Lige nu står min Skats allersidste-lørdag-i-november-gave …

… på vores køkkenbord, imens den venter på, han står op samt får tid til at åbne den og jeg røber næppe for meget, når jeg fortæller, at den indeholder en Bly-Ray.

Lige nu har vi slet ingen udendørstemperatur her i vores lille område af Roskilde eller rettere skrevet på nuværende tidspunkt af aftenen er der lige præcist nul grader udenfor og det er jo hverken plus eller minus, for rent faktisk er nul jo slet ingenting.

… for traditionen tro, så igen i denne uge nu hvor vi endeligt langt om længe er nået til det tidspunkt sidste på eftermiddagen / først på aftenen fredag, hvor min elskede Skat og jeg har taget hul på denne uges noget så frygteligt efterlyste weekend, så er vi begge to igen så trætte, at ingen af os egenligt har hverken fysisk eller psykisk overskud til at gøre noget eller været noget for hinanden.

Nu er det 28 uger samt seks døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Da min Skat og jeg stod op, var udendørstemperaturen her i vores område af Roskilde plus cirka en grad og i løbet af den sidste times tid er den nået at stige til plus cirka to grader, så det vil være rigtigt dejligt, hvis den vil stige yderligere og gerne til et sted på den lune side af de ti grader.

Vinden blæser forsat med to meter i sekundet og himlen over vores område af Roskilde er næsten hel stjerneklar, så i dag har vejrguderne forhåbentlig tænkt sig at give os en rigtigt smuk samt halvlun solrig efterårsdag.