Jo mere jeg tænker over mit forhold til min læge, jo mere er jeg kommet til at tænke på, om det måske i virkeligheden er sådant, at det ikke er mig, der har et problem med hende, men at det derimod er mig, der er selve problemet.
Det skal forståes på den måde, at for det første er det jo meget sjældet, jeg opsøger min læge, og derfor tjener hun jo ikke lige frem ret mange penge på mig. For det andet når jeg endeligt opsøger min læge, så ved jeg allerede før, jeg kommer ind til hende, hvad det her drejer sig om … at jeg for eksempel skal have en sygemelding for at tilfredsstille en arbejdsgiver eller en henvis til en fysioterapeut eller en psykolog, da jeg allerede har haft taget kontakt med dem og de har bedt mig om at få denne henvisning, så jeg kan få mit fuld ud berettige tilskud både fra Sygeforsikringen samt fra Danmark.
Det vil jo så også sige, at min læge ikke kan tjene penge på at se mig flere gang, før hun så har fundet af, at jeg er berettige til denne henvisning samtidigt med hun ikke får mulighed for at skrive henvisningen til en, hun eventuelt har et samarbejde med, da jeg jo allerede selv har fundet den, der skal stå for den videre behandling, og at behandlingen allerede er gået i gang.
Jeg er faktisk begyndt at tro, at min læge simpelhen bare ikke kan håndtere en person, der har et rigtigt godt kendskab til sin egne krop samt især dens funktioner og det er jo så nok det væsentligste ved det … at hun simpelhen bare ikke er vant til, at patienten godt selv kan tage hånd om samt ansvar for sit eget helbred samt helbredelse, når der er opstået et problem eller en sygdom.
Jeg vil tillade mig at komme med endnu et eksempel på en episode hos min læge, der nok meget godt belyser det, jeg mener …
Tirsdag den 30. oktober 2007 opsøgte jeg min læge, fordi jeg var tvunget til at skulle have en sygemelding, da min arbejdsplads samt min chef nægtede at tolerere, at jeg rent faktisk var syg samt at jeg havde brug for at få en lille pause væk fra det job. Jeg måtte ikke benytte noget af min ferie eller min optjente flex, da jeg efter min arbejdsplads mening, ikke havde behold for at få denne lille pause.
Jeg sørgede for at holde mig til alle de benhårde iskolde facts … at jeg simpelhen var så udbrændt, stresset, overanstrengt, nedslidt samt misbrugt på grund af en ugentligt arbejdsindsat på 55 til 60 timer igennem det sidste halvandet års tid, at min krop nu var så medtaget, at den ligefrem streg efter søvn, ro samt hvile.
Min læge foreslog, at hun kunne skrive en recept på lykkepiller ud til mig og jeg tillod mig så at spørge: "Vil de reducere bunkerne med uløste arbejdsopgaver ?, Vil de forhindre min chef i at pålægge mig stadig flere og flere samt størrere og størrere arbejdsbyrder ?, Vil de kunne give mig lov til at holde den så hårdt tiltrængte pause", dertil svare min læge: "Nej". Så tillod jeg mig at mene, at lykkepiller nok ikke lige var det, jeg havde brug for, men derimod en form for pause i form af en sygemelding, så jeg bare i nogle få dage kunne komme lidt væk fra arbejdet samt alle de mange store bunker med uløste arbejdsopgaver og jeg dermed kunne få lov til at komme lidt ovenpå igen både fysiks og psykisk, før jeg igen skulle knogle mig selv mere eller mindre halv ihjel for at opfylde min arbejdsplads urimelig høje krav til mig.
Pludselig sagde min læge: "Hvor længe siden er det, du har haft din menstruation ?", jeg svarede: "To uger, men jeg er ikke gravid, da vi bruger prævention". Min læge forsætte: "Dine menstruationer er meget uregelmæssige", jeg svarede: "Det vil jeg nu ikke lige frem kalde det, de kommer med maximalt plus minus et døgns forskydelse". "Det skyldes, at du bruger p-piller" sagde min læge, hvortil jeg svarede: "Jeg har aldrig nogensinde i hele mit liv spist så meget som bare en eneste p-pille og jeg kommer heller aldrig nogensinde til at gør det. Dertil har jeg mit liv, min krop samt især mit helbred alt for kær !" samtidigt med jeg undrede mig over den underlige drejning vores samtale havde taget.
Min læge sagde så: "Har du overvejet at ændre på dine kostvaner ?", "Nej, det har jeg ikke !" svarede jeg. Så forsætte min læge: "Du har slet ikke overvejet, at hvis du begynder at spise en mere normalt kost i stedet for en underlig selv sammensat diæt, at du så ville få en mere normalt vægt ?", "Jeg spiser sundt samt varieteret med hovedvægten lagt på masser af frugt og grønt samt rugbrød og magret kød samtidigt med jeg sørger for at være fysiks aktiv" svarede jeg. Så sagde min læger: "Jeg kan ikke skrive en sygemelding til dig, bare fordi en lille doven undervægtig heller vil holde ferie end passe sit arbejde !".
Så er det, jeg rigtigt godt kunne tænke mig at få at vide, hvis jeg nu havde været to meter høj samt vejet to hundrede kilo, ville min læge så under de helt samme omstændigheder have sagt: "Jeg kan ikke skrive en sygemelding til dig, bare fordi en stor doven overvægtig heller vil holde ferie end passe sit arbejde !" ?
Hvis jeg nu havde været to meter høj samt vejet to hundrede kilo, ville min læge så under de omstændigheder, jeg beskrev i går, stadigvæk have nægte min Skat at gå med mig ind til hende samt stadigvæk have puffe mig ned på briksen samt behandlet mig som om, jeg var en kludedukker ?
Hvis jeg nu havde været to meter høj samt vejet to hundrede kilo, ville min læge så under de omstændigheder, jeg beskrev i onsdags, stadigvæk på det nærmeste flå tøjet af mig ?
Skal jeg være 100% helt ærlig, der nægter jeg simpelhen at tro på, at hun ville have haft gjort… for i bund og grund så er jeg begyndt at tror på, at det, det her i virkeligheden handler om, er, at jeg er, hvad man med rette kan kalde for et fiks lille pyntenip og det kan man bestemt ikke lige frem sige om min læge, for hun er nok snare det modsatte.
I dag er der vedtaget mange meget fine love, der skal forhindre folk i at diskriminere andre på grund af deres alder, hudfarve, køn, politiske eller religiøse overbevisning samt seksualitet, men det er stadigvæk 100% fuldt ud accepteret samt lovligt at behandle andre dårligt samt diskrismere dem på grund af deres størrelse eller rettere mangle på samme.
