… det er i dag søndag den 13. marts 2011 klokken 10:00, at Løb For Livet afholder årets fastelavn udgaven af Folkeparkens Motionsløb. Så kom og løb samt slå katten af tønder hvad enten du vil være udklædt eller ej.

Det er for øvrigt Folkeparkens Motionsløbs løb nummer 170. Det vil sige, på en måde er det vel løb nummer 171, da Folkeparken den 7. marts 2010 dannede rammer om det allerførste marathonløb i Roskilde.

Det koster for øvrigt kun en rund tier at være med, og hele fortjensten ved slaget af startsnummer går til indkøb af præmier, der fordeles via lodtrækning efter løbet. Der er en præmie til cirka hver femte deltager og disse præmier er som reglen en lille æske chokolade eller en lille pose slik. Altså noget der er blevet købt på tilbud til 10,00 eller 20,00 kroner per styk, men heller mange små præmier end en eller to store og i dag er der ekstra lodtrækning af præmier til løber, der er klædt ude.

I dag har virkeligt været en af den der slags dumme dage, hvor både min Skat og jeg simpelhen bare har været så flade samt matte, at ingen af os har haft nogen som helst form for overskud hverken fysisk eller psykisk til at gå i gang med nogle af de mange meget forskellige praktiske opgaver vores hjem.

Så i stedet for at tvinge os selv i gang, har vi taget den med ro, og derfor har min Skat brugt det meste af denne lørdag foran sin computer og jeg har brugt det meste af denne lørdag på at hækle lidt på det igangværende projekt, læse meget i den igangværende bog samt sove.

Jeg håber virkeligt, at vi begge to har det en hel del bedre i morgen, så vi som minimum bare kan nå alle de helt almindelige praktiske opgaver, vi plejer at tage os af hver søndag.

… kogte gulerødder, kogte kartofler, skriver af en stegt skinkeculotte samt nogle skriver rugbrød.

… er der godt nok rigtigt mange timer til, vi er nået til her hos os. Da min Skat og jeg aldrig når at få vores aftensmad før et sted imellem klokken 18:00 og klokken 20:00, men derfor komme dette indlæg nu alligevel til at handle lidt om aftenens menu.

I de sidste to års tid har der været en følgeton, der hedder "Aftenens menu …", her på min blog. Fordi jeg stort set hver aften har taget et fotografi af den først potion af vores middagsmad, jeg har hældt op til mig selv. Dette billede er sammen med en kort beskrivelse af aftenens menu blevet lagt ud på min blog.

Dette har jeg gjort, fordi jeg dermed kunne notere både med billeddokumentation samt ord, hvad vi har fået at spise til middagsmad i løbet af de sidste to års tid og dermed kan jeg også se, om det virkeligt passer "at det har vi da lige fået".

Allerede efter de første par tre måneders tid med "Aftenens menu …", kunnen jeg se, det ikke var helt forkert, når vi selv følte, at der var visse af retterne, vi fik temmeligt tit, for det var der. På den anden side kunne vi også se, at temmeligt tit ikke altid var helt så tit, som vi selv troede, det var.

Der var da også mange retter, vi selv følte, vi fik temmeligt tit, som vi stort set ikke havde nået at få i løbet af de første tre måneders tid.

Rent faktisk fandt min Skat og jeg meget hurtigt ud af, at det var ret så sjovt for os, at vi via min blog sådant kunne bladre tilbage og dermed finde ud af, hvor længe det var siden, vi sidste havde fået den ret, vi havde sat os for, vi skulle have igen, og derfor endte det med, at Aftenens menu … blev et fast stort set dagligt indslag på min blog.

For elve år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Gregorius dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Gregorius dag og i det gamle bondesamfund blev lige præcist denne helgen egentligt ikke dyrket særligt meget og det på trods af hans mærkedag var en ret så betydningsfuld dag, da alle former for indendørsarbejde nemlig skulle være afsluttet før Sankt Gregorius dag og der ikke længere måtte fyres op i huset eller tændes lys om aften efter Sankt Gregorius dag.

Den gang troede man nemlig, at forårsjævndøgnet faldt den 12. marts og da den lyse tid af døgnet dermed var den længste tid af døgnet, kunne man jo bare gå til ro, når det for alvor begyndte at blive mørkt.

Ifølge folkeovertroen i det gamle bondesamfund så er Sankt Gregorius tø bedre end fireogtyve læs hø og hvis en krage kan skjule sig i den spirende rug på Sankt Gregorius dag, så bliver det et godt kornår.

… endte med at blive en af den slags, der går direkte fra fryseren via en varm ovn samt en varm stegepande og så ind på middagsbordet …

… pomfrit, fiskefilletter samt nogle skriver rugbrød.

Selv om vejguderne ikke kunne dy sig i går og de derfor sørgede for at give os både hagl, regn, slud og sne, så har de dog trods alt også sørget for at vi har fået lov til at nye en virkelige flot solopgang både i mandags, i tirsdags, i onsdags samt i dag.

🙂

Dagens flotte solopgang over Holbækmotorvejen klokken lige præcist 6:41 …

… klokken lige præcist 6:45 …

… klokken lige præcist 6:50 …

… klokken lige præcist 6:54 …

… klokken lige præcist 7:00 …

… klokken lige præcist 7:05 …

… klokken lige præcist 7:12 …

… samt klokken lige præcist 7:19 …

… hvor de mørke tunge skyer næsen fuldstændigt havde dækket for solens stråler.

Alle billederne er for øvrigt fotograferet via det åbne vindue i vores badeværelse og selv om det lige nu er plus 1,5 grader udenfor i Roskilde, så var det nu alligevel en kold fornøjelse at stå med næsten hele overkroppen ud af badeværelsevinduet for at nye morgens solopgang.

Min Skat og jeg har efterhåndens nået at købe syv mini-orkideer, men desværre er den ene af dem nået at gå ud. De seks andre har vi dog stadigvæk og selv om de bare står der i hvert sin lille urtepotte med tilhørende skjuler og der ikke ser ud til at være ret meget gang i dem, så er de jo dekorative nok i sig selv med deres store kønne grønne blade samt lange luftrødder.

🙂

I starten af januar måned lige præcist på det tidspunkt hvor vinteren var på sit højeste og håbet om et kommende forår var på sit laveste, fandt den ene af de tre mini-orkideer, der står på bordet foran køkkenvinduet, på at glæde samt overraske os med en fin nyudsprunget blomst og inden vi fik set os om, havde den ikke mindre end seks af slagsen.

Den omtalte mini-orkides første blomst er nu visnet samt faldet af og to af dens andre blomster …

… er begyndt at se lidt trætte ud, men dens tre sidste blomster er stadigvæk flotte at beskue.

Det var lige som, at den omtalte mini-orkide ikke skulle have lov til at være ene om at glæde samt overraske os med blomster, så cirka tre ugers tid efter havde en anden af de tre mini-orkideer, vi har stående på bordet foran køkkenvinduet, sat to fine blomster …

… der stadigvæk er skønne at beskue. Jeg er rent faktisk forbavset over, hvor længe sådan nogle mini-orkideer kan holde liv i deres flotte blomster.

Her til morgen har jeg så lige opdaget, at den ene …

… af de tre mini-orkideer, vi har stående ovenpå kommoden ved siden af vinduet i soveværelset, er begyndt at få knopper …

… så nu glæder jeg mig til, dens knopper har vokset sig store nok til at springe ud.