Nu er det to år, ti uger samt et døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Torsdag den 16. juni 2022 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i fjorten hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning, og selv om mange rigtigt mange personer mener, at jeg bør skamme mig noget så frygteligt over det, så indrømmer jeg heller end gerne at jeg slet ikke kan se nogen som helst form for grund til at skamme mig det allermindste over, at jeg i lidt over fjorten års tid …

… har taget konsekvensen af, at jeg hverken fysisk eller psykisk er i stand til at påtage mig et arbejde og at jeg slet ikke er i stand til at påtage mig et arbejde, som det indtil videre allersidste jeg har haft af slagsen, hvor jeg godt nok var ansat til samt fik løn for 30 timer per uge, men hvor jeg rent faktisk arbejdede mindste 60 timer per uge.

… ikke har haft et arbejde, som jeg dybeste set kun har haft, fordi der dermed gik et fast beløb ind på min bankkonto i slutningen af hver måned og at jeg derfor ikke er gået mere op i det end at jeg hver dag allertidligst er mødt til tiden, men gerne 10-15-20 minutter for sent samt at jeg hver dag allersenest er gået til tiden, men gerne 10-15-20 minutter for tidligt samtidigt med jeg hver dag har brugt langt det meste af arbejdstiden på diverse former for privat fnidder fnadder i stedet for at bruge den til det, jeg rent ud skrevet var ansat til, så jeg dermed har fået mere fritid samtidigt med mine kollegaer har været tvunget til at løse de af mine arbejdsopgaver, jeg ikke selv har kunnet magte løsningen af.

… ikke har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, fordi jeg har forgivet at være aktiv jobsøgende samtidigt med jeg rent faktisk ikke har søgt flere job end hvad der har været så absolut allermest nødvendigt for at opretholde retten til at modtage arbejdsløshedsdagpenge og at jeg altid har sørget for kun at søge job, jeg reelt set ikke vil kunne komme i betrækning til, da jeg er over- eller underkvalificeret.

… ikke har modtaget sygedagpenge, da jeg har forgivet at være for syg til, at jeg vil være i stand til at passe et normalt job samtidigt med jeg sangens kan klare at arbejde hvad der svarer til langt mere end fuldtid i mit eget firma, i et nærtstående familiemedlems firma eller sort i det jeg har henvist til, at jeg jo ganske lige som alle andre har lov til at bruge min fritid lige præcist sådant, som jeg har lyst til.

… ikke skiftevis har modtaget arbejdsløshedsdagpenge samt sygedagpenge, da jeg uheldigvis blev syg og dermed var nødt til at sygemelde mig den dag, hvor jeg skulle til det allerførste møde på det lokale JobCenter, da jeg heldigvis blev rask og jeg derfor kunne raskmelde mig den dag, hvor jeg skulle til det allerførste møde på det lokale sygedagpengekontor, da jeg desværre blev syg og dermed var nødt til at sygemelde mig den dag, hvor jeg var indkaldt til det næste møde på det lokale JobCenter, da jeg til al held blev rask og dermed kunne raskmelde mig den dag, hvor jeg var indkaldt til det næste møde på det lokale sygedagpengekontor. Forsæt venligst selv listen til den kommer til at svare til lidt over fjorten års tid.

Jeg ser altså heller ikke nogen som helst form for grund til at skamme mig over, at min Skat og jeg på femtende år er i stand til at sætte tæring efter næring samt svarer enhver sit og vi derfor godt kan klarer os med kun en indtægt nemlig min Skats løn, uden vi har behov for at leve på klods eller for lånte penge samt ligge andre til hverken praktisk eller økonomisk byde.