Arkiver

Så er det allerede blevet hverdag igen …


Hverdagen, Årets gang.

… og tilsyneladende en overskyet af slagsen. Det er for øvrigt lunt her til morgen, for lige nu er udendørstemperaturen her i mit lille område af Roskilde plus cirka atten grader og vinden blæser med tre meter i sekundet.

Lige nu knokler min elskede Skat på sit arbejde og jeg sidder endnu en gang foran min computer, imens jeg skriver lidt på min meget mildt skrevet yderst forsømte blog og bagefter vil jeg prøve på at danne mig et bare nogenlunde retvisende overblik over, hvor forsømt min blog i grunden er.

Så er det blevet hverdag igen eller rettere så er det næsten blevet hverdag igen. For det er stadigvæk kun min Skat, der er tilbage på jobbet i dag, da jeg forsat er 100% fuldtids hjemmegående for egen eller rettere min Skats regning og det vil jeg som minimum fortsætte med at være resten af indeværende år.

Lige som min Skat allerede er gået i gang med de mange forskellige arbejdsopgaver på sit job, så går jeg lige om lidt i gang med de mange forskellige arbejdsopgaver herhjemme. Blandt andet skal jeg i gang med at aflive bunkerne med vasketøj, for de har virkeligt brugt vores sytten dage lange forsommerferie til at vokse sig store, stærke samt næsten helt uoverskuelige, men før jeg går i gang med dem, vil jeg altså have lov til at bruge lidt tid på at se lidt tilbage på vores nu desværre helt afsluttet forsommerferie.

For lige så længe samt meget som vi begge to har haft glædet os til vores sytten dage lange forsommerferie, lige så hurtigt er den desværre allerede brugt helt og særdeles op.

🙁

Den eneste formildnede omstændighed, med hensyn til det er hverdag igen, er, at der “kun” er fem hverdage til, det igen er weekend samt at der derefter kun er to eller tre hele arbejdsuger til, vi forhåbentlig kan holder tre uger altså 23 sammenhængende dage sommerferie.