Jeg indrømmer hellere end gerne og helt uden at skamme mig over det, at jeg helt bestemt ikke lige frem har noget specielt godt forhold til læger, sygeplejersker med mere – altså alle dem jeg under et omtaler som altuvidende hvidkittelklædte orakler.
Grunden til dette blev lagt allerede i min tidligste barndom, hvor min mor, der jo i hvert fald efter hendes egen mening, var det eneste normalt begavede menneske, der nogenside har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tåber, havde mere end travlt med at slæbe mig til læge mere eller mindre konstant. Der måtte jo være noget grueligt galt med mig, når jeg vejede mindre end min mor, der som den rendyrkede anorektiker hun var jo kun vejede 65 pund. For det kunne jo ikke tænkes, at alene det faktum at jeg var barn og hun var voksen var årsagen til, at jeg vejede mindre end min mor ?
Senere i forbindelse med min fars sygdom og død kom jeg igen i kontakt med endnu et hav af alle disse altuvidende hvidkittelklædte orakler – blandt andet min fars læge, der nok har trukket sin autorisation meget billigt i en automat. For så dum, som han var, kan ingen simpelthen være, hvis de har nået at læse bare de ti første sider i en hvilket som helst lægebog.
For slet ikke at tale om alle disse altuvidende hvidkittelklædte orakler jeg ligeledes i forbindelse med min fars sygdom og død nåede at møde på Herlev Sygehus – blandt andet overlægen med den meget lange fine titel på Kardiografisk Afdeling ( læs: Hjerte Afdelingen ), der ikke vidste, at når der stod: "Tilhører Nefrologisk Afdeling ( læs: Nyrer Afdelingen )" på min fars journal, betød det, at min far havde problemer med nyrerne. Derfor blev den selv samme overlæge meget højrøstet og nedladende over for mig, da jeg tillod mig at spørge om: "Kan den medicin, du er ved at udskrive til min far, have nogen som helst former for negativ indvirkning på min fars nyresygdom ?", hvortil overlægen svarede: "Hvorfor stille du dog så dumt et spørgsmål. Din fars nyrer fejler intet ? ! ? ! ? !".
Pudsig nok døde min far kun et lille halvt års tid senere af den accelererende nyresygdom, han meget regelmæssigt havde gået til kontrol med på Nyrer Afdelingen i mere end fem år.
Jeg indrømmer hellere end gerne, at jeg ikke selv gør noget for at opsøge alle disse altuvidende hvidkittelklædte orakler med mindre jeg altså virkeligt er tvunget til at gøre det. For eksempel fordi en arbejdsgiver ikke stoler på min egen bedømmelse af mit eget heldbred og vedkommen derfor skal bruge en læges ord på skrift på, at jeg rent faktisk har været syg i de sidste tre dages tid og at jeg forsat er syg.
Hvorvidt en læge så virkeligt er i stand til at bedømme, om man er rask eller syg, vil jeg nu tillade mig at stille spørgsmålstegn ved. For jeg kan stadigvæk kun alt for godt huske, at min fars læge ikke mente, at min far havde type 2 diabetisk på trods af at min far og jeg lige havde nævnt alle min fars syntommer, samt at bare halvdelen af dem burde havde været nok til at spore lægen i retning af begyndende sukkersyge.
Mit spørgsmåltegn med hensyn til lægers bedømmelser af ens heldreb bliver helt bestemt ikke mindre, når jeg så især husker, at min far bare tre døgn senerede faldt om med, hvad der, efter han var kommet på hospitalet, viste sig at være et insulinchok, da hans blodsukker var nået op på 12,5 på grund af at han havde gået rundt med en ubehandlet type 2 sukkersyge i flere år.
Jeg kan desværre komme med en meget lang liste over alle de mange negative samt dissideret tåbeligt opleveser, jeg i årernes løb har haft med alle disse altuvidende hvidkittelklædte orakler, men det er nu ikke det, jeg ønsker at bruge dette indlæg til, men der imod vil jeg skrive om en episode, der fandt sted for tre måneders tid siden og som desværre stadigvæk rumsterer i mit baghoved.
Når jeg så alligevel indleder dette indlæg med at nævne mit meget dårlige forhold til alle disse altuvidende hvidkittelklædte orakler, så skyldes det, at jeg måske er ret så kraftig farvet af dette forhold og jeg måske derfor ikke er helt neutral, nøgtern samt retfærdig i min opfattelse af det, der skete, da jeg besøgte min læge den 10. december sidste år …
På det tidspunkt have jeg i ni døgn "hygger" mig med en influenza lignende luftvejs infektion og da jeg stadigvæk var meget snottet og jeg stort set mere eller mindre hostede konstant samtidigt med jeg fik mere og mere ondt i brystet, mellemgulvet samt ryggen og da jeg ikke mente, det var et godt tegn, at jeg havde haft feber i så mange døgn heller ikke selv om den i hele forløbet kun havde været imellem en halv og en hel grad over min normale temperatur, tog jeg derfor telefonisk kontakt med min læge. Det var nu ikke helt frivilligt, at jeg gjorde det, men allermest fordi min Skat havde presset mig til at gøre det.
Ganske som de tre andre gange i løbet af de seks år, jeg har boet i Roskilde og jeg derfor har været tilknyttet denne læge, jeg har ringet til min læge, lyd det allermest som om jeg forstyrrede hende midt i noget meget vigtigt, da jeg ringede til hende. Jeg fik under et halvt minuts tid til at fortælle om mine symptomer, før hun var i stand til at stille en diagnose. Hun mente, at det ikke kunne være influenza hverken den normale sæson eller den berømte med krølle på halen, men på grund af min ømhed i bryst og ryg ville hun godt lige have lov til sådant bare for en sikkerhedsnåls skyld at lytte til mine lunger. For der kunne godt være tale om en lungebetændelse og måske en kold en af slagens siden jeg ikke rigtigt havde haft feber. Derfor fik jeg en tid hos hende den samme dag klokken 13:00.
Jeg hader at komme for sent samtidigt med jeg mener, at det at komme for sent til en aftale eller et møde er det samme som at udvise manglede respekt over for den eller dem, man har aftalen eller skal holde mødet med, derfor sad jeg som den eneste i min læges venteværelse allerede klokken 12:45.
Præcist klokken 13:00 blev døren til min læges konsultation åbnet og der blev sagt "Tine", der er ikke noget med, at lægen går ud til venteværelse og henter patienten. Jeg ved, hun har travlt og at der ikke er grund til at bruge tid på unødvendigheder, så derfor havde jeg mit sundhedskort i hånden. Det var da også det første ord, lægen sagde til mig, lige da jeg var trådt ind ad døren til hendes konsultation.
Efter min læge havde kørt mit sundhedskort igennem maskinen, gav hun det til mig, og jeg puttede det ned i min taske, der stod åben. Det vil sige … jeg lynede ikke min taske op, jeg tog ikke min pung op af tasken, jeg åbnede ikke min pung for at lægge mit sundhedskort ned i den og derefter lægge den ned i min taske, jeg lod altså simpelhen bare mit sundhedskort "falde" ned i min taske. før jeg lynede den. Inden jeg havde nået at lyne min taskes lynlås, der kun er tyve centimeter lang, havde min læge stillet sig bag mig samt løftet min kjole op over mit hoved, så hun kunne komme til at lytte til mine lunger via hendes stetoskop.
Jeg ved godt, at jeg havde en kortere ( læs: lige under knæene ) løstsiddende kjole i et lettere a-snit på, hvilket jeg havde valgt, fordi den er lettere at løfte op i, så lægen kunne komme til med sit stetoskop, men kunne hun ikke lige havde haft vente med at gå i gang med undersøgelsen i de ganske få sekunder, der var gået, til jeg havde nået at lægge mit sundhedskort ned i min taske og jeg selv havde løftet op i mit tøj ?
Jeg ved udemærket godt, at man ikke kan tillade sig at være blufærdig eller genert med hensyn til at vise sig let påklædt eller helt nøgen over for en læge, men kan man i det mindste ikke selv lige få lov til at tage tøjet af, behøver lægen virkeligt på det nærmeste at flå det af en ?
Jeg vil ikke skrive, at jeg føler mig voldtaget. For det er et alt for stærkt ord at bruge i dette sammenhæng, men jeg føler i allerhøjeste grad, at min læge har overtrådt mine grænser samt krænket mig. Havde jeg været fire år, havde det måske været meget sødt, at hun havde hjulpet mig med at tage tøjet af, hvis jeg selv havde været for længe om det, men nu er jeg altså elve gange så gammel og jeg kan udemærket godt selv både finde ud af samt klare at løfte op i min kjole, så hun kan komme til, og selv om hun er en meget optaget samt travl dame, så når der er afsat 15 minutter til en konsultation, behøver den vel ikke at være overstået på under tre minutter og især ikke når der ude i venteværelse ikke sad nogen, der skulle til efter mig ?
Er det helt normalt, når du går til din læge, at vedkommen så begynder at flå tøjet af dig, lige så snart du har fået dit sundhedskort retur i hånden ?
Og hvis ja, hvordan har du det så med det ?
For måske er det bare på grund af mit meget dårlige forhold til alle disse altuvidende hvidkittelklædte orakler mig, der er noget galt med, eller ?
