… frugtsalat ala Tine, kogte kartofler, kogte skozonerødder, godt krydderede stegte strimler af kyllingbryst samt nogle skriver rugbrød.

I dag har min Skat og jeg prøvet noget nyt … kogte skozonerødder … for i eftermiddags, da jeg gik min sædvandelige tur igennem skoven rundt om dammen samt igennem kolonihavehusområdet, mødet jeg vores under-underbo, der har en kolonihave derover, og han gav mig en potion skozonerødder.

Min Skat synes, at vi skal forkælelse med en lille pause, for det er jo trods alt weekend, imens vi nyder en lille potion is …

… før vi så begge to forsætter med at klare en god håndfuld mere af de lidt mere fornuftige og nødvendige af de helt almindelige daglige huslige opgaver.

Ved 10:00 tiden var solen nået så højt op på himmel, at den havde fået lunet luften ude på vores altan så meget op, at den nu var blevet varm nok til, at alle vores små plantepusser kunne komme derud. De står jo også meget bedre på deres hylder ude på altanen end på gulvet, sofabordet og spisebordet inde i stuen.

Da jeg gik ud på altanen med de to første små plantepusser, fik jeg øje på en meget lille samt meget søvnig flyvende gæst …

… der lå og sov på den ene af hylderne …

… men den vågnede dog lige så stille og roligt lidt op, da de små plantepusser og jeg begyndte at rumstere rundt ude på altanen, og det virkede nærmest som om, den lille jordhumlebi var lettere irritere over, at vi sådant tillod os at forstyrrede dens skønhedssøvn.

Der er i hvert fald mindst en ting alle vores plantepusser, vores potteplanter samt jeg er helt enige om og det er, at det er skønt med en plads lige midt i solen, hvor man sådant helt rigtigt kan nyde dens varme lyse livgivende stråler.

🙂

Lige nu hygge alle de af vores potteplanter, der står foran eller lige i nærheden af vinduet i køkkenet samt i soveværelse, sig med at suge så mange som muligt af solens dejlige stråler til sig og det gælder også den lille orkide …

… der stå på kommoden, der står langs med væggen til venstre for vinduet i vores soveværelse, der lige for tiden har ikke mindre end fire flotte lilla blomster …

… og de er lige kønne uanset fra hvilke vinkel …

… de bliver beundret samt fotograferet. Den første af disse fire blomster sprang ud lørdag den 26. marts i år, og allerede dagen efter sprang blomst nummer to ud, den tredje blomst sprang ud den 2. april og den fjerde samt sidste blomst sprang ud den 4. april, så jeg kan vist rolig tillade mig at skrive, at dens blomster holder sig rigtigt godt samt længe.

For elve år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Valborg aften, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Aften før den 1. maj, der bliver kaldt for Valborgs Dag efter den tyske nonner Walburga, der på dansk blev til Valborg, som døde i år 779, bliver kaldt for Valborg Aften.

På denne aften våger man sig for ikke at blive overlistet af de underjordiske kræfter. Det gør man blandt andet ved at tænde bål på højene. Nogle steder brugte man også denne aften til at opstille majstangen, der er en høj mast, som er pyntet med kranse af frisk bøgeløv og farvede bånd. Den skulle symbolisere den kommende sommers frugtbarhed.

Traditionerne omkring Valborg Aften går tilbage til før kristen tid, hvor både de germanske og de keltiske folk fejrede overgangen imellem den forgangne vinter og den kommende sommer på denne aften. Først sent kom forestillingen om en heksesabbat på samme aften ind i folketroen. I Danmark og især mest i Jylland mente man, at heksene på deres koste red til Tromsø Kirke, det vil sige til et sted tæt på grænsen mod Hedenskabet. I Tyskland var det derimod Bloksbjerg, der var målet for heksenes ridt.

Det var også en hedensk skik, at valborgsbålene endelig ikke måtte tændes med almindelig ild, men derimod med så kaldt vild ild. Denne vilde ild kunne kun skaffes på den ældgamle måde, som havde været i brug, længe før man lærte jernet at kende … nemlig ved gnidning af to stykker træ imod hinanden. Denne ild benævntes i alle germanske lande med et beslægtet ord, der på dansk og norsk er blevet til nødild, på engelsk er blevet til neidfire eller nedfire og på tysk er blevet til Notfeuer. I det mellemsvenske område Dalarna er det endnu en fast skik at springe gennem Valborgsbålet.

I Tyskland regnes det med, at skikken stammer fra keltisk tid, hvor man tændte halvårs festernes hellige bål på sammen måde.

Den romerske kirken blev tidligt opmærksom på denne form for hedenskab. For allerede på et kirkemøde i år 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte for Niedfeor altså nødild. Tyskerne opgav dog ligesom nordboerne ikke den gamle skik, for de forsatte med at holde liv i den.