… endda meget hårdt at blive krammet så længe samt især så meget, man eller i hvert jeg …

… bliver så slidt af det, så det er rigtigt godt, der er et helt år til, det igen er Den International Bamsedag, for så kan det være, at nogle af alle mine skrammer er blevet hele, før jeg skal til at finde mig i alt det krammeri igen.

For 26 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Den International Bamsedag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Den International Bamsedag. Det vil sige, det er den dag hvert eneste år, hvor alle verdens bamser samt øvrige kramme- og tøjdyr vil stå sammen i samlet flok for at kæmpe for en langt bedre samt betydelig bløder og kramme nusse venligt verden.

Så hvis du meget gerne vil være på rigtigt god både kramme-, nusse- og talefod med dit helt personlige kramme- eller tøjdyr, skal du nok huske, at give det et ekstra kærligt stort varmt kram samt knus i dag.

😉

Den Internationale Bamsedags dato er valgt, fordi den er den amerikanske præsident Theodore Roosevelts fødselsdag, da han blev født den 27. oktober 1858 og han døde den 6. januar 1919. Hans kælenavn var for øvrigt Teddy. Man fandt på dette kælenavn til ham efter en jagt i 1902, hvori Theodore Roosevelt deltog. Da han og de øvrige deltagere fangede en såret bjørn, nægtede Theodore Roosevelt at dræbe dyret, da han fandt det yderst usportsligt. Bagefter blev der tegnet flere tegninger af Theodore Roosevelt og den såret bjørn.

Den 15. februar 1903 udstillede Morris Michton og hans kone Rose Michton verdens to allerførste teddybjørne i deres butik i Brooklyn. De havde netop fået en skriftlig tilladelse af præsident Theodore Roosevelt til at kalde tøjdyrene for Teddybjørne. Derefter blev produktionen af disse teddybjørne sat i gang og i dag er der nok ikke ret mange, der ikke på et eller andet tidspunkt af deres liv har kaldt en plys- eller tøjbamse for en teddybjørn.

🙂

Så i dag kommer jeg nok ikke til at nå ret meget andet end at kramme samtlige af alle mine rigtigt mange skønne plyssede skildpadder samt ænder, så jeg kan holde mig rigtigt gode venner med dem alle som en i endnu et års tid.

… og så var årets 43. weekend desværre allerede brugt helt op samt vel overstået og det er atter blevet hverdag igen med alt hvad det nu indebærer af diverse forskellige former for arbejdsopgaver til både min elskede Skat og mig.

Klokken 3:00 i nat fik vi så endelig langt om længe den time tilbage, der blev hugget fra os i foråret, da vi gik over til sommertid.

Jeg har aldrig forstået meningen med dette ændring af tiden cirkus, da jeg er så naiv, at jeg tror, det er fuldstændigt lige meget, om man bruger strøm til oplysning af boliger, fabrikker, institutioner, kontoer, veje med meget mere om morgenen eller om aftenen, for det kommer nok til at belaste miljøet lige meget uanset hvilket tidspunkt af døgnet, man bruger strømmen.

Til gengæld kan jeg se, at min elskede Skat og jeg her til morgen kommer til at skulle spilde mindst en times tid, som helt sikkert godt kunne være blevet brugt til noget meget hyggeligere samt langt sjovere, end at skulle stille alle vores ure og alt det, der indeholder et ur, om fra sommertid til normaltid.

Dertil kommer så, at mit indre ur altså ikke bare lige kan omstilles ved hjælp af et enkelt tryk på en knap, men derimod nok kommer til at skulle bruge de trationelle to til tre uger, før det har fundet ud af, at nu er klokken en hele time mindre, end det klokkeslæt mit indre ur har skulle tror klokken var de sidste lidt under syv måneders tid.

… jeg sidst har været på arbejdet.

Jeg kan altså simpelthen bare ikke rigtigt fatte, at der allerede er nået at gå atten hele år siden jeg sidst har været på arbejdet, og selv om jeg er begyndte at få det en hel del bedre både fysisk og psykisk samt jeg især er begyndt at få det bedre, efter jeg blev 100% fuldtidshjemmegående for min egen eller rettere min elskede Skats regning, da det er ham og kun ham samt min meget lille bitte for længst helt opbrugt opsparing, der har forsøget mig i hele min periode som 100% fuldtidshjemmegående, så føler jeg mig desværre stadigvæk ikke lige frem sådant helt på toppen. For det er lige som om, at hver gang jeg føler, at nu går det rigtigt godt, så får jeg igen en kortere eller længere periode, hvor jeg ikke rigtigt har det i mig, der skal til, for at jeg kan nå bare lidt mere end lige præcist alle de så absolute allermest nødvendige af alle de der helt almindelige praktiske daglige gøremål.

Derfor tillader jeg mig dagligt at glæder mig over, at min Skat har givet mig muligheden for at gå hjemme samt at jeg stadigvæk har hans 100% fulde opbakning, og at min psykolog flere gange sagde til mig, at jeg skal forsætte med at være 100% hjemmegående lige så længe jeg selv har lyst til at være det samt min Skat og jeg kan få vores økonomi til at hænge bare nogenlunde fornuftigt sammen uden vi ligger andre hverken praktisk eller økonomisk til byde, så kan det vel ikke komme dem ved, hvordan vi har valgt at leve sammen.

Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg savner det at have et job og jeg savner i hvert fald slet ikke mit sidste job, som på grund af blandt andet et meget dårlig både fysik og psykisk arbejdsmiljø samt en total inkompetent ledelse kørte mig fuldstændigt helt ned både fysisk og psykisk.

Jeg indrømmer hellere end gerne samt helt uden at skamme mig, at minderne fra mit sidste job altså ikke ligefrem er med til at give mig lyst til at få et nyt job. For jeg er simpelthen bange for, at historien skal gentage sig endnu en gang, især fordi jeg desværre nok stadigvæk er alt for pligtopfyldende, hjælpsom samt hensyntagende over for alle andre end lige præcist mig selv.

… allerede nået til år 2025s 297. dag samt 43. fredag, så dermed er der forhåbentlig kun en arbejdsdag tilbage, før min elskede Skat og jeg kan komme til at tage hul på årets 43. hele weekend.

For 26 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Sørens dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Ifølge legenden må det være Sankt Severinus, der på dansk blev til Sankt Søren, der var Biskop i Køln samt døde omkring år 400, dagen er opkaldt efter, men det kan dog også være den bondedreng fra Gammel Rye egnen, der forlod landbruget for at blive første munk, senere præst og til sidst døde som biskop i Køln, dagen er opkaldt efter.

I hvert fald findes der to forskellige steder i Danmark en hellige kilde, der er opkaldt efter Severinus. Den ene af de to omtalte kilder lå oprindeligt på Holmstrup Mark, der tidligere var meget berømt, og hvor der afholdtes fire årlige markeder lige indtil disse på grund af herskende misbrug blev flyttet til Kalundborg af Frederik den Anden.

Den anden af de to omtalte hellige kilder ligger i Gammel Rye, hvortil folk i katolsk tid valfartede og ved denne kilde afholdte man fra år 1579 marked på Sankt Sørens dag samt Helligkorsdag, men om det var på Vår Korsmesse eller Høst Korsmesse, har jeg ikke kunne finde ud af, men jeg tror selv, at det var på Vår Korsmesse, da de to markeder ellers har ligget meget tæt på hinanden. Det siges, at vandet i denne Sankt Sørens Kilde selv den dag i dag kan helbrede blandt andet øjensygdomme.

I det gamle danske bondesamfund mente man, at det på Sankt Sørens dag var på tide, at kreaturerne kom tilbage til stalden, for som man sagde: “Når Sankt Søren kommer til by, giver man køer og kalve ly“, og da det som oftes regner på Sankt Sørens dag, mente man, at man i tørkeperioder hele året rundt med fordel kunne bede til Sankt Søren for at få regnen til at komme.

For 26 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Ursula & De 11.000 Jomfruers dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Ifølge legenden var Den Hellige Ursula en engelsk kongedatter, der sammen med 11.000 jomfruer i år 451 drog til Rom for at lide martyrdøden, men da de under sejlasen ned ad Rhinen nåede til Colonia Agrippina, det område af Tysk- land der senere blev til Kõln, blev de alle som en dræbt af hunnerne, der på det tidspunk lige havde indtaget byen.

Pudsigt nok så er der mig bekendt ikke nogen som helst former for varsler i forbindelse med Sankt Ursula & De 11.000 Jomfruers dag udover et enkelt lille vejrvarsel, der påstår, at mildt vejr på Sankt Ursulas og De 11.000 Jomfruers dag vil give en hård vinter.

… og så var årets 42. weekend desværre allerede brugt helt op samt vel overstået og det er atter blevet hverdag igen med alt hvad det nu indebærer af diverse forskellige former for arbejdsopgaver til både min elskede Skat og mig.

… allerede nået til år 2025s 290. dag samt 42. fredag, så dermed er der forhåbentlig kun en arbejdsdag tilbage, før min elskede Skat og jeg kan komme til at tage hul på årets 42. hele weekend.