For mig er det meget vigtigt at holde fast i de personer, der på en eller anden måde er kommet til at betyde noget for mig også selv om det i det daglig ikke bliver til ret meget andet end bare lige et lille bitte livstegn i form af et kort til fødselsdag, jul og måske påske samt en vindersendt sjov e-mail i ny og næ.

Da man efter min mening ikke kan forvente, at andre gør noget, man ikke selv gør, ringede jeg derfor til Helen, for at høre hvordan det går hos hende samt hendes, da det efterhånden var ved at tre måneders tid siden, jeg sidst har talt med hende og det endte med, at vi talte sammen i lige præcist 49 minutter samt 59 sekunder, men så var vi også begge to blevet nogenlunde helt opdateret med hensyn til, hvad der i meget grove træk er sket i hinandens liv siden vi sidste talte sammen.