Årets sjette mandag samt dermed også den 26. hverdag efter vores ni dage lange kombineret jule- og nytårsferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, regnen falder stille, Månen er stået op, min Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne mandag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i de normale otte timer og da han stadigvæk har ondt i sin højre fod, droppede han sin helt normale mandagstræning, da han kom hjem, tog han frokost samt satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits mandag, hvor jeg blandt andet har nået at telefonvække Poul ved 7:00 tiden, skrive diverse manglende blogindlæg og besvare et par e-mails, blive færdigt med det igangværende hæklet projekt, vaske og stryge en maskinfuld altså 61 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, tale i mobiltelefon med Wivi i lidt over en halv times tid, vande alle potteplanterne på altanen, i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul, og da vi havde nydt aftenens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg starter op på det næste hæklet projekt.

… kogte gulerødder, kogte kartofler, krebinetter af hakket kyllingekød med maximalt 10% fedt, der er fyldt med knust stegt bacon og pyntet med lidt ketchup, samt nogle skiver rugbrød.

… februar måned sjette, indeværende års 37. og vinterens 68. samt 23. sidste af slagsen over Holbækmotorvejen druknede, da sneen i løbet af eftermiddagen er gået via slud til regn.

… at min elskede Skat lige har droppet sin helt normale mandagstræning, da han stadigvæk har meget ondt i sin højre fod.

… to skiver sønderjyskrugbrød med et meget tyndt lag smør samt ost.

… og desværre er det med sådanne nogle modbydelige store hvide våde totter, der, fordi udendørstemperaturen er lige omkring frysepunktet, ser ud til at blive liggende.

… februar måned sjette, indeværende års 37. og vinterens 68. samt 23. sidste af slagsen over Holbækmotorvejen forsvandt bag et trist gråt nedbørstungt skydække, der næppe formår at holde sig tæt hele dagen.

For sytten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Dorotheas dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Dorotheas dag og rent faktisk findes der stort set ingen former for historiske fakta om hende, men ifølge legende var hun den kristne senator Dorus datter.

Under kejser Diokletians kristenforfølgelser omkring år 285 forsvarede Dorothea sin kristne tro samt kyskhed, selv om hun blev udsat for de grusommste former for pinsler og tortur.

Der blev sendt to kvinder, der selv havde opgivet den kristne tro, til Dorthea for også at få hende til at opgive den kristne tro, men Dorothea afslog og i stedet fik hun dem begge to vent tilbage til den kristne tro. Dette gjorde guvernør Fabricius så rasende, at han dømte hende til døden ved halshugning, men først skulle hun en tur på en strækkebænk.

Legende fortælle end videre at selv om Dorotheas pinsler var store unde den grusomme tortur på strækkebænken, så smilede hun alligevel under torturen ved tanken om de to kvinder, hun havde vendt tilbage til den kristen tro.

Sankt Dorotheas navn bliver også knytter til legenden om Rosenbruden, da det påstårs, at da Dorothea var på vej til sin henrettelse, bad en dommer hende håndligt om at sende ham en kurv, der var fyldt med blomster og frugter fra Paradisets have, lige så snart hun var ankommet dertil, og umiddelbart lige efter Dorothea var blevet halshugget bragte et af himlens sendebude ham en kurv, der var fyldt med roser og æbler, sammen med en hilsen fra Dorothea.

I det gamle danske bondesamfund blev Sankt Dorothea opfattet som en ekstra nødhjælper, det vil sige, hun var altså ikke en af de fjorten officielle, men derimod den femtende. For ifølge legende var Dorotheas allersidste bøn til Gud, at alle dem, der i bøn ville påkalde hende, skulle blive hørt.

Sankt Dorothea anses for øvrigt for at være en af de fire store jomfruer sammen med Sankt Barbara, Sankt Catharina og Sankt Margaretha.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund så skal dorothealiljerne og vintergækkerne med deres kyske hvide blomster allerhelst springe ud på Sankt Dorotheas dag, for så varsler det, at foråret endeligt langt om længe er lige ved at være nået til vores breddegrader.