Nu er det fem år, tolv uger samt to døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburet i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Hvis indeværende uge havde været en helt normal arbejdsuge, så ville min elskede Skat og jeg på nuværende tidspunkt af morgen have været rørende enige om, at det er dejligt, at det er søndag og at vi dermed har en dag tilbage af denne uges weekend.

Nu er indeværende uge til gengæld en ferieuge og derfor er min Skat og jeg her til morgen rørende enige om, at det der vist simpelthen bare ikke kan passe, at det allerede er blevet søndag og at de første 22 dage af vores 23 dage lange sommerferie dermed allerede er brugt helt op samt at han allerede i morgen skal på arbejdet igen.