Da jeg var sytten år gammel, lå min normalvægt og svingede imellem 37 og 38 kilo, i dag ligger min normalvægt og svinger imellem 42 og 43 kilo. Det vil altså sige, at det har taget min 30 år at forøge min normalvægt med seks kilo, hvilket svarer til en gennemsnitligt forøgelse på 200 gram per år og på trods af jeg har forøget min normalvægt med lidt over 16% samt fedtet har samlet sin på de mindre klædelige samt yderst uheldige steder ( læs: bagdel, hofter, lår og mave ), så kan jeg stadigvæk ikke udfylde tøj, der er beregnet til en normal gennemsnitlig hvalpefedt tolv årig pige.
Hvis jeg forsætter med at øge min normalvægt med gennemsnitlig 200 gram per år, så vil det kun tage mig 45 år at komme til at veje det, jeg ifølge alle de altuvidende hvidkittelklædte oraklers meget fine skemaer omkring højde og vægt som absolut allerlaveste minimum skal veje ifølge min højde, men det kommer jeg nok aldrig nogensinde til at veje, for så massiv en overvægt er min krop altså ikke bygget til at bære rundt på og jeg har igen som helst former for ambition om at rede mig en eller flere af de så kaldte helbreds- samt livetruende livsstilssygedomme på grund af overvægt.
Selv om jeg igennem de sidste 30 år stille og roligt har forøget min normalvægt med lidt over 16%, så kan jeg stadigvæk passe alt det tøj, der er i min garderobe vel og bemærket også alt det tøj jeg fik eller jeg selv fremstillede fra jeg var cirka tolv år gammel og da jeg samtidigt med det er meget kræftid modstander af “køb, brug en gang og smid ud”-kulturen, der selvfølgelige er helt i orden med hensyn til ting som for eksempel bind, toiletpapir, trusseindlæg samt andet af den slags, så fylder min garderobes indhold efterhånden pænt meget.
Langt det meste af det tøj, jeg fik, jeg selv fremstillede eller jeg købt lige indtil min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, døde, var efter Mors diktat et par tre numre for stort, da man dermed ligeledes efter Mors mening ikke kunne se, hvor rædselsfuld tynd samt mager jeg var. Jeg er stadigvæk 100% overbevist om, at hvis min mor havde kunne forlange det, så havde jeg nok skulle gå rundt i en burka.
Hvis jeg, imens min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, levede, selv fremstillede eller købte noget tøj, der passer mig perfekt, så kunne jeg også være helt sikkert på, at min mor nok skulle sørger for at smide det ud, da tøjet var upassende at går i samt med, og hvis jeg nåede at bruge tøjet, før Mor smid det ud, så kunne jeg også være helt sikkert på, at Mor nok skulle bruge det som endnu et godt bevis på samt endnu en god undskyldning for at fortælle mig, hvor dum og især hjerneløs jeg var.
Til al held døde min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, for lidt under nitten års tid siden, men både imens Mor levede samt også efter hendes død er der masser af andre personer, der har haft lidt mere end helt almindelige travlt med at diktere samt fortælle mig, hvordan jeg skal være påklædt, hvilket min garderobe bærer tydeligt præg af.
For eksempel så har jeg aldrig nogensinde være buksetrold, da jeg blev født som en pige og jeg dermed også har udviklet mig til en kvinde, men først min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, og senere både diverse arbejdsgivere samt kollegaer har dikteret, at jeg skulle være iklædt bukser, da både kjoler og nederdele er fuldstændige upassende beklædningsgenstande i hvert fald til mig.
Dertil kommer, at alt det tøj, der var et par tre numre for stort til mig på det tidspunkt, jeg fik det, jeg selv fremstillede det eller jeg købte det, pudsigt nok på trods af min vægtforøgelse stadigvæk er et par tre numre for stort til mig og derfor finder jeg det yderst ubehageligt at have det på, hvilket så gør, at det er flere år siden, det sidst har været i brug.
I dag er det ved at være små fire års tide siden, jeg mere eller mindre melte mig helt ud af samfundet samt blev 100% fuldtids hjemmegående for min egen eller retter min Skats regning, da det er ham og kun ham samt min for længst opbrugte lille opsparing, der har forsøget samt stadigvæk forsøger mig, og dermed er det også ved at være små fire års tid siden, jeg sidst har skulle tilpasse min daglige beklædning efter andres i bund og grund fuldstændige ligegyldige meninger, så derfor har jeg nu besluttet, at jeg nu vil fjerne alt det tøj fra min garderobe, som jeg ikke har brugt i løbet af den tid, jeg har været 100% fuldtids hjemmegående.
Indtil videre har jeg nået at fylde tre store sorte plastik affaldssække med tøj, der som sådant intet fejler ud over, at det bare ikke er samt heller aldrig har været min smag samt størrelse og der skal nok også komme mere til, når jeg i dag går i gang med at rydde op i denne del af mit klædeskab …
… for det er jo fuldstændigt tåbeligt, at de kjoler samt nederdele, jeg går med i det daglige enten skal hænge udenpå eller slet ikke kan komme til at hænge i mit klædeskab, fordi der skal være plads til en masse klude, jeg reelt set intet godt forhold har til, det reelt set er flere år siden, jeg sidste har brugt og som jeg udemærket godt ved, jeg aldrig nogensinde mere kommer til at gå med.
