I virkeligheden burde jeg vel foretage mig et eller andet noget mere fornuftigt, kedeligt samt nødvendigt end at nyde dagens solopgang, men den slags kan jeg jo altid gå i gang med, når solen for alvor har gjort sin entre og så længe varer en solopgang jo heller ikke. End videre er det jo sundt med små pause i løbet af en arbejdsdag.

🙂

Dagens spændende solopgang over Astersvej klokken lige præcist 6:39 …

… klokken lige præcist 6:45 …

… klokken lige præcsit 6:49 …

… samt klokken lige præcist 6:55 …

… hvor skyerne desværre havde vundet kampen, som jeg oplevede, nød samt fotograferede den via det åbne vindue i vores badeværelse samtidigt med jeg glædede mig over kvarterets småfugles kønne sang samt at det er relativt lunt her til morgen, for lige nu er der plus 10,6 grader her i Roskilde.

Set i bagspejlet så på det tidspunkt, hvor jeg startede min blog op, havde jeg ret faktisk slet ikke tid til at være blogejer. For når man har en blog, så skal den lige som alt andet, man ejer, passes og plejes, og når man i forvejen stort set ikke har mere fritid end de meget få timer per nat, hvor man sover, så skal man jo nok ikke lige frem anskaffe sig noget, der kræver, at man bruger tid på det.

At det så lige præcist var derfor, fordi jeg ikke havde ret meget fritid, jeg anskaffede mig en blog, kan jo nok undre langt de fleste.

På det tidspunkt, hvor jeg skrev det allerførste lille bitte indlæg på min blog, havde stort set alle omkring mig lige fra diverse familiemedlemmer, kollegaer, venner med mere lidt mere end almindeligt travlt med at fortælle mig, hvor godt et liv jeg havde og især hvor topegoistisk jeg var. For efter deres mening, så brugte jeg stort set hele mit liv på fuldstændige ligegyldige tåbeligheder som for eksempel at læse, at hækle samt at gå lange ture sammen med min Skat.

Personligt følte jeg selv, at hele mit liv gik med at gøre samt være noget for andre. At der meget kort skrevet ikke var plads til mig og især mine behov i mit liv. At det rent ud skrevet var alle andre end mig, der skrev dagsorden for mit liv.

På den anden side så har min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normatbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper, lige så langt tilbage, jeg kan huske, og frem til hendes død jo været af den samme opfattelse … at jeg kun tænker på at spilde min tid på noget fuldstændigt tåbeligt samt værdiløst, så måske havde alle de andre ret og jeg var forkert på den med hensyn til min livsførelse.

Det var derfor altså for en gang for alle at overbevise mig selv om, at det var mig, der var forkert på den, og alle de andre, der havde ret, når det galt mit liv, at jeg oprettede en blog. For når jeg nu udelukkede spildte min tid på ligegyldige tåbeligheder og jeg aldrig nogensinde foretog mg noget fornuftigt, så burde jeg jo havde masse af tid til at skrive samt masser at skrive om på min blog.

Desværre så passede det bare ikke. For i stedet for at have masser at skrive om, så havde jeg stort set intet at skrive om, og jo flere indlæg jeg nåede at skrive på min blog, jo mere gik et op for mig, at det ikke var alle de andre, der havde ret, men at det derimod var mig, der havde ret, for mit liv bestod stort set kun udelukkende af at gøre eller være noget for alle andre end lige præcist mig selv.

Så i stedet for at min blog kom til at overbevise mig om, hvor meget tid jeg misbrugte på mig selv, mine interesser samt mime behov og hvor lidt tid jeg i grunden brugte på andre, så kom den til at overbevise mig om lige præcist det stik modsatte … at mit liv rent faktisk var, som jeg selv følte, det var, og ikke som alle andre havde travlt med at fortælle mig, at det var.

… kogte ris ( de ligger i bunden ), kylling i karry ala Peter med fint snittet løg samt en fint snittet rød peberfrugt, der er pyntet med en håndfuld rosiner, og dertil nogle skriver rugbrød.

Så er vi sørme allerede nået til onsdag og dermed har min Skat og jeg lige taget hul på denne uges tredje arbejdsdag samt forhåbentligt også denne uges tredjesidste arbejdsdag og dermed begynder vi nu også så småt at kunne få øje på den kommende weekend.

Da jeg begyndte at gå hjemme, troede jeg, at jeg ret hurtigt ville holde op med at glæde mig samt se frem til weekenderne, men i virkeligheden så selv nu efter små tre år som 100% fuldtidshjemmegående så glæder jeg mig stadigvæk lige meget og jeg ser stadigvæk lige meget frem til den kommende weekend, som jeg gjorde det, imens jeg arbejdede, i hvert fald som jeg gjorde det i de perioder, hvor jeg under normale omstændigheder ikke skulle på arbejdet i løbet af weekenden eller jeg skulle have arbejdesopgaver med hjem, så jeg kunne løse dem i løbet af weekenden.

I dag har virkeligt været endnu en af den slags dumme dage, hvor jeg simpelhen bare ikke lige havde det i mig, der skulle til, for at jeg kunne tage mig sammen til at nå noget som helst ud over lige det så absolut allermest nødvendige.

🙁

Så i dag har jeg intet nået ud over at vaske og stryge to maskinefulde ( 51 stykker ) tøj, der er kommet på plads i diverse skabe og skuffer, gå rundt om containeren med dagrenovation, gå rundt om containeren med pap, handle ind hos Aldi på Søndre Ringvej samt putte de nyindkøbte varer rigtigt på plads, rydde til side, vaske op, tørre af samt stille på plads efter min Skats og min morgenmad samt min frokost, vande alle vores stadigvæk helt små plantepusser samt øvrige potteplanter og nippe visne blade samt blomster af dem og så lige aflive aftens opvask sammen med min Skat.

Til gengæld kan jeg så glæde mig over, at jeg i eftermiddags endelige langt om længe tog mig sammen og derfor fandt jeg løbeskoene frem, hvorefter min svage højre ankel samt ømme højre hæl blev udfordret med fire minutters løb, hvilket de begge to indtil videre ikke har brokket sig over, samt at jeg har nået at sidde med det lille igangværende hækleprojekt i en lille times tid og at jeg har læst cirka tre hundrede side i den igangværende bog – Jussi Adler-Olsen: "Washington Dekretet".

… kogt blomkål, der er pyntet med lidt friskkværnet peber, kogte kartofler, stegte panerede skinkeschnitzeller, der er pyntet med lidt friskpresset citronsaft, samt nogle skriver rygbrød.

I fredags fyldte min blog fem år og efter fem år som blogejer, tillod jeg mig at tænke lidt over, hvorfor jeg i grunden har en blog og dermed nåede jeg frem til følgende …

Min blog er først og fremmest mit lille helt private fristed. For jeg slapper af samt hygger mig gevaldigt med at skrive på den, samtidigt med den fungerer som min dagbog, mit fotoalbum, min huskeblok, min opslagstavle, min scrapbog med mere af den slags.

Min blog er meget kort fortalt stedet, hvori jeg skriver småt og stort om løst og fast i min hverdag. Der hvor jeg skriver om både de gode ting samt de dårlige ting i mit liv. Der hvor jeg skriver om alt det, der gør mig glad og som får mig til at føle, at jeg er i live og at jeg ikke kun lever. Der hvor jeg tillader mig at skrive om det, som jeg er ked af. Der hvor jeg giver mig selv lov til at sætte ord på mine allerinderste følelser og tanker. Der hvor jeg gemmer billederne af mine sidste nye kreative udfoldelser samt de sidste nye ænder, der er kommet ind i min "lille" samling.

Jeg er faktisk altid fuldstændigt 100% ærlig om alt det, jeg skriver om på min blog og hvorfor skulle jeg i grunden ikke også være det ?

Min blog er jo en del af mig og selv om jeg så ikke skiver om alt i mit liv, så kommer dog trods alt stort set 99% af det hele med på min blog i en eller anden form. Så de få faste læser af min blog, hvis der ellers er nogen, kommer nok med tiden til at kende mig rigtigt godt.

Nogle vil måske mene, at jeg er alt for ærlig på min blog, men på den anden side har jeg altså ikke lyst til at behage andre, hvis det kræver, at jeg skal mishage mig selv, og kan folk ikke lide det, de læser her på bloggen, kan de jo bare lade være med at læse med.

Faktisk har jeg slet ikke lyst til at være andet end lige præcist den pige, som jeg rent faktisk er inderst inde. Det er den pige, der bliver sluppet ud i 100% fri dressur på denne blog. For hun har alt for længe på grund af andres underlige og i bund samt grund fuldstændigt ligegyldige holdninger samt meninger været spæret inde, og hun vil så gerne ud samt bare have lov til at være sig selv.

Da jeg startede min blog op, hvilket sket om morgen den 1. april 2006 klokken 6:00, satte jeg mig for, at den skulle være et lige nu og her øjebliksbillede af mit liv. Det var også derfor, jeg i starten aldrig nogen siden skrev om bare en lille bitte brøkdel af alt det, der lå før dens fødsel, men nogle gange og især her de sidste par år har jeg følt et virkeligt stort behov for også at få lov til at sætte ord på alle de tanker, der kværner rundt i mit hovedet om mit liv, før min blogs opstart. Det er jo trods alle disse ting og især det de har gjort ved mig, der har fået mig til at blive så i manges øjne underlig, som jeg nu en gang er, og så udgør alle disse ting den manglede 1% af mit liv på denne blog.

Jeg vil dog ikke lænegere love, at der ikke i ny og næ lige vil komme lidt om mit liv fra tiden før den 1. april 2006 klokken 6:00, men det bliver ikke i dag, for jeg vil meget heller skrive om noget andet, hvis jeg altså skulle få tid til at skrive på min blog i løbet af dagen.

Imens min Skat og jeg nød aftenens menu, nød vi også den nedgående sol og bagefter samtidigt med jeg bar alle vores stadigvæk virkelige små plantepusser fra altanen og ind i soveværelse, samt min Skat og jeg lige fik ryddet til side, vasket op, tørret af samt stillet på plads efter aftens måltid, nåede jeg også lige at fotografere den sidste del af dagens flotte solnedgang.

🙂

Sidste del af dagens flotte solnedgang over Køgevej klokken henholdsvis lige præcist 19:47 …

… klokken lige præcist 19:53 …

… klokken lige præcist 19:59 …

… samt klokken lige præcist 20:05 …

… hvor det var blevet for koldt til, vi kunne holde ud at have altandøren stående åben, hvilket den ellers har været lige siden frokost, som jeg oplevede, nød og fotograferede den via de lukkede vinduer på vores altan.

… burrito ( læs: majspandekager ) …

… fyldt med godt krydret stegt hakket kyllingkød, nogle fint snittet cherrytomater og en fint snittet rød peberfrugt …

… det smager dejligt samtidigt med det er hurtigt tilberedt og det giver en yderst human opvask.