Nu er det fem år, fire uger samt to døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburet i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

For 25 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Pinsedag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Det er ved at være en meget gammel tradition, at Solen skal danse pinsemorgen altså om morgenen første pinsedag, da den med meget stor sandsynligvis stammer fra midten af 1800-tallet.

På den tid var der flere beretninger og ikke mindst fra de borgerlige miljøer, der fortalte, at man pinsemorgen skulle ud for at se Solen danse. En af de ældste vidnesbyrd findes i Vilhelm Bergsøes bog “Fra den gamle fabrik”, der udkom i 1869.

En ældre forestilling knytter sig dog imidlertid til påskesolen. I store dele af Europa og altså også i Danmark mente man, at Solen dansede påskemorgen, fordi den var så lykkelig over, Jesus var genopstanden, men den holder vis nok ikke i længden.

Indtil 1845 havde alle borgere i Danmark pligt til at gå i kirke på de kirkelige helligdage. Siden blev denne lovgivning dog til al held lidt efter lidt lempet mere og mere, og i dag er det heldigvis helt frivilligt, om man vil misbruge samt spilde sin tid med at gå i kirke.

Men tilbage til de så kaldte gode gamle dage for måske var det med at feste tidligt om morgenen bare en rigtigt god måde at omgå helligdags lovgivningen, hvori det nemlig tidligere hed, at alle offentlige forlystelser ikke måtte afholdes efter klokken seks første pinsedag, men hvis man nu festede inden klokken seks om morgen og med det påskud, at man ville se Solen stå op, så var det jo rent faktisk fuldt ud legalt samt tilladt.

I det gamle danske bondesamfund red landsbyens karle pinsedag fra gård til gård og hvert sted, de besøgte, sang de følgende …

Nu ønsker vi eder en pinsefest
fryde eder I unge folk,
den herr Jesus vær jer gæst
fryder eder I gamle og,
vi har en kurv både stor og vi’
der kan gå syv ol ( = 560 ) æg deri.

… og man forsatte med flere vers, der ligeledes fortalte om de andre kurve, karlene havde medbragt, til henholdsvis drikkevarer, flæsk, ost samt smør. Som udgangspunkt havde karlene også en pung med og den var så stor, at der var plads til 100 daler deri. Det sidste samt afsluttende vers lød …

Og vi har ikke smagt en brændevinstår
siden vi kom fra eders nabos gård !

Pudsigt nok findes der mig bekendt ikke nogen som helst former for varsler for pinsedag, men hvis du har kendskab til en eller flere, må du meget gerne dele den eller dem med mig.

For 25 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Medardus dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Medardus dag og ifølge legenden blev han født i byen Salency ved Valenciennes i Picardie i Frankrig i år cirka 473 og han døde i år cirka 560. Det vil sige, nogle kilder mener dog, at han døde allerede i år 545.

Allerede som barn var Sankt Medardus i stand til at tænke på samt være noget for andre, for ifølge legenden så forærede han en af sin fars heste til en mand, der havde mistet sin eneste hest, men om aftenen, da faderens heste blev talt op, manglede der pudsig nok ingen.

Som 33 årig blev Sankt Medardus viet til præst og han blev kendt i et meget stort område for sine meget glødende prædikener samt sin store godgørenhed, da han gav al afkast af de ejendomme, der var i hans varetægt, til de fattige.

I år 530 blev Sankt Medardus bispeviet i byen Noyon i Sankt Quintin i Frankrig og efterfølgende var han også biskop i byen Tournai i Belgien, hvor hans nådegave til at gøre undere for alvor kom til at vise sig, idet han fjernede syges og besattes plager blot ved at slå korsets tegn for dem.

Sankt Medardus ry bredte sig meget hurtigt også udenfor bispedømmets grænser og i år 555 viede han den skønne dronning Radegunde til diakonisse, hvormed han frelste hende fra hendes onde mand kong Klotar Den Første, som hun var flygtet fra. Efter Sankt Medardus død lod kong Klotar Den Første et kloster opføre i de franske kongers by Soissons og i dette kloster, der kom til at hedde Saint-Médard, blev Sankt Medardus knogler gravlagt. I dag er det eneste af klosterets kirke, der stadigvæk er bevaret, krypten, der også er konge Klotar Den Første samt kong Sigeberts grave.

I dag dyrkes Sankt Medardus især i Frankrig, hvor han er vinmarkernes beskytter samt bryggeres skytshelgen, end videre er han også skytshelgen for alle former for kalendervæsen.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund, så sådant som vejret er på Sankt Medardus dag, således vil det i store træk holde sig i de næster otte uger eller til høst.