Nu er det fem år samt ti uger siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburet i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Mandag den 16. juni 2025 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i sytten hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning og det fik mig til at tænke lidt over, hvad der lå bag den beslutning …

For før jeg valgte at blive 100% fuldtids hjemmegående, havde jeg følgende fire forskellige muligheder …

1. At tage et job, der ville køre mig både fysiks og psykisk helt ned under gulvbrædder samt måske anbringe mig i en kiste i løbet af et halvt maximalt et års tid.

2. At spilde min tid på et 18 ugers jobsøgningskurser, hvor jeg kunne agere ulønnet hjælpelære for de øvrige kursusdeltagere og samtidigt selv køre endnu længere ned både fysiks samt psykisk.

3. At starte på et 18 måneders kursus for at uddanne mig til lægesekretær, der dels ikke var samt stadigvæk ikke er min drømmeuddannelse eller mit fremtidigt drømmejob ( og jeg ved udemærket godt, man ikke altid kan få sine drømme opfyldt, men hvorfor må jeg ikke få mine jobdrømme opfyldt bare en eneste gang her i livet ? ), der ville ende med et job, der ville køre mig både fysiks samt psykisk helt ned under gulvbrædderne og måske anbringe mig i en kiste i løbet af et halvt maximalt et års tid.

4. At blive 100% fuldtids hjemmegående for min egen eller rettere min Skats regning og derfor valgte jeg det sidste, for med mindre jeg var dø, var de tre første muligheder endt med en langtidssygemelding og dermed med en kæmpe udgift for samfundet, der for et stykke tid og måske resten af mit liv ville komme til at forsøger mig, men ved at bliver hjemmegående koster det kun min Skat og mig penge, da vi jo kun har en indtægt samt dermed ikke ret mange penge imellem hænderne.

Nu forholder det sig så sådant, at min Skat og jeg begge to har været samt stadigvæk er vandt til at sætte terning efter næring, så vi lever udemærket og vi føler egentligt ikke, at vi mangler noget, selv om vi gør det efter det store flertals mening ( læs: vi har ikke et stort hus, et stort sommerhus, en stor campingvogn og mindst to store biler, vi rejser ikke til udlandet mindst tre gange om året, vi køber ikke mærkevarer hverken i tøj samt madvarer med mere, vi spise ikke ude mindst et par gange om ugen eller får mad bragt hjem flere gange om uge ).

På et eller andet tidspunkt, når jeg har fået eller retter hvis jeg får det bedre både fysiks samt psykisk, så kommer jeg måske ud på arbejdsmarkedet igen, men hvis det sket, så bliver det nok som vikar, freelance eller som selvstændige erhvervsdrivende, men ind til da nyder min Skat og jeg, at vi har mulighed for at bruge afterne samt weekenderne til at hygge os samme og at vi ikke skal bruge dem til at stresse rundt for at nå at handle ind, vaske og stryge tøj samt gøre rent med mere, for det er jo desværre ikke sådant, at hvis jeg begynder at arbejde igen, så kan min Skat begynde at arbejde mindre, for han vil blive ved med at være lige over-ophængt på sit job, så er vi bare igen to, der er over-ophængte og ingen af os har tid til den anden og dermed så er vi så to, der kører ned både fysisk samt psykisk, hvor vi, sådant som tingene fungere lige nu, er to, der er oppe på grund af, vi har fordelt tingene imellem os, så den ene tager sig af arbejdet uden for hjemmet ( læs: tjener pengene ) og den anden tager sig af jobbet i hjemmet ( læs: alt det huslige ) uden af få noget for det.

Med hensyn til at stille krav til den anden …
… jeg forelskede mig i min elskede Skat og han forelskede sig i mig og vi vil hinanden, sådant som vi er og ikke som en eller anden fiktiv samt helt urealistisk person.

… allerede nået til år 2025s 199. dag samt 29. fredag, så dermed har min elskede Skat og jeg allerede nået at bruge de første seks dage af vores 23 dage lange sommerferie, hvilket vil sige, at vi stadigvæk har sytten sommerferiedage tilbage.

Hvis indeværende uge havde været en helt normal arbejdsuge, så ville min elskede Skat og jeg på nuværende tidspunkt af morgen have været rørende enige om, at nu var det endeligt langt om længe blevet fredag og dermed var det lige før, vi kunne tage hul på den kommende weekend.

Nu er indeværende uge til gengæld en ferieuge og derfor er min Skat og jeg her til morgen rørende enige om, at det der vist simpelthen bare ikke kan passe, at det allerede er blevet fredag og at de første seks dage af vores 23 dage lange sommerferie dermed allerede er brugt helt op.