… kogte ris, kylling i karry ala Peter, der er pyntet med en ret så rundhåndende håndfuld rosiner, samt nogle skriver rugbrød.

Jeg indrømmer hellere end gerne, at selv om det selvfølgeligt er forbundet med en hvis form for arbejde at passe samt pleje alle vores planter ude på altanen, så giver de os så meget glæde, at vi simpelhen ikke vil undvære dem.

Samtidigt undres jeg igen og igen over, det mirakel, det trods alt efter min menig er, at et lillebitte tørt frø, der kommer ned i fugtigt jord, kan udvikle sig til en plante, der med den rette pasning samt pleje vil gro og gro og gro … vil kommer til at sætte blomster og måske også give spiselige frugter.

🙂

I går var det en uges tid siden, jeg sidste gang protærterede planterne ude på altanen og da de ikke lige har holdt pause med deres vækst i den mellemliggende tid, føler jeg, det er på tide med en ny håndfuld helt friske protrætter af dem.

De små plantebabyer får stadigvæk lov til at overnatte på spisebordet og de kommer heller ud at stå på altanen, før ved frokost tid, hvor solen er nået om på den side af bygningen og den – solen altså – dermed både oplyser samt især opvarmer vores altan, hvilket vores små planterbabyer virkeligt forstå at nyde.

Indtil videre har vi kun nået at bortadopteret den ene af vores fjorten pyntegræskarbabyer og imens vi venter på nogle nye kærlige hjem til nogle af de tretten andre, nyder de alle som en tilværelsen ude på vores altan …

… hvor de har selskab af en stor urtepotte, der er fuldt op med lykkekløver.

Et enkelt nærbillede af en af de små pyntegræskarplanter …

… der efterhåndens er ved at være over det første helt spæde babystadium.

De tre små agurkebabyer, de tre små tomatbabyer, de fire små ærtebabyer, den lille bitte lupin samt purløget og ranunklerne …

… står og på det nærmeste helt uhæmmet sluger solens dejlige energirige samt livgivende stråler.

Endelig fik jeg også fotograferet micro-drivhuset med de små jordbærbabyer og micro-drivhuset med de fire små tomatbabyer, den ensomme røde solsikke …

… der er så svag i stænklen, at den er nødt til at klamrer sig til sin pind, samt minidrivhuset, hvor mange af de såede planter allerede er begyndt at være store nok til, de skal have deres helt egen urtepotte.

Min påskekaktus, der efterhåndens har små tredive år på bagen …

… fik godt lov til at fremvise sine flotte røde blomster samt knopper her på bloggen i tirsdags, men det forhindrer den altså ikke at få lov til at gøre det samme igen i dag.

🙂

Godt nok er nogle af blomster imellemtiden nået af afblomstre, men til gengæld er der kommet nye til og vi kan vist godt lige tåle at se et …

… par …

… tre nærbilleder …

… af disse skønne skabninger. For der er nu ikke noget så kønt som en blomstrende bladkaktus.

Jeg føler mig desværre lidt mat her til morgen, blandet andet fordi jeg stadigvæk hygger mig med den småmigræne, jeg også havde glæde af det meste af dagen i går, og måske er det derfor, jeg har lidt svært ved at komme ud af starthullet samt komme i gang med nogle af dagens mange meget forskellige praktiske samt huslige gøremål.

Så er det jo helt vildt dejligt, at jeg har mulighed for at udføre opgaverne stort set i lige præcist den rækkefølge, jeg har har allermest lyst til, samtidigt med jeg stort set ikke har nogen form for deadline med hensyn til, hvilket tidspunkt de skal være færdige, bare de bliver klaret i dag.

🙂

Derfor har jeg givet mig selv lov til samt tilladt mig at bruge lidt af min morgen på at læse tilbage på min blog bare sådant for sjovt skyld for at finde ud af, hvordan jeg havde den samt hvad jeg fortog mig 25. maj sidste år, forrig år, året før og så videre …

Den 25. maj sidste år var en mandag og det var den allerførste arbejdsdag efter vores fire dage lange Kristi Himmelfartsferie. I løbet af formiddagen havde vores altan besøg af en lille grøn gæst, der for øvrigt blev så begejstret for vores altan, at den bosatte sig derude resten af sommeren, og i løbet af aften havde vores altan besøg af en lille fartstribet gæst. Ellers har jeg ikke nået at skrive mere den dag ud over et lille indlæg om aftenens menu samt dagens smukke solnedgang.

Den 25. maj 2008 var en søndag, som min Skat og jeg benyttede til at få en virkelige god en på opleveren, for vi besøgte Botanisk Have i København, og jeg kan lige så tydeligt huske den lille desperate ælling samt dens kamp for at blive genforenet med sin mor og søskende. På hjemvejen fotograferede min Skat og jeg nogle smukke blomstrende træer, der står langs med Køgevej, og da vi kom hjem, nød vi en smuk solnedgang fra vores altan.

Den 25. maj 2007 var en fredag og selv om jeg på dette tidspunkt af mit liv i hvert fald ifølge min kontrakt kun skulle arbejde 30 timer om ugen, så havde jeg endnu en gang masser af arbejdsopgaver med hjem, der lige skulle klares i løbet af weekenden. End videre blev min "lille" samling af ænder udvidet med yderligere tre badeænder den dag.

Den 25. maj 2006 var en torsdag og selv om jeg kun nåede at skrive ni indlæg i løbet af maj 2006, så har jeg rent faktisk nået at skrive et lille indlæg om min nye hæklede pung den dag.

Nu kan jeg vist nok ikke finde på flere brugbare overspringningshandlinger, før jeg går i gang med dagens opgaver. Så der er vel ikke så meget andet at gøre end at komme i gang med noget fornuftigt … måske skulle jeg starte med at skrive et indlæg mere på min blog, så jeg har noget, jeg kan læse tilbage på den 25. maj næste år ?

😉

Så er det sørme allerede blevet tirsdag morgen. Dermed er vores tre dage dejlige lange pinseferie desværre også allerede vel overstået og det er atter i hvert fald for min Skat og mig blevet hverdag igen med alt, hvad det nu en gang indebærer.

Min Skat er næsten lige kørt hjemmefra og lige om lidt møder han på sit arbejde, hvor der igen ligger mange meget tidskrævende arbejdsopgaver med meget korte deadlines, der venter på, han skal gå i gang med dem. Selv sidder jeg igen foran min computer, hvor jeg er i fuld gang med skrive lidt på min lettere forsømte blog, imens jeg nyder min morgenmad og min morgenthe samt synet af den opstående sols leg med skyerne.

Den eneste formildne omstændighed, ved det er hverdag igen, er, at der kun er fire dage til, det igen er weekend, og så at vi måske snart kan begynde at se frem til vores sommerferie.

Endnu har vi ikke planlagt noget med hensyn til, hvornår vi skal holde sommerferie i år eller hvor lang den skal være. For sidste år blev vi jo nødt til at ændre på startstidspunktet for den planlagte sommerferie med først en uges tid, derefter en uges tid og så yderligere en uges tid, før vi så endelig kunne komme til at holde vores fire uger lange sommerferie, og for at vi ikke skal komme til at skulle gøre det samme igen i år, har vi ikke planlagt noget startstidspunkt for vores sommerferie og vi har heller ikke planlagt noget om, hvor lang den skal være, og så holder vi vores sommerferie på lige præcist det tidspunkt og i lige præcist det antal uger, vi får mulighede for at gøre det.

For lige meget hvornår vi får lov til at holde vores sommerferie i år og lige meget hvor kort eller lang den bliver, så skal vi nok komme til at nyde den, bare vi får lov til at være sammen samt vores nærmeste og os selv får lov til at have det godt.

Med hensyn til den nu veloverstået pinseferie, så har det virkeligt været en god en af slagsen, vi har haft i år. Vi har selvfølgelig nået lidt af alle de der mange meget forskellige daglige gøremål så som at få aflivet et par af diverse små og mindre hængepartier samt vaske og stryge lidt tøj, men vi har også nået at få en god en på opleveren, da vi de to første dage var til Fortæller Festival i Sagnlandet Lejre og der skal nok komme et par indlæg om de ture.

Jeg har også virkeligt nydt, at vi hver morgen og aften i løbet af de sidste tre dages tid har haft tid til at putte os ind til hinanden samt ligger og småsnakke eller bare nyde, at vi har hinanden. At der i løbet af dagene har været tid til imellem de mange praktiske gøremål at stoppe op og give hinanden et kram, et kysse eller slet og ret bare fortælle hinanden at "Jeg elsker dig min Skat !".

Det er jo desværre den slags små ting, man i den travle hverdag alt for ofte ikke lige nå at finde tid til og det er jo lige præcist disse små ting, der bare er så vigtige at huske på i det daglige samt som gør, at man lever og man ikke bare er i live.

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Urbans dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Urbans dag og dagen er officiel mindedag for Urban, der fra år 222 og frem til han led martyrdøden i år 230 var pave i Rom, imens byen stadigvæk var hedensk.

Ifølge folkeovertroen i det gamle bondesamfund er Sankt Urbans dag den så absolute allersidste frisk for at få vårsæden i jorden, men det skal altså allerhelst være sket inden i dag, da … den som sår havre på Urbans tid, får store bælge med intet i.

Lige ledelse ifølge folkeovertroen i det gamle bondesamfund, så hvis man har nået at så vintersæden, så kan man i dag så småt begynde at spå om kornhøstens størrelse ligesom Sankt Urbans dag er en rigtigt god dag at plante samt så havevækster.

For øvrigt så … hvis det blæser på Sankt Urbans dag varsler det megen storm resten af året.