Årets 29. lørdag og dermed også den allerførste samt 23. sidste dag i vores 23 dage lange sommerferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er ved at gå ned, Månen er stået op, min elskede Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne lørdag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

Det meste af dagen er blevet brugt på en god kombination af afslappende hygge samt klaring af diverse små og mindre praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem.

Dertil kommer, at vi har nået at løbe første mine 2.000 meter, hvorefter min Skat løb 15 kilometer samt se kvalifikationen inklusiv både op- og nedtakten til den til ugens Formel 1 løb.

Min Skat har blandt andet nået at komme et lille bitte stykke videre med to af de tre igangværende store oprydningsopgaver og jeg har blandt andet nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, vaske og stryge en maskinfuld altså 10 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte dagrenovation og papir i de relevante containere, tale i mobiltelefon med Jens-Erik i cirka fem minutters tid og med Wivi i cirka ti minutters tid, vande alle plantepusserne ud på altanen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftenens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

… hvor Solen skinner fra en høj klar blå hel skyfri himmel, udendørstemperaturen er plus cirka 25 grader og vinden blæser med fire meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, sidder min elskede Skat foran sin computer, hænger dagens første maskinfuld nyvasket tøj til tørre på vingetørrestativet ude på altanen og jeg prøver på at finde lidt indre ro ved at udvælge, pakke samt klippe billederne til indeværende uges frygtelige mange manglende blogindlæg, så jeg forhåbentlig meget snart kan komme i gang med at skrive dem.

Nu er det et år, ni uger samt seks døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.