Imens jeg stadigvæk boede i Herlev, havde jeg stort set alle dem, som står mig allernærmest, boede indefor maximalt ti minutters gang … Sky boede kun seksten trappetrip fra mig, da hun boede på anden sal til højre og jeg boede på første sal til vendtre i den samme opgang. Far boede et lille stykke op ad Tvedvangen og Poul boede samt bor stadigvæk ved Herlev station. Eve boede på Vindebyvej, Mie og Svend Aage boede et lille stykke op af Digestykket, og Emma samt Hanne boede et lille stykke op af Højbjergvej på hver sin side.
Nu var jeg ikke dummere, end jeg godt var klar over, at det nok ville blive meget sværere at komme til at se dem lige så tit, som det indtil da havde været tilfældet, efter jeg var flyttet til Roskilde, men at der skulle komme til at gå så lang tid imellem, at jeg kom til at se dem, havde jeg bestemt ikke regnet med, men det skyldes jo blandt andet, at jeg fik et job, som kørte mere end rovdrift på mig og at jeg til sidst kørte helt ned på grund af det.
Far døde året før, jeg flyttede til Roskilde. Mie, Eve og Emma døde i løbet af 2007, og Hanne døde sidste år. Dertil kommer, at Sky flyttede fra byen et lille år tids efter mig. Så i dag har jeg faktisk kun Poul og hans kat, der hedder Sweetheart, tilbage i Herlev. Vi ses langt fra så tit, som vi begge to har lyst til, men vi når dog at tale i mobiltelefon sammen stort set hver dag.
Sky har jeg desværre mere eller mindre tabt kontakten med, hvilket jeg er oprindeligt ked af, men det blev bare sådant, uden at nogen af os ville det. For vi har ikke set hinanden, siden jeg flyttede, og da hun er ordblid samt har mere end svært ved at skrive, så får hun aldrig sendt noget retur til mig, lige meget hvor mange breve og kort jeg sender til hende.
Sidste gang Sky og jeg talte i telefon sammen var i starten af januar sidste år og det var ikke nogen særlig oplivende samtale. For Sky havde haft en meget hård tid med masser af personlige problemer samt sorger, og jeg var lige blevet raskmelde uden at være det efter to måneders sygemelding på grund af stress, og jeg viste, jeg ville være arbejdsløs per den 1. februar 2008.
Jeg vil ikke skrive, at jeg har glemt Sky. For et eller andet sted ligge hun stadigvæk i mit baghoved, men jeg havde bestem ikke regnet med, det var hende, der ringende, da min mobil telefon ringede ved 16:30, men det var det og det var en dejlig glædelig overraskelse.
Vi talte sammen i en lille times tid om stort og små samt løst og fast i vores liv. Det var som om, vi havde talt sammen i går, altså lige bort set fra at vi lige skulle nå at opdatere hinanden med hensyn til, hvad der er sket i hver vores liv i løbet af små halvandet års tid. Det var både lige så hyggeligt og sjovt at tale med hende i dag, som det altid har været, og vi har nu en halv løs aftale om, at vi meget snart skal finde tid til at ses. Hvilket jeg håber på, vi kan finde ud af at gøre.