… jeg sidst har været på arbejdet.

Jeg kan altså simpelthen bare ikke rigtigt fatte, at der allerede er nået at gå atten hele år siden jeg sidst har været på arbejdet, og selv om jeg er begyndte at få det en hel del bedre både fysisk og psykisk samt jeg især er begyndt at få det bedre, efter jeg blev 100% fuldtidshjemmegående for min egen eller rettere min elskede Skats regning, da det er ham og kun ham samt min meget lille bitte for længst helt opbrugt opsparing, der har forsøget mig i hele min periode som 100% fuldtidshjemmegående, så føler jeg mig desværre stadigvæk ikke lige frem sådant helt på toppen. For det er lige som om, at hver gang jeg føler, at nu går det rigtigt godt, så får jeg igen en kortere eller længere periode, hvor jeg ikke rigtigt har det i mig, der skal til, for at jeg kan nå bare lidt mere end lige præcist alle de så absolute allermest nødvendige af alle de der helt almindelige praktiske daglige gøremål.

Derfor tillader jeg mig dagligt at glæder mig over, at min Skat har givet mig muligheden for at gå hjemme samt at jeg stadigvæk har hans 100% fulde opbakning, og at min psykolog flere gange sagde til mig, at jeg skal forsætte med at være 100% hjemmegående lige så længe jeg selv har lyst til at være det samt min Skat og jeg kan få vores økonomi til at hænge bare nogenlunde fornuftigt sammen uden vi ligger andre hverken praktisk eller økonomisk til byde, så kan det vel ikke komme dem ved, hvordan vi har valgt at leve sammen.

Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg savner det at have et job og jeg savner i hvert fald slet ikke mit sidste job, som på grund af blandt andet et meget dårlig både fysik og psykisk arbejdsmiljø samt en total inkompetent ledelse kørte mig fuldstændigt helt ned både fysisk og psykisk.

Jeg indrømmer hellere end gerne samt helt uden at skamme mig, at minderne fra mit sidste job altså ikke ligefrem er med til at give mig lyst til at få et nyt job. For jeg er simpelthen bange for, at historien skal gentage sig endnu en gang, især fordi jeg desværre nok stadigvæk er alt for pligtopfyldende, hjælpsom samt hensyntagende over for alle andre end lige præcist mig selv.

… allerede nået til år 2025s 297. dag samt 43. fredag, så dermed er der forhåbentlig kun en arbejdsdag tilbage, før min elskede Skat og jeg kan komme til at tage hul på årets 43. hele weekend.

For 26 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Sørens dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Ifølge legenden må det være Sankt Severinus, der på dansk blev til Sankt Søren, der var Biskop i Køln samt døde omkring år 400, dagen er opkaldt efter, men det kan dog også være den bondedreng fra Gammel Rye egnen, der forlod landbruget for at blive første munk, senere præst og til sidst døde som biskop i Køln, dagen er opkaldt efter.

I hvert fald findes der to forskellige steder i Danmark en hellige kilde, der er opkaldt efter Severinus. Den ene af de to omtalte kilder lå oprindeligt på Holmstrup Mark, der tidligere var meget berømt, og hvor der afholdtes fire årlige markeder lige indtil disse på grund af herskende misbrug blev flyttet til Kalundborg af Frederik den Anden.

Den anden af de to omtalte hellige kilder ligger i Gammel Rye, hvortil folk i katolsk tid valfartede og ved denne kilde afholdte man fra år 1579 marked på Sankt Sørens dag samt Helligkorsdag, men om det var på Vår Korsmesse eller Høst Korsmesse, har jeg ikke kunne finde ud af, men jeg tror selv, at det var på Vår Korsmesse, da de to markeder ellers har ligget meget tæt på hinanden. Det siges, at vandet i denne Sankt Sørens Kilde selv den dag i dag kan helbrede blandt andet øjensygdomme.

I det gamle danske bondesamfund mente man, at det på Sankt Sørens dag var på tide, at kreaturerne kom tilbage til stalden, for som man sagde: “Når Sankt Søren kommer til by, giver man køer og kalve ly“, og da det som oftes regner på Sankt Sørens dag, mente man, at man i tørkeperioder hele året rundt med fordel kunne bede til Sankt Søren for at få regnen til at komme.