Nu er det et år, 44 uger samt fire døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

For 22 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Gertruds dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Gertruds dag og hun er en belgisk abbedisse fra Nivelles, der ifølge legenden hjælper de døde på deres første nat på vej til skærsilden.

Sankt Gertrud er også de syges samt vejfarendes særlige beskytter og derfor blev hun førhen dyrket meget af blandt andre de omrejsende købmænd fra hansestæderne, der jo som bekendt altid var på farten. I flere byer blev der oprettet Sankt Gertruds gilder, det vil sige en form for sygekasse-loger og disse stod også mange steder for driften af en hel del herberger samt hospitaler.

Der, hvor de største veje førte ind i byen, blev der rigtigt mange stedet bygget små kapeller altså de såkaldte Sankt Gertrud-huse og ved disse blev der opstillede bemalet eller forgyldte træfigurer af Sankt Gertrud. På grund af vejr og vind skallede forgyldningen samt malningen i tidens løb af disse figurer og dette er sandsynligvis baggrunden for mundheldet “glansen er gået af Sankt Gertrud”.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund så hvis det ikke bliver stormvejr med slud på Sankt Gertruds dag, så kan man være helt sikkert på, at vinteren er ved at være forbi, for som et gammelt vers sige: “Så længer Gudmund og Gertrud ikke har rystet deres hale, skal man ikke af vinteren prale“. End videre så vil regn på Sankt Gertruds dag giver en meget våd sommer.