Jeg er desværre stadigvæk frygtelig langt bagud med hensyn til at ajourføre min blog, der jo også fungerer som min dagbog, fotoalbum, huskeblok med meget mere, og det fremmede jo ikke lige frem muligheden for at komme ajour, at vores webhotel lukkede for adgangen til den i en uges tid og at den kørte meget dårligt samt ustabilt de første to måneder efter adgangen til den blev genåbnet.

Dertil kommer, at der desværre har været så frygtelige mange meget forskellige praktisk opgaver vedrørende Poul samt hans bolig- og især helbredsmæssige situation, der har krævet min fulde opmærksomhed, at jeg har manglet samt desværre forsat stadigvæk mangler både fysisk, psykisk og især tidsmæssige overskud til at blogge.

Dertil kommer, at jeg nu efter hans alt for tidlige død så slet ikke har lyst til at blogge eller foretaget mig noget som helst andet, da hele mit indre er et stort følelsesmæssigt kaos.

Og som om alt dette ikke var langt mere end nok, så var der cirka to måneders tid, hvor jeg ikke rigtigt kunne samt måtte bruge den højre hånd på grund af bruddet i den, og bagefter var jeg så igennem fem måneders tid hele tiden mere eller mindre svimmel på grund af tilbagevending af min virus på balancenerven, så det har ikke ligefrem fremmet min mulighed for at blogge hverken på Pivs eller min egen blog.

Jeg har sat mig for, at jeg skal være lidt mere ajour med at skrive i hvert fald de helt små hverdagsindlæg og den slags indlæg er der sørme også frygtelige mange af, for bare fra år 2015 mangler jeg lidt over 500 af dem, fra 2016 lidt under 600 af dem, fra år 2017 cirka 900 af dem, fra forrige år cirka 2.250 af dem, fra sidste år cirka 2.500 og fra indeværende år cirka 500 af dem på min egen blog, før jeg begynder at ajourføre Pivs blog, der fylder fem år og elve måneder i dag, da den blev oprettet den 13. juni 2014.

Så nu er den meget mildt skrevet yderst utålmodige lille størrelse selv begyndt at skrive eller rettere skrevet Piv har lige endnu en gang fundet ud af, at det slet ikke er bare tilnærmelsesvis halvt så nemt at skrive på en computer, som han regnede med, at det var. For han er alt for let til, at han kan trykke på tastaturets knapper, når han kan holde øje med tastaturet, kan han ikke se, hvad der sker på skærmen, når han kan se, hvad der sker på skærmen, kan han ikke nå tastaturet og musen vil slet ikke det samme som han vil, for den kører bare rundt med ham, ganske som den har lyst til, og lige nu prøver den på at spise ham …

… så Piv bliver desværre nok alligevel nødt til at vente på, der er en, der får tid til at skrive for ham, hvilket jeg også meget hellere end gerne vil gøre, for vi har nemlig mange rigtigt mange blogindlæg på vores fælles to-do-liste.

Det er nemlig meget langt fra nemt, at være en meget lille bitte and i en mega monster stor verden.