… når man hele natten har været vågen, så man har kunnet se på clockradioens display samt konstatere, at nu er der seks, fem, fire, tre, to og en times tid til, jeg skal op, og når clockradioen så går i gang, er man lige faldet i rigtigt dyb søvn samt sover virkeligt godt.
… årets 322., efterårets 78. samt november måneds syttende af slagsen over Holbækmotorvejen forsvandt i et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der næppe formår at holde sig tæt resten af eftermiddagen, hele aftenen samt hele natten.
Nu er det fire år, 27 uger samt tre døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.
Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.
… så er vi nået til søndag samt dermed også til denne uges sidste fridag og så er vi begge to igen så energiforladte samt fuldstændige totalt flade efter en meget anstrengende arbejdsuge, at ingen af os har hverken fysisk eller psykisk overskud til at gå i gang med bare en lille bitte af alle de mange meget forskellige praktisk opgave, vi meget gerne som minimum skal nå i løbet af denne søndag.
… årets 321., efterårets 77. samt november måneds sekstende af slagsen over Holbækmotorvejen druknede, da de altid meget gavmilde vejrguder stadigvæk nægter at lukke for himlens meget store sluser.
… årets 321., efterårets 77. samt november måneds sekstende af slagsen over Holbækmotorvejen forsvandt i et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der næppe formår at holde sig tæt hele dagen, da det lige nu støvregner.
… hvor skyerne prøver på at holde sig tætte, udendørstemperaturen er plus cirka ti grader og vinden blæser med syv meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, sidder min elskede Skat foran sin computer og jeg er ved at fotografere billederne til nogle af indeværende uges frygtelige mange manglende blog- indlæg, så jeg forhåbentlig meget snart kan komme i gang med at skrive bare nogle ganske få af dem.
Nu er det fire år, 27 uger samt to døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.
Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.
… så nåede vi endelige langt om længe til den noget så frygtelige efterlyste lørdag samt dermed også til denne uges weekend og så er vi begge to igen så energiforladte samt fuldstændige totalt flade efter en meget anstrengende arbejdsuge, at ingen af os har hverken fysisk eller psykisk overskud til at gå i gang med bare en lille bitte af alle de mange meget forskellige praktisk opgave, vi meget gerne som absolut minimum skal nå i løbet af denne weekend.
… for traditionen tro, så igen i denne uge nu hvor vi endeligt langt om længe er nået til det tidspunkt sidst på eftermiddagen / først på aftenen fredag, hvor min elskede Skat og jeg har taget hul på denne uges noget så frygteligt efterlyste weekend, så er vi begge to igen så trætte, at ingen af os egenligt har hverken fysisk eller psykisk overskud til at gøre noget eller været noget for hinanden.