Dagsarkiv: torsdag, 20. marts 2025, 7:30

Stadigvæk noget så frygtelig meget ked af det


Hverdagen, Årets gang.

Nu er det fire år samt 45 uger siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Med zoom


Hverdagen, Solens opture.

Da jeg fotograferede ugens fjerde solopgang over Astersvej, legede jeg lidt med Mini Nikons zoomfunktion, hvilket gav dette resultat af dagens morgengry over Astersvej klokken lige præcist 6:54 …

2025/03/20/0201.jpg

… det overfor viste billede blev fotograferet via badeværelsets åbne vindue og der blev zoomet cirka 25% af det mulige.

Tillykke Rappe


Hverdagen, Ænder, Årets gang.

I går havde jeg fødselsdag og i dag fylder Rappe så femten år. For i dag er det lige præcist femten hele år siden, jeg byggede en and og selv om jeg nu har været dens mor i femten hele års tid, så har jeg altså stadigvæk endnu ikke helt fundet ud af, om det er en and eller en andrik, jeg har fået, hvilket også er årsagen til, jeg endnu ikke er begyndt at fremstille en lille garderobe til den, for en andrik vil vel helst ikke iklædes kjoler samt nederdele og en and vil vel helst ikke iklædes bukser og i hvert fald slet ikke hvis hun er en rigtigt and.

Så indtil videre må Rappe pænt nøjes med sin hajhue, sin nissehue, sit gule sjal, sit lysegrønne sjal, sit lyseblå sjal, sit hvide hyggetæppe samt sit isblå hyggetæppe.

Forårsjævndøgn


Hverdagen, Årets gang.

For 25 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Forårsjævndøgn, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

For en gangs skyld har jeg dog rettet i indlægget, før det blev postet, så det er de helt aktuelle oplysninger, man finder i det.

🙂

I dag, hvor det er forårsjævndøgn, går vi ind i sommerhalvåret, idet at det er i indeværende døgn, at dag og nat på hele Jorden er lige lange nemlig tolv timer hver.

Normalt definerer man sommerhalvåret her på den nordlige halvkugle, det vil sige, den halvdel af Jordkloden, der ligger nord for Ækvator, som værende perioden fra forårsjævndøgn, der altid falder enten den 20. eller 21. marts, til efterårsjævndøgn, der altid falder enten den 22. eller 23. september.

Helt præcist er det i dag klokken 10:02 efter dansk tid, at Solen passer Ækvator og dermed begynder sommerhalvåret endeligt lang om længe. Så skal vejrguderne bare lige finde ud af at hæve udendørstemperaturen betydeligt, for lige nu er den kun en grad her i mit område af Roskilde.

Jordens akse hælder 23,5 grader i forhold til det normale plan, hvormed bevægelsen rundt om Solen foregår. Dette betyder, at Solen faktisk kun står op omkring en nord-syd-gående linie to gange om året, nemlig henholdsvis ved forårs- og efterårsjævndøgn.

I sommerhalvåret står Solen op langs en sydøst-nordvest-gående linie og i vinterhalvåret står Solen op langs med en sydvest-nordøst-gående linie. Hvis man giver sig til at tælle dagene mellem de to jævndøgns datoer, vil man finde ud af, at sommerhalvåret er rundt regnet cirka en uge længere end vinterhalvåret, og at et halvår defineret på denne måde altså ikke helt præcis er et halvt år langt.

Dette hænger sammen med, at Jordens bane omkring Solen ikke er cirkulær, men derimod elliptisk, samt at sommeren på den nordlige halvkugle – det vil sige i den periode, hvor den nordlige del af jordaksen peger ind mod solen – for øjeblikket falder i den del af banen, hvor Jorden kommer længst væk fra Solen.

Det, at forbindelseslinien imellem Solen og Jorden overstryger lige store arealer i lige lange tidsrum, gør at den del af ellipsens areal, der svarer til sommerhalvår på den nordlige halvkugle, er større end den del af ellipsens areal, der svarer til vinterhalvår på den nordlige halvkugle. Det vil så sige, at sommeren altså er længere end vinteren.

Egentligt er det jo ganske herligt, at vinteren er cirka en hel uge kortere end sommeren, men det er der også lidt synd for dem, der bor på den sydlige halvkugle, hvor forholdet jo er omvendt.

Man kan så trøste sig med, at denne uretfærdighed ganske langsomt vil blive udlignet med tiden. Fordi Jordaksen ganske langsomt drejer rundt i en kegle, og det betyder, at om cirka 9.000 år vil den nordlige jordakse pege væk fra Solen. På dette tidspunkt vil vinter- og sommerhalvåret være lige lange på både den nordlige og den sydlige halvdel af Jordkloden. Hvorefter det vil begynder at blive omvendt, det vil altså sige, at den nordlige halvkugle vil begynde at få længere vinterhalvår og den sydlige halvkugle vil begynde at få længere sommerhalvår.

En kold samt stjerneklar morgen


Hverdagen.

Da jeg stod op, var udendørstemperaturen her i vores område af Roskilde minus cirka en grad og i løbet af den sidste halvanden times tid er den nået at stige til plus cirka en grad, så det vil være rigtigt dejligt, hvis den vil stige yderligere og gerne til et sted på den lune side af de plus ti grader.

Vinden blæser forsat med tre meter i sekundet og himlen over vores område af Roskilde er hel stjerneklar, så i dag har vejrguderne forhåbentlig tænkt sig at give os en kold samt solrig forårsdag.

Manglende udendørstemperatur


Hverdagen.

Lige nu har vi slet ingen udendørstemperatur her i vores lille område af Roskilde eller rettere skrevet på nuværende tidspunkt af morgenen er der lige præcist nul grader udenfor og det er jo hverken plus eller minus, for rent faktisk er nul jo slet ingenting.

En atypisk torsdag morgen


Hverdagen.

Da vores vækkeur eller retter vores clockradio gik i gang i morges, valgte min elskede Skat at blive i sin seng, for han hoster stadigvæk mere eller mindre konstant samtidigt med han er mega monster træt med træt på.

Så derfor føler min Skat, at han godt kan tillade sig at tage en sygedag igen i dag, da han nok vil have bedst af at passe sit helbred i stedet for sit arbejde og han ikke kommer til at smitte sine kollegaer.