For 21 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den lange artikel om påsken, jeg her vil bringe det sjette lille udklip fra og i dag handler det om Skærtorsdag.

Det var om torsdagen, Jesus spiste den allersidste nadver sammen med sine tolv disciple, hvorefter han lagde sig på sine knæ og vaskede deres fødder for dem.

Ordet skær betyder lys, ren samt sart og det er derfor, at denne torsdag hedder skærtorsdag.

Det er også fordi, det var Jesus allersidste måltid før hans død, at det ifølge overtroen er forbundet med uheld at være tretten til bords.

Så husk derfor altid: enten at være tolv til bords eller at invitere Ludvig den fjortende med for eksempel i form af en dukke eller et tøjdyr. Det kan dog også klares ved, at man sætter en nipsenål fast i bordets dug, da man jo dermed også har fjorten hoveder rundt om bordet.

I det gamle danske bondesamfund var det husbondens pligt at sørge for at alle hans tjenestefolk kom til alters i kirken for at få nadveren, og kirkens klokker skulle være helt tavse for at symbolisere Jesus forberedelse til langfredag.

I det gamle danske bondesamfund skulle hele husstanden skærtorsdags aften allerhelst spise “Skærtorsdagssøbe” eller “ni slags kål til påske”. Begge dele var en form for suppe, der var kogt på ni forskellige slags grønt eller kål, og ifølge folkeovertroen så ville man efterfølgende være beskyttet imod sygdom i det kommende års tid.

De år, hvor påsken faldt meget tidligt, kunne det jo være meget svært at fremskaffe ni forskellige former for grønt eller kål, men så klarede man sig ved at spise spirer af for eksempel brændenælder, mælkebøtter og skvalderkål samt knopper fra forskellige frugttræer.

Man mener, at årsagen til, at det lige præcist skulle være ni forskellige former for grønt eller kål, skyldes, at nitallet anses for at være hellige, blandt andet fordi der jo som bekendt under normale omstændigheder går cirka ni måneder fra undfangelsen til fødslen af et barn samtidigt med det er der jo også den matematiske pudsighed ved nitallet, at uanset hvilket tal, man gang med ni, så vil resultates tværsum altid blive ni, hvilket ikke gælder for alle andre tal.

En anden årsag til, man i det gamle danske bondesamfund skulle spise ni forskellige salgs grønt eller kål skærtorsdag, skyldes, at man ifølge folkeovertroen dermed også var beskyttet imod heksene og deres kunster.

Lige som heksene flyver om natten ved Sankt Hans, så flyver de også om natten til skærtorsdag, men de søger altid for at være kommet hjem igen inden det er tid til at gå i kirke. Derfor var mange i gamle dage bange for at gå i kirken skærtorsdagaften også selv om de rent faktisk havde spist ni forskellige slags grønt eller kål til middag.

De modige havde dog en særlig mulighed for at finde ud af, hvem af deres medmennesker, der var hekse og dermed stod for egens trolddom, for de tog et hønnikæg altså det allerførste æg en ung høne ligger i lommen og dermed kunne de se, hvem af de tilstedeværende i kirken, der var hekse. For hønnikægget ville få dem til at se klart og dermed var heksene hovedbeklædning ikke egens traditionelle af slagsen, men derimod flødebøtter, gryder, lerpotter med mere.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund så besidder luften skærtorsdagaften samt nat også ekstra gode kræfter og derfor skal man hænge alle sine klæder samt sengetøj ud, for så forsvinder alle former for lopper, lus og møl fra det.

End videre skal man også betragte vejret skærtorsdag, for skærtorsdags regn bærer guld i gren og skærtorsdags tø giver mange læs hø.

Skærtorsdag er helligdag i Danmark og Norge, men helt almindelig hverdag i Sverige og Tyskland. Så mange bruger sikker dagen i dag til en lille shoppingtur på den anden side af sundet eller syd for grænsen.

For 21 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Aprilsnar, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Jeg har dog tilføjet et par nyere begivenheder i dette indlæg for at gøre det lidt mere aktuelt.

Aprilsnar er en meget gammel skik, der hænger sammen med foråret, der traditionelt altid har givet en god anledning til at drille, gække og vende hverdagens normer sådant lidt på hovedet, lige som det for eksempel også sker til både nytår og fastelavn.

I Tyskland har man kendt til skikken at narre april fra begyndelsen af 1600-tallet, men en lignende skik, der hed qurinalerne, fandtes allerede i det gamle Rom. Den gang var narrerierne knyttet til nytår, hvor vi jo også i dag bruger forskellige former for spøg-og-skæmt samt laver mere eller mindre godmodige drillerier med hinanden.

En af de mange spændende teorier omkring valget af lige præcist den 1. april til at være narredato hænger sammen med kalenderreformen. Det vil sige overgangen fra den julianske til den gregorianske kalender, men hvorvidt det passer eller ej, kan man ikke rigtigt finde ud af. For langt de fleste kulturer har en eller anden form for forskellige narredage, der som regel er placeret i tilknytning til betydelige skift i årets cyklus som for eksempel nytår og forår.

Frankrig var det allerførste land i Europa, der overtog pave Gregorius´ kalender, hvilket skete allerede i 1582, men allerede i 1564 havde en vedtaget lov flyttet årets officielle starttidspunkt fra påske til den 2. januar. En af konsekvenserne ved dette kalenderskift var, at nytår blev flyttet fra en dag i slutningen af marts eller starten af april til den 1. januar.

Ifølge denne teori blev den franske betegnelsen Poisson d´avril, der kan oversættes til Aprilsfisk sammen med drillerier, knyttet til de stædige, der ikke ville lade sig indrulle i det nye system, men derimod hårdnakket holdt fast ved at fejre det gamle nytår.

Denne teori kan dog ikke forklare, hvorfor aprilsnarreriet så var udbredt i anglikanske så vel som protestantiske lande på den 1. april allerede før overgangen til den gregorianske kalender.

I gamle dage, det vil sige for en cirka 150 til 200 år siden, handlede aprilsnarrerierne primært om at få sit “offer” til at løbe afsted for at gøre eller se et eller andet. I dag handler aprilsnarrerierne primært om, at få sit “offer” til at tro på et eller andet.

I 1700-tallets danske bondesamfundet gik aprilsnarreriet primært ud på at gække eller narre en eller anden til at løbe april, hvilket vil sige, at man skulle få et “offer” til at begive sig af sted i et opdigtet ærinde eller få vedkommende ud på gaden med en påstand om, at der for eksempel var ildebrand eller lignende. Denne form for aprilsnar har man kendt til i København siden slutningen af 1700-tallet og var man så heldig, at man fik sit “offer” til at begive sig afsted, råbte man: “Aprilsnar !” efter vedkommende på præcist samme måde som man gør det nu til dags.

Denne form for aprilsnarrerier kan også godt forekomme i dag. For eksempel oplyste en lokalradio for nogle år siden, at der hos De Danske Spritfabrikker var sket en fejl i produktionen, hvilket havde bevirket, at forskellige alkoholprodukter var blevet blandet sammen. Da det jo ikke kunne sælges, men bare skulle smides ud, tilbyd man derfor folk, at hvis de den 1. april det år tog dunke, kander med mere med til De Danske Spritfabrikker, kunne de få adskillige liter af det mislykkede produkt ganske gratis. Dette resulterede i en meget lang kø af folk, der var udstyret med alle mulige og umulige former for dunke, flasker, kander med mere, foran De Danske Spritfabrikker og alle som en har de helt sikkert følte sig ret så snydt, da det gik for dem, at der kun var tale om en aprilsnar.

Som reglen er aprilsnarrerierne ganske harmløse, men dog ikke altid for eksempel var en af de ældste skriftlige aprilsnarrerier, man kender til, langt fra harmløs for forfatteren Jonathan Swift, der blandt andet har skrevet “Gullivers Rejser”, udgav i 1708 en lille almanak, hvori han blandt andet forudsagde den engelske astrolog John Partridges død. For han ville nemlig dø af feber den 29. marts 1708. Den 30. marts 1708 udsendte Jonathan Swift, som skrev under pseudonymet Isaac Bickerstaff, en pamflet, hvori han oplyste, at John Partridge så sandelig allerede var hedengangen. Hvilket resultatet i, at den stakkels “afdøde” vakte helt vildt furore overalt, hvor han kom den 1. april det år. Om morgenen den 1. april 1708 blev John Partridges for øvrigt vækket af folk, der kom for at arrangere hans begravelse. Det må vel siges, at være en noget ret så makaber aprilsspøg samt practical joke, som forfatteren Jonathan Swift havde fundet på.

Et mere nutidigt eksempel på et ikke helt så harmløs aprilsnarreri, der formentlig helt utilsigtet afstedkomme panik, var der webstedet Euroinvestor den 1. april 2001 oplyste følgende: “TDCs direktør Henning Dyremose er på vej til at forlade sin nuværende stilling, da han ønsker at vende tilbage til en tidligere ansættelse”, det har nu næppe været tanken bag dette aprilsnarreri, at der skulle handles på udsagnet, men det blev der. For nogle af TDC´s investorer valgte på baggrund af udsagnet at sælge ud af deres aktier, og hverken disse investorer eller for den sags skyld Københavns Fondsbørs syntes, at det var spor morsomt, da det gik op for dem, at der var tale om et aprilsnarreri.

Drillerierne i forbindelse med Aprilsnar er ikke kun noget, der foregår i de små hjem. For hvert år vrider massemedierne lige fra aviserne over fjernsynet og radioen til Internettet deres hjerner for at finde på en nogenlunde rimelig “troværdige” historier, de kan bilde deres lyttere, læsere og seer på ærmet.

Dette fænomen har været kendt i hvert fald siden begyndelsen af 1900-tallet, hvor en københavnsk avis i 1914 kunne oplyse de forundrede læsere om, at solen havde sovet over sig, og derfor var den stået 9 minutter for sent op.

I dag har langt de fleste aviser med bare nogenlunde respekt for sig selv stort set altid en aprilsnar i form af en fingeret og temmelig usandsynlig historie, der står et eller andet sted i spalterne den 1. april. Ofte har historierne den lille finesse, at datoen 1. april eller ordet ranslirpa, der er aprilsnar stavet bagfra, indgår i teksten.

Avisernes aprilsnar har igennem årerne løb været talrige, men de har som reglen “kun” handlet om at narre læserne og ikke om at få læserne til at handle. For eksempel har Politiken under en skraldemandskonflikt forsøgt at bilde deres læsere ind, at mågerne i Århus nu var blevet så talrige, at der ikke var føde nok til dem alle sammen og at de derfor var begyndt at gå til angreb på mennesker i bedste Hitchcock-stil, og Berlingeren har påstået, at Netto-kæden ville åbne forretning i flere etager inde i Rundetårn.

I en årrække har radiomediet også været med på spøgen. For eksempel udsendte Danmarks Radio, det var så dengang, det stadigvæk hed Statsradiofonien, en aprilsspøg i 1946 i en udsendelse, hvor man besøgte en opfinder, der havde konstrueret et helt fantastisk apparat, der gjorde det muligt at se alt, hvad der foregik på et hvilket som helst sted i hele verden.

På Internettet kan man naturligvis have sin aprilsnar liggende på en særlige del af siten, der kun er åben den 1. april og det var lige præcis, hvad Danmarks Radio gjorde i 2002, hvor der blev oprettet en særlig website, hvor personer, der havde lyst til at blive studieværter, kunne tilmelde sig og blive castet. Op til flere tusinde personer klikkede sig ind, fordi de ville tilmelde sig, men de gik altså desværre lige direkte i en aprilsnars fælde.

For 21 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Hugos dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Hugos dag eller Den hellige Hugo af Grenobles dag og ifølge legenden blev han født i år 1052. I år 1080 blev Hugo som 27 årig bispeviet af den hellige pave Gregor den Syvende. Hugo døde den 1. april 1132 kort før sin 80 års fødselsdag og allerede den 22. april 1134 blev han helgenkåret af pave Innocent den Anden på konsiliet i Pisa.

Ligeledes ifølge legende så var Sankt Hugo så from, at han havde lovet, at han aldrig nogensinde ville nærme sig en kvinde og det løfte holdt han i 50 år altså lige indtil sin død.

Sankt Hugos relikvier blev opbevaret i Maria-katedralen i Grenoble helt frem til 1500-tallet, hvor de faldt i hænderne på Huguenotterne, der brændte dem offentlig.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund blev disciplen Judas Iskariot født den 1. april, men det kan ifølge samtlige af mine kilder hverken af- eller bekræftes.

Pudsigt nok så er der mig bekendt ikke nogen som helst former for varsler i forbindelse med Sankt Hugos dag, men hvis du har kendskab til en eller flere, må du meget gerne dele den eller dem med mig.