Dagsarkiv: søndag, 20. april 2025, 21:45

Lyserød hæklet bøllehat


Garn, Hverdagen, Håndarbejde.

Imens min elskede Skat og alle vores meget fartglade skildpadder så ugens Formel 1 løb inklusiv både op- og nedtakten til det, nåede jeg at blive færdig med denne lyserøde hæklet bøllehat til Fenja altså vores forhenværende nabo til venstre side …

2025/04/20/0601.jpg

… der er endnu en gang tale om mit 100% eget design, for det er mig, der har fået ideen og det er mig, der har skrevet opskriften, den er hæklet efter, og jeg har brugt 60 gram lyserødt ( farvenummer ukendt ) Bomuldsgarn ( 100% bom- uld ) med en løbelængde på cirka 150 meter per 50 gram fra Rema 1000 samt min altid trofaste Perle Inox hæklenål nummer 2,5.

Lige før sengetid


Hverdagen.

Årets sekstende søndag samt dermed også den niende samt næstsidste dag i vores ti dage lange påskeferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, skyerne prøver på at holde sig tætte, Månen er stået op, min elskede Skat samt alle vores meget fartglade skildpadder ser nedtakten til ugens Formel 1 løb og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne søndag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

Dagen er blevet brugt på en god kombination af hygge samt klaring af diverse små praktiske opgaver.

Min Skat har blandt andet nået at komme et lille bitte stykke videre med den ene af de fire igangværende store oprydningsopgaver og jeg har “hygget” mig med svimmelhed hele dagen, så derfor har jeg kun nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, skifte sengetøj, vaske og stryge en maskinfuld altså 6 stykker tøj, hvilket blandt andet var et lagn i dobbelt størrelse, to dynebetræk og to pudebetræk, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, tale i mobiltelefon med Wivi i cirka ti minutter samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Da vi havde nydt aftenens menu, aflivede jeg den medfølgende opvask, før jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

Så er …


Hverdagen, Skildpadder.

… vi sørme allerede nået til årets femte Formel 1 løb, så siden klokken 17:30 har min elskede Skat siddet foran fjernsynet, hvor han tradition tro selvfølgelig har selskab af alle vores meget fartglade skildpadder, for godt nok starter årets femte Formel 1 løb, der køres på Jeddah Corniche Circuit i Saudi-Arabien, først klokken 19:00, men ingen af dem vil jo gå glib af optakten til det, lige som de også bagefter skal have hele nedtakten med, før der må blive slukket for fjernsynet.

Forkælelse


Hverdagen, Mad.

Min Skat synes, at vi skal forkæles, for det er søndag samt påskeferie, så derfor nyder vi lige nu hver sit lille stykke skildpaddeislagkage …

2025/04/20/0401.jpg

… før vi forsætter med løsningen af de lidt mere fornuftige og praktiske opgaver.

Lige nu …


Hverdagen.

… hvor regnen falder stille, udendørstemperaturen er plus cirka otte grader og vinden blæser med tre meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, sidder min elskede Skat ved sin computer og jeg prøver på at danne mig et bare nogenlunde retvisende overblik over, hvor forsømt min blog i grunden er, hvilket vil sige, at jeg prøver på at finde ud af, hvor frygtelig mange af de indlæg, jeg meget gerne ville have haft nået at skrive på den i løbet af indeværende uge, jeg desværre endnu ikke har nået at skrive.

Stadigvæk noget så frygtelig meget ked af det


Hverdagen, Årets gang.

Nu er det fire år, 49 uger samt tre døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.