Nu er det tre år, 41 uger samt fire døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

For 24 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Skuddagen, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Mange mennesker tror, at det er den 29. februar, der i vores kalender betegnes som skuddagen i skudår, men det passer ikke, for det er altså den 24. februar, der er den rigtige skuddag.

I den gamle romerske kalender var februar årets tolvte samt sidste måned og oprindelig havde den kun 23 dage. Den gang var den 23. februar både guddommen Terminus samt året allersidste dag og derfor besluttede kong Numa Terminalierne, at dagens skulle bruges til at fejre det kommende år. Da kalenderen ikke passede helt godt til årstiderne, skød man sommetider en skudmåned af variabel længde ind umiddelbart lige efter februar.

Derfor var det også helt naturligt, at efter februar måned var blevet forlænget til at være på 28 dage, at man forsatte med at lægge den ekstra dag i skudår ind i februar måned lige efter den 23..

Cæsar bibeholdte denne placering af skuddag på den 24. februar i den julianske kalender og senere gjorde man det samme, da den gregorianske kalender blev indført.

Ifølge vores kalender er et helt almindeligt år på 365 dage, men i virkeligheden er Jorden altså 365 døgn, 6 timer, 9 minutter og 9,5 sekunder om at nå en gang rundt om Solen. For at dette regnestykke skal gå lidt bedre op, må man derfor indføje en ekstra dag hvert fjerde år.

Det er derfor at skudårstal altid er delelige med fire, men dermed bliver der stadigvæk 9 minutter og knap 10 sekunder i overskud, og for at regnestykket skal passe helt præcist, må man så regulere yderligere på det. Det er derfor at kun århundredeskifte, der er deleligt med 400, er skudår.

I de “gode gamle dage”, den gang da man endnu ikke var begyndt at diskutere kønsroller, kunne en ung pige kun fri til sin udkårne, hvis hun gjorde det på en skuddag, hvis den udvalgt så valgte at sige: “Nej”, måtte han af med tolv par handsker eller tolv par silkestrømper, forudsat at han altså ikke kunne dokumentere, at han allerede var forlovet og dermed var båndet til en anden, for var han det, kunne han naturligvis frit afslå frieriet. Dette skyldes ifølge overleveringer at dronning Margaret af Skotland i år 1288 udsendte et dekret, hvori der stod: “At enhver kvinde af både høj og lav byrd kunne bejle på skuddagen. Hvis en karl ville afvise frieriet, skulle han bøde den sum af en Dundis”, det vil altså sige en betydelig bod.

I Danmark har pigernes frieri på skuddagen dog næppe nogensinde været opfattet som ret meget andet end morskab samt spøg, hvilket så naturligvis ikke udelukker, at piger kan have brugt samt stadigvæk bruger lejligheden til at fri til deres kæreste på skuddagen.