Lige så farverig og spændende morgengryet var i går, lige så gråt og kedeligt er det i dag.
🙁
Dagens solopgang over Holbækmotorvejen klokken lige præcist 8:59 …
… som jeg oplevede, nød samt fotograferede der fra det åbne vindue vores badeværelse, hvilket var en kølig fornøjelse, da udendørstemperaturen her i Roskilde lige nu er minus 1,8 grader.
Så er vi nået til årets tredje fredag og for femte samt forhåbentligt allersidste gang i denne uge er min Skat lige nu ved at køre ind til sit arbejde, hvor han lige om lidt vil gå i gang med dagens arbejdsopgaver.
Selv sidder jeg for femte gang i denne uge foran min computer, imens jeg nyder min morgenmad samt min morgenthe samtidigt med jeg skriver et lille bitte indlæg på min meget mildt skrevet yderste forsømte blog, men lige om lidt skal jeg nok gå i gang med løsningen af alle de mange forskellige praktiske huslige opgaver, jeg meget gerne som minimum skal nå at løse i løbet af dagen.
🙂
Nu er der så for øvrigt "kun" tolv hele uger samt en enkelt arbejdsdags tid tilbage, før min Skat og jeg forhåbentlig kan komme til at tage hul på vores ti dage lange påskeferie. Hvis min Skat ellers får mulighed for at holde tre ferie- eller flexdage eller bare i det mindste at arbejde hjemmefra de tre første hverdagen i selv påskeugen.
… endte med at blive til to vidt forskellige retter, da min Skat og jeg tog en omgang klar-dig-selv-føde. Derfor fik han …
… kogt pasta med kødsovs samt nogle skriver rugbrød, og jeg fik …
… et par stegte fiskefileter samt nogle skriver rugbrød.
Nu er der jo nogen ala Hanne Høgh Larsen ( se hendes kommentarer til indlægget om aftenens menu den 14.01.2011 ), der lige har fået noget så frygteligt monster ondt i det, de sidder på. Det er så bare ikke mit problem, at de tilsyneladende har så lidt indhold i deres liv, at de ikke har noget andet end min Skats og mine spisevaner at gå op i.
Det har været helt vildt dejligt, at solen virkeligt har formået at skinne fra en høj klar samt næsten skyfri himmel lige siden, den stod op i formiddags og så til nu, hvor den stort set er gået helt ned.
🙂
Dagens smukke solnedgang over Holbækmotorvejen klokken henholdsvis cirka 16:05 …
… klokken cirka 16:10 …
… klokken cirka 16:15 …
… klokken cirka 16:20 …
… samt klokken cirka 16:25 …
… som jeg oplevede, nød og især fotograferede den via det lukkede vindue i vores arbejdsværelse, det er derfor man kan se solens stråler, der bliver reflekteret i ruden.
Lige nu er min Skat ude at løbe sin normale torsdagtur og imens han gør det, vil jeg lige stryge de to maskinefulde ( 61 stykker ) tøj, så det kan komme på plads i diverse skabe og skuffer, jeg nåede at vaske i løbet af morgen og formiddagen, før jeg gik ind til min zoneterapeut og jeg bagefter lige fik handlet ind hos både Netto i Algade, Panduro Hobby på Ro´s Torv samt Fakta i Østervangs Centret.
Det er altså ikke kun mig, der i den grad er glad for, at vi endeligt langt om længe oplever en formiddag med solskin, for det gør de af vores potteplanter, der står i soveværelset samt i køkkenet også.
🙂
Det er jo lige før, de små plantepusser på svævehylden …
… står på rødder samt strækker deres blade og grene ekstra langt ud, så de kan suge så meget af det der underlige varme lys, der lige nu strømmer ind af vinduet til dem, til sig, og vores lille stuebirk …
… er lige ved at hoppe op af sin urtepotteskjuler af glæde.
😉
Det er vores julegardiner, der stadigvæk hænger foran køkkenvinduet og det vil de komme til at gøre lige indtil, vi har fået overstået den del af den helt store udskiftning ag samtlige faldstammer, lunestrenge samt lodrettevandrør i vores bebyggelse, der skal finde sted i vores lejlighed.
Bagefter når min Skat og jeg så har fået genskabt vores badeværelset samt vore køkken, håber jeg på, at jeg har overskud samt at jeg kan finde tid nok til at sy nye gardiner til vores køkken ud af noget af stoffet med store kulørte tomater, jeg købet den 3. januar i år.
Det er jo næsten lige før, det er så lang tid siden, jeg sidst har haft mulighed for at nyde en smuk solopgang, at jeg helt har glemt, hvor skøn en oplevelse, det kan være.
🙂
Dagens flotte solopgang over Holbækmotorvejen klokken henholdsvis cirka 8:30 …
… klokken cirka 8:35 …
… klokken cirka 8:40 …
… klokken cirka 8:45 …
… klokken cirka 8:55 …
… samt klokken cirka 9:00 …
… hvor solen var nået op over træerne samt igennem skyerne.
🙂
De overfor viste billeder er alle som en fotograferet via det åbne vindue i vores badeværelse, hvilket var en lidt kølig fornøjelse, da udendørstemperaturen lige nu er minus 2,0 grader her i Roskilde.
Selv om to af vores små potteplanter fik lov til at fremvise deres store smukke blomster her på bloggen i tirsdags, så får de altså også lov til at gøre det i dag, især fordi den ene af dem igen her til morgen kan fremvise en helt nyudsprunget blomst.
🙂
Den ene af vores miniorkideer indledte jo det nye år med at lade en af sine store knopper forvandle sig til en flot blomst og som om det ikke var nok, gentog den succes henholdsvis bare to og fem dag senere samt i forgårs, hvor den så efterhånden kunne fremvise fire flotte blomster.
Hvorfor skal man dog nøjes med at fremvise fire blomster, når man sangens kan klare flere ? Så derfor har den omtalte miniorkide åbnet yderligere en af sine store knopper her til morgen, så den nu står med ikke mindre end fem meget flotte blomster …
… og selvfølgelig kunne jeg slet ikke dy mig, så jeg har allerede fotograferet et nærbillede …
… af dens flotte nyudsprunget blomst samt de fire andre af slagsen.
🙂
Den anden miniorkideer, der også står foran vores køkkenvindue og som også blomstrer lige for tiden …
… har stadigvæk kun en stor meget flot blomst …
… men det vare nok næppe ret mange dage, før knoppen ved side af den forvandles til en blomst.
🙂
Jeg er stadigvæk forbavset over, at så små planter kan fremvise så store blomster, især når jeg tænker på, hvor små blomster den ene af vores helt store planter plejer at fremvise.
For elve år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Fabians og Sankt Sebastians dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …
I dag er det Sankt Fabians og Sankt Sebastians dag.
Ifølge legende blev Sankt Fabian i år 236 udnævnt til pave Fabian den 1., da en flok kristne var forsamlet i Rom for at vægle en ny biskop, pludseligt satte en due sig på Fabians hoved og på trods af at han var en fremmed i byen samt at der var flere kendte mænd imellem kandidaterne til det ledige embede, så tog man det som et tegn på, at han skulle udpeges til det høje embede, hvilket han besad frem til sin død den 20. januar 250.
Det siges, men det vides ikke med sikkerhed, at pave Fabian den 1. døbt kejser Philip Araberen og hans søn, at han stod for byggearbejdet i katakomberne, at han styrkede kirkens organisering i Rom samt at han udnævnte embedsmænd til at registrere martyrernes bedrifter.
Rent faktisk ved man ikke ret meget med sikkerhed om pave Fabian den 1., men der er dog tegn på, at hans embedsperiode havde stor betydning i den kristne kirkes tidlige historie samt at han blev højt værdsat af Cyprianus, der var biskop af Karthago.
Pave Fabian den 1. led martyrdøden under kejser Decius' forfølgelser af kristne den 20. januar 250, og han blev begravet i Callistus' katakomber, hvor der er fundet et mindesmærke for ham.
Ifølge legende var Sankt Sebastian officer i kejser Diocletians hær af livvagter samt hemmeligt kristen, men da dette i år 286 blev afsløret, blev han dømt til døden ved skydning og derfor blev han overgivet til mauretanske bueskyttere, der bandt ham til et træ samt efterfølgende gennemborede ham med pile, men på trods af at han blev ramt af adskillige pile, så døde han ikke.
Det siges, at en enke plejede ham tilbage til livet, men at kejser Diocletian endnu en gang dømte ham til døden og denne gang skulle han dræbes af kølleslag. Bagefter blev Sankt Sebastians lig smidt i en kloak, hvor det blev fundet af en from kvinde, der drømte, at Sankt Sebastian bad hende om at begrave hans lig i nærheden af katakomberne.
I gamle dage troede man, at safterne begynder at stige i alle væksterne på Sankt Fabians og Sankt Sebastians dag og det er jo dejligt at vide, at på trods af vinternes frost og sne, så er forårets godt nok meget langsomt ved at ankomme til vores breddegrader.
Da min Skat og jeg gik i seng i går aftes, var strømmen godt nok vent tilbage, men til gengæld var alle former for brugsvand forsvundet.
Der har tilsyneladende ikke været afbrydelser i strømforsyningen i løbet af natten, for vores clockradio gik i gang til tiden her til morgen, og alle former for brugsvand var også vendt tilbage, da vi stod op.
Her til morgen har jeg besøgt Roskildes Forsynings hjemmeside for at se, om der står noget om årsagen samt varigheden af svigtet i både strøm- og vandforsyningen i går aften, men der står intet om det under driftsforstyrrelser. Så derfor ved jeg ikke, hvad der var årsagen til det.
På en måde er en kort afbrydelse af både strøm- og vandforsyningen jo en form for øjenåbner … for det beviser jo kun alt for godt, hvor sårbar vi i grund er … for hvor meget eller rettere hvor lidt kan vi i grund i dag uden elektricitet ?
For eksempel kan vi jo godt nok bruge vores mobiltelefoner til at komme i kontakt med andre, høre radio samt som en nødlygte, men de kan kun oplade ved hjælp af strøm … så hvor længe har vi gavn af dem ?
Klokken var cirka 21:15, min Skat var i fuld gang med sine øvelser på vippebrættet og jeg sad i sofaen, imens jeg var ved at hæfte nogle ender på det igangværende hækleprojekt, da lyset "dykkede". Det nåede dog ikke at være væk så længe, at vi bemærkede det ud over ved, at vores teleforsvarer bippede, ganske som den plejer at gøre det, når strømme har været afbrudt. Så det kan højst have haft drejet sig om et sekunds tid.
Min Skat forsatte med sine øvelser hende ved døråbningen ind til arbejdsværelset og jeg gik ud på badeværelset. Lige som jeg tog min tandbørste, forsvandt lyset. Min første tanke var, at det nok var vores sparepærer, der efter mange års trofast tjeneste havde opgivet ånden, men så gik det op for mig, at hele lejligheden var mørkelagt.
Jeg gik ind i stuen, hvor min Skat stod hende ved altandørene, vi kunne se, at hele vores lokalområde var mørkelagt, for der var ikke lys i et eneste af vinduerne i bygningerne i nærheden. Så begyndte der så småt at komme lidt lys hist og her, efterhåndens som folk fandt lommelygter, mobiltelefoner, stearinlys med mere frem.
Jeg sendte en sms til min veninde i Rønnebærparken og hun skrev tilbage, at hendes område af byen også var mørkelagt. Min Skat gik i seng og ærerede sig over, han så ikke kunne komme til at læse og jeg fandt en lille lommelygte frem, så jeg kunne se at børst tænder samt komme på toilettet.
Jeg havde lige stillede lommelygten på hylden under spejlet i badeværelset, så jeg kunne se at børste tænder, da lyset kom tilbage. Jeg gik ind i soveværelset, hvor min Skat var i gang med at stille vores clockradio, og jeg ringende til min veninden i Rønnebærparken for at fortælle hende, at vi nu havde fået strøm. Det havde hun også, men hendes fjernsyn viste kun sne.
Imens min veninde i Rønnebærparken og jeg talte sammen, dykkede lyset så igen, men det nåede dog ikke at være væk så længe, at vi bemærkede det ud over ved, at vores teleforsvarer bippede, ganske som den plejer at gøre det, når strømme har været afbrudt, men min veninden i Rønnebærparken var atter blevet mørkelagt, hvilket så for øvrigt var for tredje gang i aften.
Min veninde i Rønnebærparken og jeg afsluttede vores samtale, for jeg ville gerne i seng, men først ville jeg lige børste tænder samt på toilettet og derfor opdagende jeg, at vi nu var blevet tørlagt, for vi havde ingen former for brugsvand. Så endnu en gang viste det sig at være en rigtigt god ide, at jeg altid har nogle liter vand stående i nogle plastik flasker.
Jeg var lige gået i seng og min Skat have lige slukket lyset, da vores telefonsvarer igen bippede, hvilket vil sige, at der igen har været et korvarigt udfald i strømforsyningen og derfor satte jeg min mobiltelefon til at vække os et par minutter efter vores clockradio skal går i gang i morgen tidligt, så vi er sikker på, vi vågner til tiden i morgen tidlig også selv om strømmen forsvinder igen i løbet af natten.