget længe har haft lysten, men desværre ikke hverken energien, overskudet eller tiden til at ændre på ), ene og alene fordi den er for lille og vi har for mange funktioner samt ting, som vi meget gerne vil have, at den skal kunne rumme.

I eftermiddags fik jeg så et lille "hysterisk" anfald og derfor gik jeg i gang med opgaven. Det kom til at tage små tre timer, fra jeg gik i gang med opgaven samt til min Skat og jeg var helt færdigt med den, som så også blev mere omfattende end først beregnet.

Det, der tog længst tid, var, at min Skat fik flytte vores garderobestang, som dels blev sænket tyve centimeter og dels blev rykket tyve centimeter længere ud. Det er jo meget smart, at ens garderobestang hænger oppe i en høje af 180 centimeter, men når den ene person i husholdningen ikke er højere end to hunde høm hømmer, hvoraf den ene er væltet, ja så kunne jeg simpelhen ikke nå op til den og slet ikke, fordi der også altid lige står en masse sko og støvler med mere på gulvet, som jeg skulle række henover.

Min Skat fik sorteret og reduceret i mængden af hans løbesko, øvrige sko samt overtøj, og jeg fik sorteret og reduceret i mængden af mine sandaler, sko, støvler samt overtøj og lige med et blev det hele lidt mindre rodet og meget mere overskueligt.

Mængdemæssigt er der måske nok ikke den helt store forskel på før …

… og nu …

… men visuelt gav eftermiddagens arbejdsindstats en hel del. Så nu kan vi igen begge to godt leve med vores entre, men når vi en gang får overskud af både energi, penge og især fritid, så skal vores entre havde den helt store omgang … for så går vi i gang med at rive de mørke træpaneler ned fra loftet og de vil blive erstattet med gipsplader. Vi vil rive savsmuldstapeten ned af væggene og derefter vil vi sætte glasvæv op på både loftet samt alle væggene, før det hele så vil blive malet hvidt. Vi vil rive det skab, som vores lejligheds tidligere ejer selv har bygget, ned og vi vil erstatte det med en kombination af skab og skohylder, som min Skat allerede har bearbejdet samtlige arbejdstegninger til. Vi vil sætte to dybe og rummelige hylder op over vores garderobestang. Vi vil male alle dørkarme samt forpaneller lysegrå samt samtlige døre hvide, og dørene vil blive forsynet med helt nye dårgreb i mat forkromet stål, så de kommer til at passe sammen med alle dør- og skuffegrebene i vores køkken.

Så jo, planer er der hvis nok mere end nok af og det bliver også helt sikkert helt vildt dejligt, når vi en gang får dem alle sammen ført helt ud i livet, men indtil da kan vi altså godt nøjes med de få små ændringer af vores entre, som vi har nået at udføre i dag.

Selv om det regnede det meste af tiden både i går og i forgårs, samt det også regner i dag, så ser det ud til, at der alligevel er en hel del af tomaterne, der er nået at blive plukkemodne igen i dag.

Derfor har min Skat …

… lige været en tur ud på vores altan for at plukke de mest modne af dem, og igen i dag blev det til en pæn potion …

… der er nu noget om snakken, for det man selv har dyrket er nu både friskere og smager langt bedre end det, man køber, og vores tomaer er bestemt ikke undtagelsen, der bekræfter den regel.

Det regner på den der plask slask våde øse ned måde og det har det gjort hele morgen. Så det ser ud til, at vi også denne lørdag bliver nødt til at ændre på de lagte planer. Denne gang bliver det så til al held på grund af vejret og ikke fordi en af os er syge, som det jo var tilfældet i sidste uge.

Dermed har vi lige udsat den planlagte tur i Zoologisk Have. For sådant en tur er nu en gang langt mere spændende på en solskinsdag end en regnvejrsdag. Nu ved jeg godt, at det "kun" er fire ugers tid siden, vi sidste har besøgt Zoologisk Have i København, men dels har vi jo årskort der inde til og det har kun godt af at blive brugt regelmæssigt. Dels skal dyrene jo helst ikke kunne nå at glemme, hvem vi er, fordi der går for langt tid imellem, vi besøger dem. Dels er der et hav af både bløde, kære, legesyge, nuttede, søde samt uldne dyrebørn, hvis opvækst vi gerne vil kunne følge med i og endelig er vi da mere end spændte på, om den rugende nandu endelig langt om længe har fået noget ud af alle sine anstrengelser.

Nå … til at startede med kan min Skat og jeg jo altid går i gang med at aflive et par tre stykker af alle vores mange forskellige små og mindre hængepartier, og hvis det så holder op med at regne i løbet af formiddagen, kan vi jo stadigvæk godt nå at komme en tur i Zoologisk Have i København, og ellers kan det jo være, at vi måske kan nå at aflive et enkelt af vores mange større eller store hængepartier i løbet af denne weekend. Helt præcist hvad vi når, det vil tiden vise.

Vores web-hotel har desværre været ned et par gange i løbet af eftermiddagen samt aften. Det er godt nok meget sjældent at det ske, og lige nu er det så godt nok kommet op at køre igen, men vi kan ikke få lov til at oploade billeder.

Dermed kan jeg så heller ikke komme til at skrive de små indlæg fra både i går og i dag, som jeg har lyst til at skrive. For et indlæg, der er baseret på et billede eller flere af slagsen, er nu ikke det sammen uden det eller de tilhørende billeder.

Jeg håber, at problemet bliver løst i løbet af aften samt natten og at jeg dermed kan komme til at skrive de ønskede småindlæg i løbet af weekenden. Ellers så keder I nu årsagen, hvis jeg i de nærmeste dage forsætter med kun at skrive billedeløse indlæg på min blog.

… og min Skat har lige fotograferet den igennem det åbne vindue i vores badeværelse, der den klokken cirka 21:10 hang som en mere end over dimensioneret selvlysende kugle hen over Holdbækmotorvejen.

… og jeg har lige fotograferet den igennem det lukkede vindue i vores soveværelse, der den klokken cirka 20:45 hang som en mere end over dimensioneret selvlysende kugle hen over Holdbækmotorvejen.

… pomfrit, fiskepinde og dertil nogle skiver rugbrød.

Det er måske nok ikke lige frem det allermest spændende at sætte til livs en fredag aften, men vi er begge to flade efter en hel lang arbejdsuge og ingen af os havde det helt store overskud eller den helt store lyst til de helt vilde udfoldelser i køkkenet og derfor valgte vi den hurtige løsning, der kunne gå direkte fra fryseren via ovnen samt stegepanden og ind på middagsbordet.

I forbindelse med mit indlæg både i går og i forgårs, samt især mit forhold til begge mine forældre så vel som mine følelser omkring samt mine minder fra min barndom, min opvækst og min unddom, som jeg føler, både Far og Mor på hver deres måde fuldstændigt totalt frarøvede mig. Fordi de begge to i deres egne top egoistiske lille bitte verden ikke var i stand til at skue længere væk fra dækningen af samtlige af deres egne behov end til deres egne lille bitte næsetip. Så tillader jeg mig stadigvæk den dag i dag at undre mig over, hvordan det kan være, at dem, der ved allermest om, hvordan tingene sådant rent faktisk forholdte i mit barndomshjem, pudsigt nok også er dem, der aldrig har sat deres ben i det rækkehus eller kun lige har været på besøg i et par tre minutters tid så tidligt på formiddagen, at Mor endnu ikke tilnærmelsesvis var nået bare kvartvejs igennem dagens øller.

Jeg synes, at det er ret så imponerende, at personer, der aldrig har mødt Mor eller kun lige har mødt hende i nogle ganske få minutters tid på et tidspunkt af dagen, hvor hun endnu ikke var vågnet helt op til dåd, langt bedre end mig er i stand til at komme med en både retfærdig og især sandfærdig beskrivelse af hende og den yderste både interessante og spændende hverdag sammen med hende.

Jeg synes især, at det er mere end fascinerende, at personer, der aldrig har mødt den anorektisk dybt alkoholisteret pillemisbrugende psykiske syge kvide, der var min Mor, og dermed aldrig nogen siden har oplevet bare en eneste "normal" dag sammen med hende, er i stand til at fortælle mig, hvor god kærlig og især omsorgsfuld en mor hun rent faktisk har været over for mig samt hvor dybt inderligt taknemmelig jeg den dag i dag stadigvæk skal være over den gode kærlige og især både beskyttende samt trykke barndom, opvækst og ungdom hun har givet mig.

Jeg er især træt af, at jeg stadigvæk den dag i dag skal betale af på en ubetalelig taknemmelighedsgæld, som jeg intet har gjort for at anskaffe mig, til personer, der intet absolut intet har gjort eller for den sags skyld absolute ikke har været noget som helst for mig, fordi de føler, de er gået glip af noget på grund af mig og især min tilstedeværelse i den familie.

For selvfølgelig kan det da slet ikke tænkes, at der måske er den simple årsag til, at jeg er i stand til at beskrive en barndom, en opvækst og en ungdom, som den jeg giver udtryk for i alle mine mange tanker og i alle de mange spørgsmål, som jeg blandt andet har har sat ord på i del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7 og del 8, fordi det rent faktisk er noget, jeg har selv har oplevet på min egen krop samt mit eget sind, og at det er på grund af en eller flere hændelser i min barndom, at jeg altid tæller alt mit vaske- og strygetøj.

Efter en hel lang dag, hvor regnen mere eller mindre har stået ned i lårtykke stråler og jeg er blevet fuldstændigt totalt gennemblødt samt plask hammerende våd, hver gang jeg har været udendørs også selv om jeg både havde lange støvler og regnjakke på, så var det helt dejligt lige at få lov til at hilse på solen, imens den gik ned over Køgevej klokken cirka 19:30 …

… klokken cirka 19:35 …

… klokken cirka 19:40 …

… klokken cirka 19:45 …

… og her klokken cirka 20:00 …

… er den stort set helt forsvundet.

Alle billederne er fotograferet fra vores altan samtidigt med jeg var i gang med dels at vande de resterende planter derud samt i jeg dels i fællesskab med min Skat lige fik aflivet aftens opvask.

… frugtsalat ala Tine, kogte kartofler, panerede skinkeschnitzel og dertil nogle skiver rugbrød.