Imens jeg var i fuld gang med at bære alle vores små plantepusser fra deres faste dagpladser på hylderne ude på altanen og til deres faste overnatningspladser inde i lejligheden, opdagede jeg, at vores altan havde fået besøg af en guldøje …

… eller rettere den har nok overvintret på vores altan, for guldøjer vil helst overvintre, hvor der er køligt samt nogenlunde tørt og begge dele er der på vores altan.

… kogt blomkål, der er pyntet med lidt friskkværnet peber, kogte kartofler, kogt hamburgerryg samt nogle skriver rugbrød.

Min Skat og jeg er så naive, at vi både håber samt tror på, at risikoen for frost, slud og sne endeligt langt om længe er helt overstået for denne gang.

Selvfølgeligt er vi udemærket godt klar over, at der kan komme både slud og sne i slutningen af april måned, det er i hvert fald set mange gange før, samtidigt med at temperaturen sangens kan nå ned til eller lige under frysepunktet i hvert fald om natten, men det bliver nok ikke så slemt, at vi ikke kan klare at køre med sommerdæk, der for vores tilfælde faktisk er den slags dæk, som mange andre vil kalde for helårsdæk.

Så da min min Skat var kommet hjem fra dagens lille 12,3 kilometer lange løbetur og han lige havde spist noget lynhurtigt frokost, gik han i gang med at skifte bilens vinterdæk ud med sommerdæk, og i år blev det lille opgave så klaret hele fire dage før, end det blev klaret sidste år. Vi havde godt nok snakket om, at vi skulle prøve på at nå det i løbet af sidste weekenden, men der var så mange andre ting, vi også lige skulle nå, så vi aldrig fik nået at skifte dækkene på bilen.

🙂

Først skal hjulets fire møtrikker løsnes …

… så skal dunkkraften anbringes det helt rigtige sted …

… hvorefter bilen kan løftes, så man kan tage vinterdækket af, hvorefter sommerdækket kan sættes på …

… og dette skal så bare gøres fire gange …

… så er opgaven vel overstået.

🙂

Min Skat var heldig, for ingen af møtrikkerne havde nået at sætte sig så godt fast, at han havde problemer med at få dem løsnet. Dermed gik opgaven også meget hurtigere, for det tog ham cirka en times tid. Da min Skat havde sat sommerdækkene på bilen, kørte han lige over til den nærliggende benzintank for at tjekke, at dækkenes lufttryk er i orden, og da han kom tilbage samt inden vores lille bil, der nu er gjort klar til solskin og sommer, blev sat ind i sin garage, blev der også lige tjekket, om den havde olie nok samtidigt med den blev forsynet med både køler- samt sprinklevæske. Så lige nu har vi en meget "forkælet" lille bil, der summer af velvære, stående ned i garagen.

🙂

Imens min Skat skiftede bilens vinterdæk ud med sommerdæk, nåede jeg at rydde lidt op i vores garage, sådant at vi nu igen har helt styr på alt det, vi har stående i den. Det meste af det er for øvrigt ting, der venter på, der er nok til en hel vognfuld, så vi kan køre en tur ud til Kara med det.

I en kommentar til mit indlæg i går morges, skrev Fru Møller: "Det MÅ da have handlet om andet og mere end den kode" og hvis jeg skal komme med et godt bud på, hvad det så handlede om, så må det være den gode gamle kendte med … at jo mindre folk kan eller ved, jo mere travlt har de med at omtale samt prale af deres kunne og viden.

For pudsigt nok så er min erfaring den … at jo mere folk kan eller ved, jo mindre travlt har de med at omtale deres egne evner.

Hverken min Skat eller jeg har behov for at omtale eller for den sags skyld at prale med, hvad vi kan og ved, for hvorfor skulle vi dog det ?

At jeg for lidt over tre års tid siden lagde en kopi af min uopfordrede ansøgning i form af et slagsbrev, der er bygget op i overensstemmelse med AIDA-modellen, ud på min blog, var ikke for at fortælle omverden, hvad jeg kan, for mine evne rækker til al held meget længere end det, der blev omtalt i det indlæg, men mere for sjovt. For det kunne jo være, at en måske kommende arbejdsgiver fandt det.

For øvrigt så i de næsten ti år, hvor jeg arbejdede som vikar inden for kontorområdet, mødte jeg flere, der havde lidt mere end almindeligt travlt med at fortælle mig, at når jeg nu ikke har og jeg for øvrigt aldrig nogensinde får et PC-kørekort, da jeg har lige så lidt brug for et PC-kørekort, som jeg har for et almindeligt kørekort, så skulle jeg bare komme til dem, hvis jeg havde brug for hjælp.

Pudsigt nok så var det lige præcist de samme personer, der ikke selv beherskede de allemest brugte genveje som for eksempel Crlta, Crltb, Crltc, Crltv samt Crltz og som heller ikke var i stand til at maurere rundt i et skærmbillede ved hjalp af for eksempel tabulator-tasten.