Nu er det tre år, fjorten uger samt et døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Fredag den 16. juni 2023 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i femten hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning og med hensyn til at min Skat og jeg i over femten års tid kun har haft hans løn til vores rådighed, så ved jeg jo inderste godt, at han forsøger mig, men jeg føler bare ikke, at han gør det, for han passer sit arbejde og det får han penge for, lige som jeg passer mit “arbejde” ( læs: jeg prøver på helbredsmæssigt at komme ovenpå igen samt sørger for at vi har mulighed for at have tid samme ved at klare så mange som muligt af de alle de så kaldte huslige opgaver i dagtimer, imens han er på arbejdet ), det får jeg så bare ikke noget for, og derfor deles vi om de penge, han tjener.

Og så kommer jeg med et lille surt opstød …

Hvorfor er det lige, at så frygtelige mange personer og især personer, der bliver forsøget af det offentlige, har så frygteligt ondt i det, de under helt normale omstændigheder sidder på, over at jeg i lidt over femten år har været 100% fuldtids hjemmegående og jeg efter deres mening har nasset på samfundet ?

Samfundet har under ingen som helst omstændigheder giver mig noget som helst i de lidt over femten år, jeg har været 100% fuldtids hjemmegående, til gengæld har jeg påtaget mig mange rigtigt mange opgaver med at hjælpe samt støtte for eksempel min Skats farmor, tante og ældste kusine, Poul, Wivi, vores underunderboer med mange flere, som samfundet burde havde haft taget sig af, og dermed har jeg sparet samfundet for mange rigtigt mange penge.

Selvfølge er det helt rigtigt, at jeg i lidt over femten år ikke har betalt skat, for da jeg ingen som helst form for indtægt har haft, har det ikke være noget, der skulle betales skat af og det er så der, langt de fleste af dem, der har så frygtelig ondt i bagdelen over, jeg har været samt stadigvæk er 100% fuldtids hjemmegående, har mest ondt, for det gør de og så bør jeg også gøre det.

Men alle de af dem, der selv bliver forsøget af der offentlige, glemmer så bare lige, at de selv bliver forsørget af det offentlige og selv om de betaler skat af deres “indtægt” i form af arbejdsløshedsdagpenge, førtidspension, kontanthjælp, sygedagpenge med mere, så bidrage de ikke til samfundet, da de intet fornuftigt foretager sig for at få de penge af samfundet samt at de penge de betalter i skat, jo dybest set bare er en form for tilbagebetaling af de penge, de har fået af samfundet.

Så i stedet for at pege finger af mig, så bør de selv lette bagdelen samt gå i gang med at bidrage til samfundet og kan de ikke klare at arbejde altså have et normalt job, så kan de jo bidrage ved for eksempel at hjælpe en nabo, en genbo, et familiemedlem eller mindst et af deres medmennesker !