Jeg havde nu ellers tilladt mig at håbe på, at det ville blive rigtigt flot og varmt vejr igen i dag, så jeg kunne komme til at få mit nyvaskede tøj tørret ret så hurtigt ude på altanen, men lige nu klokken cirka 6:25, hvor dagens solopgang over Astersvej ser sådant ud …

… tyder det nu mest af alt på, at vi får en hel dag, hvor det vil være overskyet, også selv om det så måske ikke kommer til at give ret meget regn i løbet af dagen.

I går morges kom jeg jo helt ærligt og oprindeligt til at indrømme sådant fuldt ud offentligt, at jeg nok er det, man med rette vil kunne kalde for en dårlig datter. For jeg tillod mig at skrive sådant sort på hvidt, at jeg ikke er det mindste ked af, at min mor er død og at jeg slet ikke på nogen som helst måde savner hende, og sådant noget må man jo ikke indrømme og da slet ikke på tryk.

Hver gang snakken falder på barndommen og alle de mange gode minder, man har fra den, så har jeg valget imellem enten at holde mig helt ude af snakken, hvilket man jo desværre ikke altid har mulighed for at gøre, eller at sige min ærlige mening om min egen barndom.

Hvis jeg undlader at deltage i snakken, så er jeg underligt, og hvis jeg tillader mig at være bare lidt ærlig omkring, hvordan min barndom rent faktisk var, så er jeg endnu mere underlig. For så dårlig var den nok heller ikke ! For alle de meget kloge hoveder ved jo udemærket godt, at jeg med 100% sikkerhed kun siger disse helt sikkert rent opdigtede og dermed fuldstændige usande negative ting om min barndom og min opvækst for at gøre mig interessant, hvilket jeg altså ikke er !

Hvis jeg fastholder mine synspunkter, bliver jeg altid mødt med følgende to til tre spørgsmål …

1. Blev du da slået som barn ?

Nej, det blev jeg ikke eller rettere det har jeg ingen erindringer om, at jeg blev, men da jeg samtidigt udemærket godt ved, at Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – var fuldt ud overbevist om … at børn bestemt ikke tager skade af et rap over fingerne samt et klask eller flere i røven nok snare tvært imod fordi det er den eneste form for opdragelse metoder børn forstår, samt at grunden til at hendes fire egne børn var blevet så uopdragen, at de ikke som minimum føjede hende 100% ene og alene kun skyldes, at hun havde været alt for blød samt sød over for os og at hun ikke havde uddelt bank nok til os … så tror jeg, at jeg nok er blevet slået i hvert fald som helt lille og altså før jeg egentligt kan begynde at huske noget om min barndom.

2. Blev du da udsat for incest eller incest lignede overgrab ?

Nej, det blev jeg ikke, med mindre jeg altså kan tillade mig at påstå, at det også er en form for incest lignende overgreb, at man også længe efter man er fuld ud i stand til at klare sig selv skal have sin mor med, hver gang man skal på toilettet eller i bad. For Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – viste jo udemærket godt, at jeg kun gik i bad for at lege og pille ved mig selv, og hun var også udemærket godt klar over, at jeg kun gik på toilettet for at lege og pille ved mig selv, og den slag perverse svineri ville hun bestemt ikke finde sig i.

Hvis det så endeligt lykkedes for mig at snige mig i bad, under at Mor viste noget om det, så kom hun brasende ind i badeværelset til mig, lige så snart hun opdagede, at jeg var gået i bad. For hun – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – viste jo godt, at jeg kun var gået i bad for at lege og pille ved mig selv.

Det samme var tilfældet, hvis jeg havde haft hæld med at snige mig på toilettet, uden Mor havde opdaget det, så kom hun også brasende ind i badeværelset til mig, lige så snart hun havde fundet ud af, at jeg var gået på toilettet. For hun – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – viste jo alt for godt, at jeg kun var gået på toilettet for at lege og pille ved mig selv.

3. Hvorfor låste du ikke bare døren til badeværelset ?

Dertil kan jeg kun svare … hvordan kan man låse en dør, når der ikke findes en nøgle til den ?

Lige som jeg voksede op i et hjem, hvor alle gardiner og persienner altid var fuldstændigt hermestis lukkede til for vinduerne, så man selv på den allemeste solrige dag var nødt til at bruge elektrisk lys for at kunne orienter sig indendørs. Fordi dem, der gik forbi ude på gaden, ikke skulle havde mulighed for at kigge ind og dermed havde mulighed for at se, hvad Mor foretog sig. Fordi hun – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode – ikke skulle udspionere af en flok lalleende tumper.

Og lige som jeg voksede op i et hjem, hvor indeklimaet var luft, der var så tung af cigaret- og tobaksrøg, at den kunne skæres ud i blokke, og vandet løb ned af vinduerne og væggene, fordi der aldrig lige meget hvor meget der blev kogt og lige meget hvor meget vådt vasketøj, der blev hængt til tørre indedørs, måtte lufttes ud. Hvilket bevirkede, at en bladning af mug og skimmesvamp trives på den indvende side af alle ydervægene samt på møblernes bag- og undersider. Fordi hvis vinduerne kom til at stå bare en lille bitte smule på klem så kunne jo dem, der gik forbi ude på vejen, høre, hvad Mor sagde og hun – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode – skulle ikke udspionere af en flok lalleende tumper.

Ja, så skulle alle de indvendige døre altså altid står fuldstændige åbne, for ellers kunne Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – ikke holde øje med alle de perverse og fuldstændige tåbelige ting, som vi andre i husholdningen foretog os.

De eneste to døre i hele rækkehuset, der både blev lukket og især låst, var havedøren og hoveddøren, og de blev det, lige så snart man var gået ud eller ind af dem. Faktisk var de kun ulåste i de få sekunder, det varede, når nogen skulle enten ind eller ud af dem. For øvrigt måtte begge døre kun åbnens i en maximalt 45 graders vinkel. Fordi dem, der gik forbi ude på gaden, ikke skulle havde mulighed for at kigge ind af dem og dermed havde mulighed for at se, hvad Mor foretog sig. Fordi hun – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode – ikke skulle udspionere af en flok lalleende tumper.

Jeg var faktisk næste 20 år gammel, før jeg fik en nøgle til hjemmets hoveddør, hvilket ikke skete med Mors god vilje. Faktisk skete det helt bag hendes ryg og uden hun viste noget om det. For en nøgle til hoveddøren havde jeg efter Mors – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – mening bestemt ikke brug for. Af den helt simple årsag at hun jo altid var hjemme, da hun aldrig gik nogen steder ikke en gang over med en skraldespand eller et smut ud på terssen og derfor kunne hun jo også altid både lukke mig ind og ud af hoveddøren, hver gang jeg kom hjem eller skulle ud.

Når jeg så har besvaret og begrundet de to til tre overfor nævnte spørgsmål, så kommer vedkommen, der har stillet spørgsmålene, altid med sin både meget kloge og især yderst uanvendelige konklusion, der altid bliver leveret med et meget nedladende tonefald … "Nej, hvor er det altså virkeligt synd for dig. Tænk skete det virkeligt en sjælden gang imellem, at den lille smæk hammerende overforkældet efternøgler ikke fik sin vilje ? Det må da godt nok have været en frygtelig traumatisk oplevelse for dig ! Er du helt sikkert på, at du ikke skulle søge professionel hjælp til at komme over det ? Hvad med at gå til din læge og få nogle lykkepiller, så du kan få et noget mere lyst og realistisk syn på livet ?".

Det her handler bare ikke om en lille smæk hammerende overforkældet efternøgler, der en sjælden gang imellem ikke fik sin vilje. Det her handler derimod om et forældrepar – en kvinde og en mand – der fik fire børn og det på trods af at de begge to var fuldstændige ubrugelige som forældre samt at ingen af dem var i afstand til at tage sig af nogen som helst og ikke en gang dem selv !

Det her handler heller ikke om, at jeg var efternøgler. For den måde som Far og Mor var forældre på over for mig, havde de også været forældre på over for mine tre ældre søskende. Den eneste forklaring eller undskyldning, som jeg via Mors alder, kan finde på hendes behandling eller retter spykiste mishandling af mig, er, at jo ældre hun blev og jo længere hun fik lov til at leve med alle sine ubehandlede psykiske diagnoser, jo mere overbevist blev hun om, at hun var det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber, som ene og alene kun skulle indordne samt rette sig som minimum 100% efter hende og alle hendes fuldstændige sindsyge ideer.

Det her handler til gengæld i allerhøjeste grad om, at der ikke var en eneste person hverken indenfor eller udenfor familien, der tillod sig at stille bare et eneste lille bitte spørgsmåltegn ved, hvad der rent faktisk foregik i mit barndomshjem. Ikke en gang de to ældre søstre, der trods alt var vokset op med lige præcist det samme forældrepar og som begge to den dag i dag altid slår mine beskriver af min barndom og min opvækst hen med et "Sådant behandlede Mor også mig, da jeg var barn. Så du er ikke noget specielt". For når de havde haft den samme form for barndom samt opvækst, og de dermed havde det fulde indblik i, hvad der rent faktisk foregik i det hjem samt de er henholdvis 18 og 21½ år ældre end mig. Hvorfor var der så ingen af dem, der gjorde noget ud over rent ud skrevet at klappe bagdelen sammen og holde sig så langt væk fra hjemmet som over hovedet taget muligt ?

Hvis der virkeligt stadigvæk skulle være et meget klogt hoved, der endnu ikke helt har fattet, hvad det her i virkeligheden dejrede sig om, så kan jeg kun skrive til vedkommen … der er jo nok en årsag til, at jeg har alle de mange tanker, der er årsagen til alle de spørgsmål, som jeg blandt andet har givet udtryk for i del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7 og del 8 samt at jeg altid tæller mit vaske- og strygetøj.

Solen er for længst gået helt ned og det varer nok heller ikke ret mange minutter, før min Skat og jeg går i seng. For nu er vi begge to igen nået at blive så trætte, at vi simpelhen næsten ikke længere kan magte at holde os vågne. Da min Skat dog lige har et par tre småting, han lige skal have klaret via hans computer, før han kan gå i seng, vil jeg lige skrive et lille indlæg om denne dag, før jeg giver ham selskab i sengen.

I dag har mere eller mindre været en hele vejen igennem atypisk onsdag. For det første fordi den startede meget senere og den dermed også blev meget kortere, fordi min Skat jo deltog i DHL Stafetten i går. Han mente ikke, at det ville være forsvarligt af ham at køre på arbejdet efter kun maximalt fire timers søvn og da han heller ikke have løst til at bruge mindste en times tid på kø kørsel hele vejen fra hans hjem til han arbejdsplads, endte det med, han først skulle møde klokken 10:00 i formiddags.

Derfor stod vi ikke op til normaltid i morges og derfor havde vi langt bedre tid her til morgen og formiddag, før min Skat skulle ud af hoveddøren for at køre på arbejdet, men det gjorde jo så også, at dagen for os begge to blev stort set halveret, og at vi dermed begge to skulle nå det hele på den halve tid. Det kan man altså bare ikke og derfor har vi begge to hele dagen haft en følelse af, at der manglede tid samt at dagen gik alt for hurtigt.

Min Skat nåede godt nok ud at løbe i går aftes, fordi han jo som allerede skrevet deltog i DHL Stafetten, men det nåede jeg så ikke, og derfor løb vi i fællesskab min normale tirsdag tur, da min Skat kom hjem fra arbejdet. Det gjorde så også, at vores onsdags eftermiddag blev reduceret i forhold til det antal timer, vi normalt har til rådighed en gennemsnits onsdag eftermiddag. Så igen dagen i dag har simpelhen bare været hele vejen igennem uvant.

Det er altså ikke fordi, min Skat og jeg ikke er vant til at ændre på vores "normale liv", men så er det jo fordi, det er en fridag eller en serie af fridage eller ferie og i dag har jo været en hel normal arbejddag. Den har bare været anderledes, fordi den har har været kortere.

Nu har min Skat lige slukket for sin computer, hvilket vil sige, at han er på vej i seng, så derfor vil jeg følge hans eksempel og gøre det samme … altså afslutte dette indlæg, slukke for min computer og så derefter gå i seng.

Sove godt til jer alle sammen derude i Blogland.

Selv om vejret ikke har være bare tilnærmelsesvis så flot og sommerartigt i dag, som det var i går, så blev det nu heller ikke helt så dårligt, som DMI i morges lovede, det ville bliv. For bort set fra en enkelt meget kort byge i løbet af morgen, har vi slet ikke fået noget regn i dag, selv om det så godt nok har været overskyet det meste af dagen.

Det blev da også kun til nogle få bitte små glimt af solen, som vi har fået lov til at se i løbet af dagen, og et af dem var i forbindelse med dagens solnedgang over Køgevej klokken cirka 20:05 …

… og klokken cirka 20:10 …

… som jeg oplevede, nød og fotograferede den fra vores altan samtidigt med jeg lige fik vandet alle de resterende planter derud.

… kogte babykarotter og meget fine ærter, kogte kartofler, stegt medisterpølse, der er pyntet med lidt ketchup, og dertil nogle skiver rugbrød.

Ved 6:00 tiden om morgen torsdag den 2. september 1993 døde min mor, der på det tidspunkt var indlagt på medicinsk afdeling på Herlev Hospital, efter hun havde haft en mindre blodprop i hjernen en lille måneds tid tidligere. Det var en sygeplejeske, der lidt efter ringede til mig og fortalte mig det, så jeg kunne fortælle den triste nyhed videre til resten af min familie. For jeg var ikke til stede, da det sket.

Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – var blevet syg allerede i starten af august måned. Min storebror og jeg havde i fællesskab passet samt plejet hende i døgndrift, lige indtil hun fik det væsentlig dårligere i løbet af den 22. august og vi havde derfor valgt at trosse både hende og Far. For vi eller rettere jeg ringede efter en vagtlæge, der efter, han havde set til hende, fik hende indlagt lige med det samme.

Da min mor blev indlagt, viste det sig, at hun havde haft en mindre blodprop i hjernen og at der var opstået endnu en mindre blodprop samt at hele hendes kop inklusiv hende lever og nyrer var så hårdt medtaget af hende mere end usunde livsstil, der blandet andet efter hendes eget udsagn skyldtes, hun var allergisk over for proteiner og stivelse. Derfor spiste Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – en daglig diæt, der består af en rå æggeblommer, der var rørt op i et halvt glas sodavand til morgenmad, to skiver marmorkage eller sandkage med smør og ost eller smørost til frokost, samt to små kogte kartofler, der blev hældt nogle dråber ketchup eller ribs- eller solbærsaft over til middagsmad.

Gjorde denne diæt, at Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – ikke fik nok mad og dermed næringstoffer nok i løbet af dagen, fik hun til gengæld masser af væske. For hun drak minimum otte til ti halv liters øl plus det løse hver dag. Jeg ved det, fordi det var mig, der dagligt, og sådant havde det været siden jeg var cirka otte år gammel, bar alle øllerne hjem til hende.

Det kunne Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – bestemt ikke selv klare at gøre. For hun vejede jo kun 65 pund, og når man kun vejer 65 pund, kan man ikke klare at gøre andet end det, man har lyst til, og hun gad ikke at gå til Brugsen og senere Fakta, købmanden samt butikkerne i Herlev bymidte og så skulle hun heller ikke gøre det, for hun vejede jo kun 65 pund !

End videre havde jeg kun godt af at lære at gøre den slags ting, så jeg kunne klare mig selv uden hendes hjælp, for Mor – det eneste normalt begavede menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber – skulle ikke spilde sin tid på at hjælpe mig, for jeg var både gammel og stor nok til at klare mig selv.

Faktisk døde Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – helt mutters alene i sin seng på medicinsk afdeling på Herlev Hospital. For både hendes mand, hendes fire børn og hendes tre børnebørn, som hun i den grad i hvert fald efter hendes eget udsagn havde offeret sig fuldstændigt totalt for, havde alle som en valgt ikke at være til stede. For ganske som de altid alle som en havde gjort det, nøjes de med kun at tænke på sig selv og deres egne behov i stedet for på hende og hendes behov.

Da min mor døde, følte jeg ingen form for sorg, men derimod en stor dyb inderlig lettelse. For nu kunne Mor vel ikke længere gøre mig fortræd, styrer og tyranniserer mig ?

Sådant har jeg det desværre stadigvæk den dag i dag 16 år senere med både Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – og den kendsgerning, at hun er død. Jeg føler stadigvæk kun en stor dyb inderlig lettelse.

De tårer, der faldt i forbindelse med min mors død, var ikke fremkaldt af sorg, men derimod af en kæmpe stor inderlig frustration og en virkelig dyb indeklemt vrede. Fordi Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – endnu en gang valgte at løse problemerne ved at ikke ville høre, ikke ville se og bare stikke af.

Denne gang nøjes Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – så bare ikke med, at hun gik i seng og blev der i det nødvendige antal dage, indtil vi alle som en havde lovet både bod og bedring samt gentage gange havde sagt: "Undskyld !", men hun lagde sig til at død. En virkelig både god og især moden måde at løse alle de komfilter og problemer, som hun i årernes løb selv hvad skabt i så rigelige mængder.

Sådant er det desværre stadigvæk med mine tårer den dag i dag 16 år efter min mors død. De skyldes stadigvæk kun en kæmpe stor inderlig frustration og en virkelig stor dyb indeklemt vrede.

Jeg føler stadigvæk ikke nogen som helst form for sorg eller savn over min mors død. Det er ikke fordi, jeg ikke kender til begge former for følelser. For jeg føler stadigvæk sorg over, jeg har miste Emma og især Mie, og jeg svaner stadigvæk Hanne noget så inderligt i det daglige. Jeg kan bare ikke, lige meget hvor meget jeg anstrenger mig, mobilisere de følelser for min mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper.

Det er nok snarer fordi, jeg er en meget dårlig datter. For alle ved jo, at den største og ultimative sorg, en pige / kvide kan blive ramt af, er hendes elskede mors død. Så når jeg ikke føler det, er det, er det vel fordi, Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – havde så evigt ret, når hun altid sagde: "Alle piger og kvinder skal stilles op af den nærmeste mur og skydes ( læs: dræbes ) med lort. For krudt er alt for godt til at blive brugt til noget så fuldstændigt værdiløst !".

Jeg indrømmer heller end gerne, at jeg ikke var nogen særlig god datter overfor min mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – for hun havde jo offerte sig fuldstændigt totalt for mig … for havde hun ikke også sørget for at give mig mad via flaske hver tredje time, da jeg var spænd, og havde hun ikke også sørget for at skifte min ble efter hvert måltid mad ? Det gjorde nu ikke noget, at jeg ikke elskede hende, for hun døde nok snart og det var for øvrigt min skyld, fordi jeg ikke elskede hende !

Den samme "sang" som hendes tre øvrige børn også altid fik lov til at høre igen og igen og igen og igen, hvis de ikke lige føjede hende som minimum 100%.

Jo, det havde Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper, så vidt jeg har fået at vide. For som den dårlige datter jeg var og vel som sådant stadigvæk er, kunne jeg ikke og kan jeg stadigvæk ikke huske det, men er det i grunden noget, som gør, at et barn skal betale af på en stor dyb ubetalelig taknemmelighedegæld resten af sit liv ?

Er det ikke bare en hel naturlig del af det at være mor, at man sørger for at dække sit spæde barns mest basale og livsopretholdende behov ?

Jeg ved godt, at jeg ikke kan og må udtale mig om, hvad det vil sige at være mor. For jeg har aldrig fået børn og jeg får det nok desværre heller aldrig. Dette er ikke et bevist fravalg fra min side af, det er bare blevet sådant blandt andet på grund af min mors ekstreme negative påvirkning af mit liv.

Jeg forbeholder mig dog retten til at udtale mig om min barndom samt min ungdom, og især Mors – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – indvirkning på begge dele. For jeg føler, at Mor intet godt gjorde for at gøre min barndom, opvækst og ungdom til gode og mindeværdige tider af mit liv. Dermed indrømmer jeg også heller end gerne, at jeg nok er verdens allermest utaknemelige datter og det er der så bare ikke noget at gøre ved !

For der er jo nok en årsag til, at jeg har alle de tanker, der er årsagen til alle de spørgsmål, som jeg blandt andet har givet udtryk for i del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7 og del 8 samt at jeg altid tæller mit vaske- og strygetøj.

… er i den grad det, vi kalder for "klar dig selv føde". Lige nu hygger min Skat sig sammen med en god håndfuld af hans kollegaer under aftens udgave af årets DHL Stafet, og derfor skal der kun tilberedes middagsmad til en – nemlig mig – i dag. Så jeg valgt den helt hurtige løsning … to ovnklare forårsruller …

… der blev puttet ind i miniovnen, hvor de hyggede sig, imens jeg vandede samt især fotograferede de resterede planter ud på altanen, samtidigt med jeg også lige fik mulighed for at nyde og fotografere den begyndende solnedgang.

Da jeg er alene hjemme i aften, vil jeg nyde min aftensmad – to forårsruller samt nogle skriver rugbrød – foran min computer, for så kan jeg måske nå at skrive lidt på min blog, imens jeg spiser. Det gælder jo om at udnytte tiden så maximalt som over hovedet taget muligt.

Der var godt nok meget mere dramatik, farve og spænding over dagens solnedgang over Køgevej end der var over dagens solopgang over Astersvej.

Da jeg jo alligevel opholdte mig ude på vores altan, hvor jeg var i fuld gang med at vande samt især i fuld gang med at fotografere de resterne planter derude, kunne jeg jo lige så godt også fotografer den nedgående sol.

Så derfor kommer der her en lille billedserie af dagens begyndende solnedgang over Køgevej, som den så ud klokken cirka 18:45 …

… klokken cirka 18:50 …

… klokken cirka 18:55 …

… klokken cirka 19:00 …

… samt klokken cirka 19:05 …

… og som jeg både oplevede, nød og især fotograferede den fra vores altan, imens min aftensmad hyggede sig i miniovnen.

Selv om vejret har været noget så fantastisk flot, lunt og sommerartigt i dag, at jeg har haft mere end svært ved at forstå, at det rent faktisk er årets første efterårsdag, så er der desværre masser af tegn på det. Blandt andet kan det godt ses på langt de fleste af de resterede planter ude på vores altan …

Vores tre asieagurkplanter, der ellers har haft masser af store grønne blade og især masser af små gule blomster det meste af sommeren, er begyndt at visne ned …

… og der er efterhåndens ikke ret meget tilbage af dem, men det ser ikke ud til, at de endnu helt har givet op. For der er stadigvæk et par tre helt udsprungne blomster ….

… på dem hver dag og så ledelse også i dag.

Den lille tyksak af en asieagurk har fået selskab af en stor en af slagsen …

… og det undre os, at den forsætter med at blive større og større for hver dag, der går, fordi den gren, den sidder på, rent faktisk er knækket midt over på grund af dens vægt.

På hylder langs med altanens venstre side ligger der en asieagurk …

… mere og den bliver også stadigvæk større og større, for hver dag, der går. Vi har lovet Anne, at hun må få dem alle tre, når de en gang er blevet helt plukkemodne. For hun gider godt at bruge energi, sukker og tid på at sylte dem, hvilket jeg ikke gider at gøre. For hverken min Skat eller jeg spiser syltede asier og så er der altså ingen grund til at tilberede dem.

De tre mellemstore tomatplanter står stadigvæk som et flot og kønt grøn "værn" ind til vores nabo …

… og selv om der stadigvæk næsten stort set hver dag er helt ny udsprungne friske små gule blomster …

… på dem, så er der dog trods alt langt flere helt røde og solmodne plukkeklare tomater …

…på dem, også selv om vi nu i over en uges tid har kunne plukke en lille skålfuld hver dag, så kommer der kun hele tiden flere og flere til. Faktisk er det lige før, vi ikke længere kan følge med og nå at spise dem alle sammen.

Grenene på den store tomatplante, der står op af muren ind til stuen …

… samt de to af slagsen, der står i altanens højre hjørne …

… er begyndt at hænge på grund af vægten af deres mange både grønne, begyndede røde samt solmodne tomater, også selv om vi plukker af deres dejlige velsmagende frugter hver dag.

Vores jordbærplanter, som vi jo egentlig ikke rigtigt troede på ville blive til noget, blomster livligt …

… og hver aften bliver vi forkælet med en lille håndfuld nye solmodne jordbær, som vi plukker samt spiser.

Det sidste af vores icebergsalathoveder er desværre mere eller mindre helt afblomstret nu, men det betyder jo så også, at vi har mulighed for at få masser af frø, som vi kan så næste år. På en måde er der også noget kønt over det nu, som det står med alle sine flyvemodne frø …

Endelig er der stadigvæk masser af liv i det japanske blomstertæppe …

… og vi prøver næsten dagligt på at samle de forskellige former for frø og frøkapsler fra det, så vi har dem til at så næste år, hvor jeg er helt sikker på, at vi får mange flere også mange flere forskellige planter ude på vores altan, end hvad vi har haft i år.

For selv om det er fodbundet med en hvis form for arbejde, at plante og så, passe og pleje samt vande alle vores planter, så er det nu rigtigt dejligt og hyggeligt med alt det glæde og liv som vores planter ude på altanen har givet os i løbet af foråret samt sommeren og som de forhåbentlig også forsætter med at give os i lille stykke tid ind i det påbegyndte efterår.

Min Skat kom hjem fra arbejdet ved 14:35 tiden og her klokken 15:15 er han …

… allerede smuttede hjemmefra igen for at køre på arbejdet. Fordi han sammen med nogle af hans kollegaer skal deltage i DHL stafetten i aften.

Lige nu ser det ud til, at de er heldige med vejret og jeg håber, at de alle som en får en rigtigt dejlig og hyggelig sund aften sammen derinde i Fælledparken.