… årets 91., forårets 32. og april måneds allerførste af slagsen over Astersvej forsvandt bag et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der forhåbentlig formår at holde sig tæt hele dagen.

For atten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Aprilsnar, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Jeg har dog tilføjet et par nyere begivenheder i dette indlæg for at gøre det lidt mere aktuelt.

Aprilsnar er en meget gammel skik, der hænger sammen med foråret, der traditionelt altid har givet en god anledning til at drille, gække og vende hverdagens normer sådant lidt på hovedet, lige som det for eksempel også sker til både nytår og fastelavn.

I Tyskland har man kendt til skikken at narre april fra begyndelsen af 1600-tallet, men en lignende skik, der hed qurinalerne, fandtes allerede i det gamle Rom. Den gang var narrerierne knyttet til nytår, hvor vi jo også i dag bruger forskellige former for spøg-og-skæmt samt laver godmodige drillerier med hinanden.

En af de mange spændende teorier omkring valget af lige præcist den 1. april til at være narredato hænger sammen med kalenderreformen. Det vil sige overgangen fra den julianske til den gregorianske kalender, men hvorvidt det passer eller ej, kan man ikke rigtigt finde ud af. For langt de fleste kulturer har en eller anden form for forskellige narredage, der som regel er placeret i tilknytning til betydelige skift i årets cyklus som for eksempel nytår og forår.

Frankrig var det allerførste land i Europa, der overtog pave Gregorius´ kalender, hvilket skete allerede i 1582, men allerede i 1564 havde en vedtaget lov flyttet årets officielle starttidspunkt fra påske til den 2. januar. En af konsekvenserne ved dette kalenderskift var, at nytår blev flyttet fra en dag i slutningen af marts eller starten af april til den 1. januar.

Ifølge denne teori blev den franske betegnelsen Poisson d´avril, der kan oversættes til Aprilsfisk sammen med drillerier, knyttet til de stædige, der ikke ville lade sig indrulle i det nye system, men derimod hårdnakket holdt fast ved at fejre det gamle nytår.

Denne teori kan dog ikke forklare, hvorfor aprilsnarreriet så var udbredt i anglikanske så vel som protestantiske lande på den 1. april allerede før overgangen til den gregorianske kalender.

I gamle dage, det vil sige for en cirka 150 til 200 år siden, handlede aprilsnarrerierne primært om at få sit "offer" til at løbe afsted for at gøre eller se et eller andet. I dag handler aprilsnarrerierne primært om, at få sit "offer" til at tro på et eller andet.

I 1700-tallets danske bondesamfundet gik aprilsnarreriet primært ud på at gække eller narre en eller anden til at løbe april, hvilket vil sige,at man skulle få et "offer" til at begive sig af sted i et opdigtet ærinde eller få vedkommende ud på gaden med en påstand om, at der for eksempel var ildebrand eller lignende. Denne form for aprilsnar har man kendt til i København siden slutningen af 1700-tallet. Var man så heldig, at man fik sit "offer" til at begive sig afsted, råbte man: "Aprilsnar !" efter vedkommende på præcist samme måde som man gør det nu til dags.

Denne form for aprilsnarrerier kan også godt forekomme i dag. For eksempel oplyste en lokalradio for nogle år siden, at der hos De Danske Spritfabrikker var sket en fejl i produktionen, hvilket havde bevirket, at forskellige alkoholprodukter var blevet blandet sammen. Da det jo ikke kunne sælges, men bare skulle smides ud, tilbyd man derfor folk, at hvis de den 1. april det år tog dunke, kander med mere med til De Danske Spritfabrikker, kunne de få adskillige liter af det mislykkede produkt ganske gratis. Dette resulterede i en meget lang kø af folk, der var udstyret med alle mulige og umulige former for dunke, flasker, kander med mere, foran De Danske Spritfabrikker og alle som en har de helt sikkert følte sig ret så snydt, da det gik for dem, at der kun var tale om en aprilsnar.

Som reglen er aprilsnarrerierne ganske harmløse, men dog ikke altid for eksempel var en af de ældste skriftlige aprilsnarrerier, man kender til, langt fra harmløs for forfatteren Jonathan Swift, der blandt andet har skrevet "Gullivers Rejser", udgav i 1708 en lille almanak, hvori han blandt andet forudsagde den engelske astrolog John Partridges død. For han ville nemlig dø af feber den 29. marts 1708. Den 30. marts 1708 udsendte Jonathan Swift, som skrev under pseudonymet Isaac Bickerstaff, en pamflet, hvori han oplyste, at John Partridge så sandelig allerede var hedengangen. Hvilket resultatet i, at den stakkels "afdøde" vakte helt vildt furore overalt, hvor han kom den 1. april det år. Om morgenen den 1. april 1708 blev John Partridges for øvrigt vækket af folk, der kom for at arrangere hans begravelse. Det må vel siges, at være en noget ret så makaber aprilsspøg samt practical joke, som forfatteren Jonathan Swift havde fundet på.

Et mere nutidigt eksempel på et ikke helt så harmløs aprilsnarreri, der formentlig helt utilsigtet afstedkomme panik, var der webstedet Euroinvestor den 1. april 2001 oplyste følgende: "TDCs direktør Henning Dyremose er på vej til at forlade sin nuværende stilling, da han ønsker at vende tilbage til en tidligere ansættelse", det har nu næppe været tanken bag dette aprilsnarreri, at der skulle handles på udsagnet, men det blev der. For nogle af TDC´s investorer valgte på baggrund af udsagnet at sælge ud af deres aktier, og hverken disse investorer eller for den sags skyld Københavns Fondsbørs syntes, at det var spor morsomt, da det gik op for dem, at der var tale om et aprilsnarreri.

Drillerierne i forbindelse med Aprilsnar er ikke kun noget, der foregår i de små hjem. For hvert år vrider massemedierne lige fra aviserne over fjernsynet og radioen til Internettet deres hjerner for at finde på en nogenlunde rimelig "troværdige" historier, de kan bilde deres lyttere, læsere og seer på ærmet.

Dette fænomen har været kendt i hvert fald siden begyndelsen af 1900-tallet, hvor en københavnsk avis i 1914 kunne oplyse de forundrede læsere om, at solen havde sovet over sig, og derfor var den stået 9 minutter for sent op.

I dag har langt de fleste aviser med bare nogenlunde respekt for sig selv stort set altid en aprilsnar i form af en fingeret og temmelig usandsynlig historie, der står et eller andet sted i spalterne den 1. april. Ofte har historierne den lille finesse, at datoen 1. april eller ordet ranslirpa, der er aprilsnar stavet bagfra, indgår i teksten.

Avisernes aprilsnar har igennem årerne løb været talrige, men de har som reglen "kun" handlet om at narre læserne og ikke om at få læserne til at handle. For eksempel har Politiken under en skraldemandskonflikt forsøgt at bilde deres læsere ind, at mågerne i Århus nu var blevet så talrige, at der ikke var føde nok til dem alle sammen og at de derfor var begyndt at gå til angreb på mennesker i bedste Hitchcock-stil, og Berlingeren har påstået, at Netto-kæden ville åbne forretning i flere etager inde i Rundetårn.

I en årrække har radiomediet også været med på spøgen. For eksempel udsendte Danmarks Radio, det var så dengang, det stadigvæk hed Statsradiofonien, en aprilsspøg i 1946 i en udsendelse, hvor man besøgte en opfinder, der havde konstrueret et helt fantastisk apparat, der gjorde det muligt at se alt, hvad der foregik på et hvilket som helst sted i hele verden.

På Internettet kan man naturligvis have sin aprilsnar liggende på en særlige del af siten, der kun er åben den 1. april og det var lige præcis, hvad Danmarks Radio gjorde i 2002, hvor der blev oprettet en særlig website, hvor personer, der havde lyst til at blive studieværter, kunne tilmelde sig og blive castet. Op til flere tusinde personer klikkede sig ind, fordi de ville tilmelde sig, men de gik altså desværre lige direkte i en aprilsnars fælde.

For atten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den lange artikel om påsken, jeg her vil bringe det niende samt næstsidste lille udklip fra og i dag handler det om påskedag.

Det var om søndagen, man fik besked om Jesus genopstandelse fra de døde, og påskedag er derfor kirkens helt store glædesdag.

I det gamle danske bondesamfund måtte alle gårdens beboer tidligt op påskedag for at se solen danse af glæde over Kristus opstandelse fra de døde, men i virkeligheden var dette nok kun den allersidste rest af en ældgammel hedensk soltilbedelse, der i dag kun finder sted pinsemorgen.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund, så hvis man påskemorgen stadigvæk har et æble tilbage fra sidste års høst, så skal man spise det påskemorgen og allerhelst på fastende hjerte samt inden man forlader sin seng, for det skal være et helt sikkert middel, hvormed man kan styrke sit helbred.

Man skal jo så lige huske på, at den gang havde man ikke tilgang til friske frugter og grønsager året rundt, sådant som vi jo har det i dag, og derfor har befolkningen nok ligefrem lidt af vitaminmangel i årets allerførste måneder og derfor har de nok også hungret så meget efter friske frugter samt grønsager, at selv et gammelt hengemt æble har kunne være forfriskende samt helseringende.

Der findes flere vejrvarsler for påskedag, for eksempel plejede man at sige: "At østenvind påskemorgen giver lidt smør og stumpet hør, men vind i vest giver godt græs", "hvis det fryser påskemorgen, bliver der kun lidt hø og smør i år", "regner det påskedag, vil det regne de nærste tre søndage" og "der, hvor vinden står påskemorgen, vil den stå den meste af året eller i hvert fald lige indtil pinse".

I det gamle danske bondesamfund var det for øvrigt også meget vigtigt, at bonden fik jagtet skaderne væk fra gården påskedag, for de kunne nemlig være forklædt hekse, der i form af fugle forsøgte af vinde indpas på gården.

Påskedag er officiel flagdag i både Danmark, Finland, Island, Norge samt Sverige, og da den jo falder på en søndag, er den derfor også helligdag i alle fem lande.

For atten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Hugos dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Hugos dag eller Den hellige Hugo af Grenobles dag og ifølge legenden blev han født i år 1052. I år 1080 blev Hugo som 27 årig bispeviet af den hellige pave Gregor den Syvende. Hugo døde den 1. april 1132 kort før sin 80 års fødselsdag og allerede den 22. april 1134 blev han helgenkåret af pave Innocent den Anden på konsiliet i Pisa.

Ligeledes ifølge legende så var Sankt Hugo så from, at han havde lovet, at han aldrig nogensinde ville nærme sig en kvinde og det løfte holdt han i 50 år altså lige indtil sin død.

Sankt Hugos relikvier blev opbevaret i Maria-katedralen i Grenoble helt frem til 1500-tallet, hvor de faldt i hænderne på Huguenotterne, der brændte dem offentlig.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund blev disciplen Judas Iskariot født den 1. april, men det kan ifølge samtlige af mine kilder hverken af- eller bekræftes.

Pudsigt nok så er der mig bekendt ikke nogen som helst former for varsler i forbindelse med Sankt Hugos dag, men hvis du har kendskab til en eller flere, må du meget gerne dele den eller dem med mig.

… to skiver sønderjyskrugbrød med et meget tyndt lag smør samt friskbælget ærter.